Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

 328 erholder nemlig ved denne som Rest et Kul, C oak kaldet, som efter de forskjellige Steen- kulsarter viser en sorfljellig Beskaffenhed, og herefter udstiller man: 1) EakiNgkul (t. Backkohle, cngl. Cooking-coal, sr. Charbon de terre collant), ved Brænding svulme de op og samle sig til en meet eller mindre løs Masse; de ud- mærke sig ved en sort Farve og let Antændelighed; Brint er i dem fremherskende i Forhold ti! Jlt, det vil sige, der er meer Brint tilstede, end der udfordres for at danne Vand. Kulstofgehalten varierer imellem 50 og 86 °/0. Iblandt alle Steenkulsarter er disse de eneste, som due til Gastilberedning, derimod cre de ikke godt anvendelige til at brænde paa Rist, da de ophovne saa stærkt og derved let tilstoppe Risten, saa at Luft- trækket hindres; men til Smedning kunne de anvendes med Fordccl. De brænde med hvid Flamme uden stinkende Lugt, da de kun indeholde lidt Svovl. 2) Sinterkul (t. Sinterkohle, sr. Charbon de grille), disse svulme ikke op ved Brændingen, men svindc heller ikke noget; derimod sintrer Pulveret uden at smelte til en fast Maste; siigc Steenkul ere rigere paa Kulstof, de indeholde meer Jlt end Brint, have en lysere Farve og antændes vanskeligere. De egne sig fornemmelig til Støberier, til Brænding af Kalk, Gips, Tegl, Steengods, til Ertsrostning, til at lægge i Kakkel- ovne o. s. v. 3) Sandkul (t. Sandkoble, fr. Houilles seches) kaldes de Kul, som ved Brænding bibehelde deres tidligere Form, eller i det Højeste kun svinde en Smule; de have en meget varierende Kulstofgehalt (fra 50 til 94%); er dette betydeligt, saa er Farven jerngraa, er Kulstofgehalten ikke betydeligt, saa er den bruunlig. De hore til de flotteste Steenkulsarter. — Sinterkul og Sandkul antændes vanskelig, brænde med blaa Flamme og udvikle derved en svovlagtig stinkende Lugt, fordi de indeholde meeft Svovl. Forekomsten as de egentlige Steenkul er indskrænket til Dannelsen af de ældre FinLk«. FlAtsbjergk. Man bar i Geognosicn anviisl Kullene et bestemt Sted, Kulformationen, en Bjergdannelse, hvori Steenkul forekomme vexelviis med Kulsandstcen, Kulfkifer og under- tiden Sandstcen. I Forbindelse med disse sædvanlige Dannelser forekommer (isærdeles- hcd i England) undertiden Leersteen og Lcerjernsteen. Mægtigheden af de enkelte Kullag afvexler sædvanlig imellem nogle Tommer og 20 Fod. Mange Egne udmærke sig isærdeleshed ved deres mægtige og langt udstrakte Lag; imidlertid ere de sjelden meer end 30—40 Fod tykke. Kulschachter, hvis Mægtighed ikke er over een Fod, vise sjeldent noget Regelmæssigt i deres Udstrækning; de tage af og til, og ophøre undertiden ganske paa visse Steder. Mægtige Kulschachter ere fvrdet- meste deelte i flere Lag af Skiferlcer eller Leer. De forffjellige Kullag ere langtfra af samme Beskaffenhed eller Godhed; rene Kul kunne i mange Tilfælde kun antages at fore- komme i Lag paa 10 Fod. Ikkeheller bcfindes altid samtlige Lag i en og samme Kul- egn værd at drive. Antallet as de enkelte over hinanden liggende Kullag er meget ube- stemt, dog ere de langtfra saa talrige som Sandsteens- og Skiferleerslagene. De sachyske Kulgrubcr indeholde sordetmeste 3—8 Kullag, hvoraf sædvanlig 2—3 findes værd at drive. Dudley-Gruben i England tæller 11 Kullag, hvoraf dog fortiden kun eet bliver afbennttet. Bed Newcastle ved Tvneflodcn findes 40 Kullag over hinanden afverlende med Skifer og Sandstcen, men ogsaa her cre de Fleste as en saa ringe Mæg- tighed, at de ikke fortjene at drives. Man bearbejder deraf fornemmelig kun to, hvilke have imellem 6 og 8 Fods Mægtighcd. Kulbjergene ved Mons indeholde, saavidt endnu er bekjendt, 115 Lag, bvis Mægtighed dog ikke er betydelig, da de sjelden opnaae 3 Fod. De meget bewdelige Kulgruber i Colebrook Dalen i det vestlige England indeholde ikke