Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

354 Luften og Fugtighed, og man kalder dem ædle Metaller (Guld, Tolv, Platina), i Mod- sætning til dem, som let iltes, der kaldeS uædle. Jlten berøvet Metallerne de fleste og netop charakteristifle Egenskaber. Metal» ilterne crc sordetmeste glandsløse, pulverförmige 'legemer, som sædvanligviis bave et jord- agtigt Udseende, men ogsaa hyppig en smuk Farve. Mange lade sig smelte ved en høi Temperatur, Blyilte lettest. Jlten lader sig ved den blotte Opvarming forjage af mange Mctalilter, hvorved det rene Metal igjen bliver frembragt eller reduceret. Dette er Tilfældet med de ædle Metaller. Andre Mctalilter lade sig ved simpel Ophedning ikke fuldkommen reducere, ikke berøve bele deres Jltemcengde, men dog iildeels, d. v. s. føre tilbage fra en høiere Iltningsgrad til en lavere. Skulle saadanne Metalilter as- iltes, saa maae de i Heden bringes sammen med et andet Legeme, fom i en høiere Temperatur viser en stor Tilbøjelighed tit Jlt. Saadanne Legemer ere Kul, Pyosphor, Svovl og Brint. Metallerne forbinde sig med hinanden i fvrstjcllige Forhold, og disse Forbindelser kalder man Legeringer (t. Segnungen, engl. Alloys <>f metals, ft. Alltages), med Undtagelse af dem, som indeholde Ovcegsolv; disse fore fra Arilds Tid Navnet Amal- gam (ft. og engl. Amalga mes). Man fjender ve! en stor Mængde Legeringer, dog ere 3nb- alle mulige endnu langtfra blevne forsøgte. — Hvad Metallernes Inddeling angaaer, saa i,h kan samme flee efter meget forfljeilige Principer. I ætbre Tider kjendte man kun Ind- delingen as ædle, halvædle og uædle Metaller. Da deelte man dem ogsaa i Me- taller og Metalloider, ved de Forste forstod man EUS-, eller tunge, og ved de Sidste Alkali- og Jord- eller lettere Metaller. Endvidere inddelte man Metallerne, eftersom de lode sig strække eller ikke, omcndskjondt ingen bestemt Grændse kan angives imellem Begge; da et og samme Metal blot ved en mechanist Behandling kan gjøres baade bøjeligt og fljørt, og altsaa snart henregnes til den ene, snart til den anden Classe. De Metaller nemlig, som lade sig udhamre til Plader eller udvaltse til Blik eller udtrække til Traad uden at springe, og som derfor vise sig hammerbare eller strækkelige, kaldte man Heelmctaller, i Modsætning til de stjøre, som man gav Navnet Halvmetaller. Den meest passende Jnddeling af Metaller synes at være den, som Chemikeren L. Gmelin har foreslaact, nemlig: I. Wdlc Metaller, Reduceerbare: 1) Platina, 2) Guld, 3) tzøtv, 4) Qvægsolv. II. Uædle, Jkkercduceerbare: a) skjsre og a. vanskelig smeltbare: 1) Chrom, 2) Mangan; b. let smeltelige eller fvr- dampelige: 3) Arsenik, 4) Antimon, 5) Wismuth; b) bøjelige: 6) Zink, 7) Tin, 8) Bln, 9) Jern, 10) Kobolt, 11) Nikkel, 12) Kobber. Platina (t og lat.Platina, engl. og ft. Platine). Det raae uralfke Platin er i sin Sammensætning liig med det amerikanske; as Begge tæller man tre sorsljellige Arter, som adskille sig fra hinanden ved deres Gehalt as reent Platin. De uralske Arter ere: 1) Det raae Platin fra Kronbjergværket Gora Blagoda har Udseendet af lige- dannet graat Sand, hvori hist og her forekomme afslebne Splinter. Ertsen indeholder 88 % reent Platin og oarligen vindes der af 1—3 Pud. 2) Det raae Platin fra Tagil, paa den bøieste Kam as den uralske Bjergryg, findes som grovkornet, sort Sand. Det indeholder 70 % reent Platin. Udbyttet heraf udgjør inter end 100 Pud aarlig. 3) Jrid-Osmium, som findes paa sorskjellige Steder i Uralbjergene paa en