Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

352 bringes. De kunne kun vindes as saadanne Substantser, hvori de allerede i en eller anden Tilstand (det være sig i recn Tilstand eller forbundne med Jlt og Syrer, Svovl eller andre Legemer) erc tilstede. I Oldtiden kjendte man kun faa Metaller og i Begyndelsen kun de, som i Na^ turen forekomme gedigne, nemlig Guld, Sølv og Kobber, hvilket Sidste man især an- vendte til Instrumenter, sørend man lærte Jernet at fjende. Tin og Bly blevc ogsaa snart bekjendte. Phøniciernc hentede det første fra Brittanien (derfor kaldet Tinøen). At Qvægsølv, som ofte forekommer gedigent, først blev senere bekjendt, ligger vel nærmest deri, at det kun forekommer paa faa Steder af Jorden og hører til de mindst udbredte Metaller. 1546 lærte først Agricola at flille Wismuth fra Bly. Platina tilligemed dets sire Ledsagere, Palladium, Rhodium, Osmium og Iridium, existerer for Verden kun siden 1741, da Lægen Wood bragte samme med fra Amerika, og først 1762 erkjendte man Platina som et særegent Metal og 1803 udstilte man først de fire andre. Nikkel, Uran, Tiran, Chrom, Tellur og Kobolt hore ogsaa til det forrige Aarhundrcdes Opda- gelser. Mangan og Arsenik have været bekjendte i flere Hundrede Aar; Cadmium (ISIS'», Vanadin (1830) og Lanthan (1839) tilhøre den nyeste Tid. De Metaller, soen Davv 1807 opsandt som Grundlag for Alkalierne (Kalium, Natrium, Calcium, Barium etc), have som rcgulinst'c Metaller endnu ingen Jnteresse for Techniken og Handelen, og de ville vistnok næppe nogensinde, paa Grund as deres store Foranderlighed i Luft og Vand, opnaae nogen betvdelig Anvendelse. Først den nyere Tid har godtgjort Metallernes chemiske Eenhed, medens man i de sidstforløbne Aarhundreder var overbeviist cm, at Metallerne lode sig frembringe af andre Substantser, eller at man ved kunstige Blandinger kunde forvandle et Metal til et andet. Jutet var derfor naturligere, end at de første (Ebemiferc, de saakaldte Alchymister, befkjæftigede sig fortrinsviie med Frembringelsen af Guld, føm det værdifuldeste Metal; ogsaa var dette saamegct mere tilgiveligt, som det var en Følge af et Phænomen, hvis Aarsager de endnu ikke kjendte, og som derfor maaite lede til Troen paa Metallernes Forvandling. Det var nemlig bekjendt, at naar man smeltede Kobber med Galmcie, en jordagtig Steen af bruunguul Farve, opstod et nyt, guldguult Metal, Messing. Man vidste endnu ikke, at Galmeic indeholdt et hvidt Metal, Zink, som udskillede sig i Smelte- heden, forbandt sig med Kobberet og forvandlede dets rode Farve til en guul. Den )dee vandt endelig Indgang, at der i Naturen gaves et Legeme, som besad den Krast at sor vandle ethvert Metal til Guld; dette kun i Alchymisternes og Guldmagcrncs Hoved eri- sterende Legeme kaldte man de Bises Steen (Lapisphilosophorum). En Søgen der- efter bar i sin Tid forvirret mange Hoveder og gjort mangen velhavende Mand til Betler, men har ogsaa bevirket mange nyttige Opfindelser iblandt andre det sachsiske Porcellain, og overhovedet en saadan Masse as de sorstjeltigste Forsøg, al man dristig kan paastaac, at uden denne Jagen ester hiin Chimære stod Chemien ikke paa det Standpunkt, der nu har forskaffet den en saa bøi Rang i Videnskabernes Række. Heller ikke Danmark var ganste fri sor Alchymisternes Indflydelse [vide Frederik III.s Histories. Metallerne adskille sig væsentlig fra andre Legemer ved deres ejendommelige Glands, den saakaldte Metalglandd, deres Uigjennemsigtighed og deres Ledningskraft for Varme og Skctricitct. J deres ovrige Egenskaber cre de hinanden mindre lige; saalcoes ere mange lette, andre kun ufuldkommen smeltbare; nogle kunne let gjørcs flygtige, andre ikke; nogle lade sig strække og hamre ud til tynde Plader, andre erc sprøde og springe under Hammerslagene; nogle blive uforandrede i Luften, hvorimod de Flestes Overflade