Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon
Forfatter: Svenné Lankjer
År: 1856
Forlag: Trykt på Udgivernes Forlag hos L. Levin
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 608
UDK: 620.1 (02) gl
1. Deel: Råstofferne, naturprodukterne
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
187
mod Luftens Jndvirkning. Al Bark bliver brudt itu, før den bruges, nemlig enten hakket,
stampet eller udtrævlet. De væsentligste Barkarter til Garvning ere:
1) Egebark (t. Eichenrinde, engl. Oakbark, sr. Écorce de Chéue, lat. Cortex
Qucrcus) erholdes af flere Slags Ege, navnlig as den almindelige Steeneg, og mange andre.
Den afgiver et meget fortrinligt Garvningsmiddel og udgjor en betydelig Handelsartikel.
Barken af unge Træer, den saakaldte Egespeilbark, holdes forbedre end den af gamle
Træer, ogsaa er den, som om Foraaret bliver afflrællet, uliig rigere paa Garvesyre, end
den om Vinteren astagnc, hvilket Biggin har beviist. -- Den inderste, hvide Bark inde-
holder hos gamle Ege 15, hos unge Ege 16% Garvesyre; den mellemste, farvede Bark
kun 3,95O/o,'heel Egebark, astaget om Foraaret, 6,04, samme aftaget om Esteraaret kun
4,37% og Barken af Egebuske 6,66 "/o Garvesyre. Den Bark er bedst, som er hvid ud-
vendig, rodlig indvendig, men paa Træsiden ru, tør, skjor og kjodsarvet, og som ester
Malningen eller Stampningen beholder sin ejendommelige Lugt. Den virksomste Deel er
den hvide Bast, som sidder paa Stammen, den ydre Bark bidrager lidet til Garvningen
og bliver undertiden bortstaaret. Man har i Handelen raa Bark, hakket og malet
Bark/ og gjør Forstjel paa de unge og de udvoxne Træers Bark; endvidere den ydre,
kraftløse eller saadan Bark, som paa Grund af Egens altfor høic Alder er bleven haard,
saftlos, og derfor duer mindre til Garvning; endelig den egentlige gode og indre Bark,
hvorfra den ydre, sorte og grove Overflade behørig er sondret. Man kjøber den i Sække
eller ester Vægt. I Danmark benyttes kun tildeels Egebarks som i Reglen er Stambark,
sjcldncre Grene- eller ung Bark. Den Lollandske er den bedste; men ogsaa Sjælland
leverer endeel ung Bark, tjenlig til Saalelerder. Stambarken er ikke saa fortrinlig til
Saalelader; men herpaa bødes ved Tilførsel sta andre Steder. Svensk Bark kommer
meget til Kjøbenhavn; den kan sammenlignes med dansk Bark. Fra Norge kommer god
Bark, som kan anvendes til Saalelæder. Der garves ogsaa undertiden med Gambier
(s. pag. 193.) Bark noteres i Kjøbenhavn pr. Sk.tt (320.«). 2 England (Dutch &
Flemisch) per Ton. England erholdt tidligere betydelige Ovantiteter (henimod 10,000
Tons) Egebark fra Fastlandet, nemlig sta Frankrig, Flandern og Nordtydsiland. Frankrig
faacr det meste sra Egnene ved Cuitbc, Skovene ved Sambre og Maas. Ungarn kunde
af dets store Mængde Egeskove bringe betydelige Ovantiteter Egebark i Handelen; men
man inaatte da gaae forsigtig til Bents dermed; thi man forlanger (idctmindste i Eng-
land) reen og fra alle visne Barksubstantser renset Bark; tilmed maa man tøvre den om-
hyggelig og holde den tør under Transporten. Ogsaa er en fast Pakning at anbefale,
for derved at spare Transportomkostninger. Speilbarken leverer det vægtigste, kjcrnesuldeste,
incest clastiste Læder af stor Varighed, Bøielighed og Skjønhed, og det saavel Kalvc-
som Saalelæder, men isærdcleshcd det Første. Men Garvningen med Egebark fordrer
meget længere Tid end enhver anden Garvning, følgelig ogsaa en større Capital. Barken
maa før Garvningen hakkes i smaae Stykker og males fiin. Den fine, malede Bark er
altid at foretrække for den grovtmalcde, omendfkjondt nogle Garvere bruge begge Sorter
afvexlende. I Frankrig har man nu egne Maskiner til Barkens Hakning og Skjæring;
fremdeles blive i Menig indførte Skjarcmafkiner og Metaleylinder-Moller. Egebarken er
ogsaa meget anvendelig ved Mistbænke. Desforuden giver Egebarken en smuk Bruun, og
med Jernvitriol en smuk og varig sort Farve. — Ogsaa Egetræ og Ege-Saugspaancr ere
anvendelige i Garveriet.
2) Granbark (t. Fichtenrinde, lat. Cortex Fini Abietis) er et i flere Lande,
isærdcleshcd i Osterrig og i det lombardisk-venetianske Kongerige, meget stærkt brugt