Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

186 kaldet G arvest os, som alene bestemmer deres Værd, meget sorftjellige. Om Maaden at fremstille Galæblesyre giver den organifle Chemie Oplysning. Galæblesyren, som i de fleste garvesyreholdige Plantedele ikke indgaacr nogen chemist Forbindelse med Gallerten, bliver derfor ci heller taget i Betragtning ved Garvningen; derimod synes Garve- materialiernes øvrige extractive Bestanddele ikke derved at være ligegyldige og utiirffonune, da sorftjellige Slags Garvcmaterialicr ogsaa srcmbringc forffjellige Sorter Læder. De forenede Dele, som i de fleste Garvcmaterialier ere nøie- forbundne med de øvrige Stoffer, meddele Læderet en, ester deres Natur ejendommelig, somostest bruun Farve, og burde nøie tages i Betragtning, før man bragte et nyt Materiale i Anvendelse ved Garvningen. Led Undersøgelsen af Garvcmaterialiernes virksomme Bestanddele skal man c i blot tage Hensyn til den Deel af deres Jnsusion, der kan fældes ved Gallert, men ogsaa til Ex- tractivstoffets Mængde og Beskaffenhed, og naar man anstiller sammenlignende Forsøg, maae de alle tages i samme Forhold. Davy's Fremgangsmaadc ved Ansættelse af de garvesyreholdige Matcrialiers Garvekrast bestaaer deri, at han opløser Linn eller Huusblas i kogende Vand, og helder samme i en Astogning i Vand af det garvesyreholdige Mate- riale. Det tykke Fluidum filtreres, Bundfaldet rystes ub, tørres og veics; % as Bund- faldets Vægt er liig med den i Materialet indeholdte Garvesyres Vægt. Denne Frein- gangsmaade er dog i flere Henseender bleven betragtet som utilforladelig; thi det kommer meget an paa Oplosningens Concentration, idet de incest koncentrerede give det meste Bundfald; følgelig maa man kun tilsætte saamegen Liimopløsning, som der netop be- høves til Præcipitationen. Stephens, som indsaac denne Uoverkommelighed, gik ud fra den Grundsætning, at Garveren, da det er ham magtpaaliggcnde ved Garvningen at gjøre sine Huder saa tunge som muligt, ci alene maa see paa Garvesyren, men ogsaa paa Extractivstoffet. Derfor betjente han sig af selve Huden og dyppede denne saalænge i Garvefluidumet, indtil den var mættet deraf. Jo fristere Barken er, desto bedre er-den til Garvning, og jo ældre den bliver, desto nicer taber den i samme inde- holdte Garvesyre i Virksomhed. Al Bark maa derfor beskyttes mod Lust og Sol, naar den ci kan blive brugt strax efter Malningen og Stampningen. — Ved det store Antal af, saavel brugte som anvendelige, Garveinaterialier, er det til Lettelse for Oversigten nød- vendigt at bringe dem i visse Afdelinger eller Klasser, nemlig: 1) Bark, 2) Rødder, 3) Blade, Qviste, Stængler o. bcét., 4) træagtige Udvcrxter paa Grene, Blade etc., 5) Frugter og 6) Extracter. — Andre ovenfor nævnteGarveinaterialier, saasom Salt og Alun ved Alungarvningen, Fedt i Semslcedergarvcriet, Kridt (Kalk) ved Pergamcntfabrikationen, ere anførte paa de dem tilkommende Steder. 1) Bark. Mange Træsorters Bark indeholder Garvesyre i betydelig Mængde og bliver dersor med stor Fordeel anvendt i Barkgarveriet; ja den udgjør endog den egentlige Barkning i indskrænket Betydning. Barken astages bedst om Foraarct, naar den er sastigst, af Træets Stamme og Grene, som ci burde være under 30 Aar gamle. Paa nogle Steder aftager man ogsaa Barken om Esteraaret og lader Træerne staae afbarkede, hvorefter de ophøre at vegetere, og efterhaanden gaae ud, men hvorved, som man antager. Veddet bliver fastere. Denne Fremgangsmaadc er dog sor besværlig, og man indskrænker sig næsten almindelig til at tage Barken as allerede sældede Træer.- Barken as unge Træer kalder man Spe ilbark. I Almindelighed er Barken af gamle Træer rigere paa Garvesyre, end de unge Træers; frisk er bedre end gammel, hvorfor Barken overhovedet maa bcstyttes