Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

345 ved Forbrænding frembringer saa megen Varme, at 3,000 Pd. Land derved kunne faae en Varmelilvæxt as 1° 6. Da det vilde fore os meget sor langt her at omtale den hele Række as vidtløftige Undersøgelser, som man har anstille! for at komme til et sikkert Resultat, stal jeg ikkun anføre Hovedtrækkene. Undersøgelser have da godtgjort, at man behøver ligesaa megen Varme for at tilføie 2° C. til 3,000 Pd. Vand, som 10 C. til 6,000 Pd. Vand, eller 10° C. til 600 Pd. Vand, eller 50° til 120 Pd. Vand. Man finder derfor i hvert Tilfælde Varmeeenhcdcrne ved at multiplicere Varmetilvæxten, udtrykt i Grader efter Hundrededeelsthermometret, med Vægten af det Band, som man bar op- varmet, udtrykt i Pund, naar man har anvendt 1 Pd. af Brændmaterialet. Anvender man en anden Vægt af Broendmateriale, maa Vandets Mængde beregnes ester Vægten af det anvendte Vrændmateriale. Søetatcn lod paa et Krigsdampskib prøve de Steenkul, der findes paa Færøerne, for at sammenligne dem med engclste Steenkul af den Beskaffenhed, som de leveres til Brug paa Dampskibene, og det viste sig da ved temmelig længe fortsatte Forsøg, at 3 Ldr. færøske Steenkul svare til 2 Tdr engelske, og de færøske Steenkuls Brændværdi bliver da, under den Forudsætning, at Lægten as en Londe ikke er væsentlig forskjcllig for begge Sorter, — 4,000 Varnieeenhedcr. Det samme Resultat har man vundet ved at gjøre Forsøg efter den ovenfor beskrevne Methode med de forstjcllige Varieteter af fær- øske Steenkul, hvoraf de bedste gave 4,500 Eenheder, de sletteste 3,600, saaledes at Middeltallct bliver saa nær 4,000, at man kan betragte disse to Rækker aldeles fvrftjel- lige Forsøg for fuldkommen overeensstemmende i deres Resultater. Man har meget oste næret det Haab, at man hos os maatte kunne finde engelske Steenkul, og navnligen er man paa Halvøen hyppigen vendt tilbage til den Tanke, at en Fortsættelse af de engelske Steenkuilag maatte naae over til Jylland. I Nvrlbumber- iand og Durham tabe nemlig Steenkuilagene sig under Havet, og man har da troet, at Fortsættelsen af Lagene kunde sindes i Jvlland. Man bar sormeentlig antaget, at ben Deel af Nordsøen, der ligger imellem Jylland og den nordlige Deel as England samt den sydlige Deel af Skotland, dannede et stort Bassin, overeensstemmende med den Maade, hvorpaa Steenkuilagene hyppigen forekomme. Ligesom altsaa Steenkullagcne i England og Skotland slotte sig til de ældre Bjerge paa den brittistc O, maatte man ogsaa formode efter denne Anskuelse, at de samme Lag vilde hæve sig imod de fkandina- viste ældre Bjerge og findes ved Overfladen etter idetmindste i en opnaaelig Dybde. Hvis denne Tanke var rigtig, maatte vi finde Steenkul af denne ældre, eller, som den hyppigen kaldes, engclste Formation paa den svdlige og vestlige Rand af de flandinaviske Ur- og Overgangsbjerge, i Skaane og paa Bornholm. Bel forekomme der nu Steenkullag paa begge Steder, men den omhyggeligste, i en Række as Aar fortsatte Undersøgelse har ført til det Resultat, at disse Kul høre til en ganske anden, langt yngere Dannelse, og have en langt ringere Brændværdi end de engelske Kul. Dertil kommer, at der i England findes bvilende ovenpaa Kuldannelsen en Mængde andre Formationer, som ligeledes mangle hos os, og at vi derfor maae antage, hvad ogsaa den umiddelbare Undersøgelse stadfæster, at vore Dannelser have et ganste andet Udgangspunkt end de engclste, udvikle sig Paa en ganste anden Maade, og uheldigviis horer den ældre, egentlige Steenkulsor- mation ikke til de Udviklinger, der knytte sig til den standinaviste Bjergdannelse. Hvor behagelig altsaa den Tanke end kunde være, at tage sin Deel af de rige Skatte, som Naturen gjemmcr i Jorden, hvor Steenkulformationen bar udviklet sig, maae vi opgive den aldeles, og istederfor en unvttig Stræben ester at naae disse Rigdomme, maae vi