Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

344 saakaldet ncdadgaacnde Destillation, idet man fylder et omvendt Kar heelt fuldt met Fyrrerødder og anbringer en flraa Flade forneden; man tænder nu Jld rundt om Karret, hvorved de udviklede Dampe endnu engang nødes til at gjrnncmtrænge Træet, hvorved Harpixet opløses, og Tjæren flyder saa ud forneden langs med ben skraae Flade. Naphtalin udgjor Tjærens væsentlige Bestanddeel. Man vil maaskee kunne benytte de forskjellige Arter af Tjærevlie istedctsor Terpentin som Opløsningsmiddel. Luftarterne, som udvikles, ere Kulilte og Kulbrinteforbindelser, og forbrænde med en stærk blaa Flamme, som hidrører fra Kulilteluften. Denne Sidste dannes ved en Vexelvirkning imellem de allerede forkullede Dele af Træet og Vanddampe, som afgives af de ikke forkullede Dele; derved decoinponeres Kullet; der udvikles Kulilteluft og Brint, og man lider altsaa et Tab af Kulsyre, som man maa undgaae ved at tage tørt Træ, og udsætte det for en langson! og eensformig Opvarming, og jo større Forkulningsappa- rater man anvender, desto rigere Kulmængde faaes. Gasarterne ledes nu ind under Jld- ftebet, enten umiddelbart eller forst igjennem et Gasometer, da dette er bedre formedelst dets Regulering af Flammen. Vil man anvende disse Gasarter til Belysning, maae de først mættes med en kulstosrig Olie. Ved Forkulningen af Tørv saaes sandsynligviis ingen Eddikesyre, naar Tørven er ganske reen; thi den ubetydelige Deel, man faaer, hidrører vistnok fra det i Tørven værende endnu uforstyrrede Træstos Tjæren er kun lidet undersøgt, saavelsom Gasarterne, som lyse endnu flottere end de Gasarter, som saacs ved Træets tørre Destillation. Ved Steenkultenes Forkulning faaer man rigtignok ingen Eddikesyre, men derimod mere eller mindre Ammoniak, som kulsuurt Ammoniak, efter de sorstjellige Slags Kul. Ved Tørvens Forkulning erholdes ogsaa nogen Ammoniak. Steenkultjæren udmærker sig derved, at de flygtige Olier, som man destillerer af den. ere Kulbrinteforbindelser og nærme sig meget til de naturlige Kulbrintesorbindelscr, som Naphta og Steenolie. Gasarterne omtales under Gastilbcredningen i Chemien. XXVHL Gruppe. Betragtning over det naturlige Lrændmaleriase, navnligen meb hen sgu til Danmark. (Tildeels efter Forchhammer). Det første Spørgsmaal ved Brændmaterialiers Forhold i Almindelighed vedkommer altid dets Styrke eller dets varmefrembringende Krast, tn Egenskab, som vi i det daglige Liv betegne ved at sige, at det ene Brændmatcriale er drøiere end det andet. Saasnart der er Tale om Benyttelse as disse Udtryk til videnskabelig eller til praktisk Brug, kan man ikke noics med det Svævende og Usikkre, der ligger i daglig Tale; man maa have et bestemt Maal, der ligefrem udtrykker Forholdet imellem Brændslets varmefrembringende Kraft. Dette Maal betegnes med Udtrykket Varmeeenheder, og idet man s. Ex. siger, at de Steenkul, der tilføres os fra Skotland og Newcastle, have en Brændværdi af 6000 Varmeeenheder, forfiaaer man, at et Pund af saadanne Steenkul frembringer, naar de suldstændigen forbrænde, saamegen Varme, at 6000 Pund Band derved kunne faae en Darmetilvært af 1° efter Hundrededeclsthermometret. Naar man endvidere siger, at stærkt udtørret Træ har en Brændværdi af 3000, mener man derved, at I Pd. af dette Træ