Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

353 forandres og Glandsen tabes. Mange Metaller erc meget udbredte i Naturen og fore- komme i de forskjelligstc Forbindelser med andre Legemer; mange ere yderst sjeldne og forekomme overalt kun i ringe Mængde. As egentlige Ertser eller svære Metaller fjender man for Oicbiiktet Følgende: Guld, Sølv, Platin, Qvægsølv, Kobber, Tin, Bly, Zink, Jern, Antimon, Wisinuth, Nikkel, Arsenik, Kobolt, Mangan, Molybdæn, Wolfram, Uran, Chrom, Titan, Tellur, Tantal, Jridium, Osmium, Palladium, Rhodium, Cerium, Kadmium, Vanadin, Lanthan o.s.v. Af de saakaldte Alkali- og Jordmctallcr (ogsaa kaldet lette) gives der Følgende: Kalium, Natrium, Barium, Strontium, Calcium, Magnesium, Aluminium, Thorium, Lithium, Zirkonium, Glycium eller Beryllium, Dttrium, Ammonium, o.s.v. Af alle her nævnte Metaller ere kun de 18 Førstnævnte hidindtil anvendte i Tech- niken; det er derfor kun dem, som frembyde en særegen Jnteresse for os, og som vi maae lære nærmere at kjende, medens Beskrivelsen af de øvrige hører hjemme i Che- mien, som behandler Legemerne rcent videnflabeligt uden Hensyn til deres Anvendelse. Metallernes Tæthed og den deraf afhængige Vægtighcd staaer i noie Forbindelse med deres Structur og er meget forfkjellig, eftersom Metallet, esterat det er smeltet, saaer Ro til at blive stivr, eller ved mechaniffc Bearbejdelser bliver hamret tæt, valset eller trukket ud til Traad; thi sordetmeste give disse mechaniffe Indvirkninger Metallerne cn større Tæthed, men undertiden forandrer Tætheden sig kun ubetydeligt eller flet ikke, eller den forringer sig endogsaa, som det er Tilfældet med Bly. Ved Opvarming blive mange Metaller bløde, som s. Ex. Jern, Platin, Sølv, andre skjøre, saasom Zink og Antimon, nogle blive i Heden glødende, og naar den for- stærkes, flydende, andre gløde ikke, men smelte uden forudgaaende Glødning; mange ere flygtige og forvandles i Heden til Damp, andre ere ildfaste; dog er intet Metal absolut ildfast. Metallernes Smeltbarhed og Flngtighed viser sig høist sorskjellig. Men omend- ftjøndt ikke alle Metaller paa en tydelig Maade besidde den Egenffab at forvandle sig til Damp, saa synes de idctmindste alle at være istand til at smelte ved en mecr eller mindre forhøjet Temperatur. Men i denne Henseende viser der sig igsen en mærkværdig Forfljel. Medens Qvægsølv ved sædvanlig Temperatur er flydende (i smeltet Tilstand) og har sit smeltepunkt ved 4()0C.—32"R. under Nul, saa gives der derimod mange Metaller, som kun den stærkeste Hede kan bringe til Smeltning, og nogle, font kun ve^ Anvendelse af Knaldgas (ved Brint- og Iltegas) eller ved Hjælp af stærke Brændglas kunne bringes til § inclining. Af megen Vigtighed er Metallernes Forhold til Jltcn. Alle kunne forbinde sig med den, dog i cn meget sorskjellig Grad. Som bekjendt, bliver enhver Forbindelse af 3lt med et enkelt eller sammensat Stof kaldet Oxy b, naar Forbindelsen ikke har Cha- rakteren af en Syre. De ældre Chemikere og Tcchnikcre kaldte Metaloxyder (Metalilter) Kalke og deres Frembringelscsproces Kalcination. Navnet Kalk har Hensyn til Oxydens jordagtige Tilstand, i Modsætning til de egentlige Metaller, som man kaldte Konger, Reguli, deraf f. Ex. Udtrykket Spidsglandskonge, Regulus Antimonii, end- videre regulinfk, d. v. s. metallist, i Modsætning til oxyderet (iltet) (eller forkalket). Den første Deel as Metallerne iltes allerede ved sædvanlig Temperatur i Lusten, andre maae imidlertid, for at dette kan opnaacS, ophedes og smeltes, hvorved deres Overflade overtrækkes med en Jlthinde (som s. Ex. Bly); nogle trække under ingen Be- tingelse Jlt til sig, selv ikke ved den største Hede'; herved betinget deres Uforanderlighcd i