Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

.376 som blive tæt bedækkede med et Laag. Jgjennem Bunden paa hver Digel gaaer et ver- tikalt Rør, hvorigjennem Zinken drypper ned i en Bcbolder. As Galmei erholdes 24 til 40 °/o Zink. Det ved saadan Destiilation bundne raa Erts (Værkzink, Dryppezink) er endnu ikke reent, men blandet med Zinkilte, Kul og Leer. Det renses ved at smeltes i Jernkjedler; af disse Kjedlcr oses det i støbte Jernformcr, hvori det saaer Skikkelse af Plader eller brede Stænger. I denne Tilstand kaldes del Kjøbezink. Endffjøndt denne Zink endnu ikke er reen, er den dog brugbar i de fleste Henseender. Dens Urcenhed viser JRmts. sig allerede ved Opløsning i Svovlsyre. Det derved udviklede Brinte har en meget ubehagelig Lugt, som deels hidrører fra Svovl, deels fra Arsenik, hvormed Zinken var blandet. Endvidere bliver der en sort, ikke opløselig Rest tilbage, som bestaaer as Bly og Kul og undertiden af Svovlarsenik. Denne Opløsning af svovlsuurt Zink er endnu blandet med Cadmium og Jern. Det Første opdages, naar man lader Svovlbrinte strømme ind i Opløsningen, hvorved et guuit Bundfald, Svovlcadmium, opstaaer. Op- løsningens Jerngebalt opdages ved Eyanjernkalium (biaasuurt Kali), hvorved et blaat.eller ved Galæblctinetur, hvorved et violet Bundfald bevirkes. I Handelen forekommer Kjøbe- zink, Kjøbmandszink, deels i tommetykke Plader, deels som Blik af forskjellig Tykkelse. For at valtse Zink til Blik bliver den sædvanligt først endnu engang smeltet i en støbt Jernkjedel, vg dcrpaa støbt i Sand i Plader af omtrent 15 Tom. Længde og 9 Tom. Brede. Pladerne blive varmede i Varmeovne ved en sagte Hede; .dcrpaa bl ve de valtsede, hvilket fleer ved en Temperatur af 1000 C. (Valtscr og Blikplader maac besmøres med Olie eller Talg); endelig bringes Pladerne igjcn i Varmeovnen. Zink har en graahvid, i det Blaalige faldende Farve, stærkt glindsendc, bladagtig- Ggrnsk. crystalliseret Brud, anløber meget let i fugtig Luft og bedækkes med et askegraat Overtræk. Sp. V. as det i Handelen forekommende (nuet eller mindre blandet med andre Metaller) fluctuerer imellem 6,85 og 7,00, men stiger ved Forarbejdelse til Blik og Traad til 7,2. Omendstjondt Zink ikke er meget haard, saa lader den sig dog vanskelig sile, da Filen snart bliver siøv; den er mindre bøielig end Bly; i Kulde vg ved en Temperatur as 200° C. er den saa ftjør, at den i en Morter lader sig støde til Korn, derimod er den ved 120—150° C. fuldkommen bøielig. Zink forholder sig electrist til alle andre, i det daglige Liv forekommende Metaller, hvoraf dens Anvendelighed til visse Formaal af- hænger. Det bundfælder reguiinfk alle bøieiige Metaller, som ere opløste, undtagen Jern og Nickel. Zink smelter ved en Hede as 329° R.; ved stærk Rødglødning forvandles den til Damp, saa at den kan destilleres; ved Hvidglødning i Luften brænder den med grøn- lighvid Flamme. Ved Indvirkning as Luft og Vand, men isærdeleshed vcd Syrer, bliver Zink meer eller mindre hurtigt iltet eller opløst, derfor bliver den ved Anvendelse til Tag- bedækning eller Vandbeholdere o. desl. efterhaandcn tilintetgjort. Tidligere anvendte man Zink ene og alene til Messing, men nu anvendes den ogsaa til Tagbedækning, til For- Sntø hudning af Skibe, til Vandbeholdere, til Render og Vandrør (som ikke lede Drikkevand), til Plader til Nodetrykning, til Støbning as Lysekroner, Kandelabre, Forziiringcr paa Ornamenter, Gesimser og andre architekloniske Gjenstande. Til Kjokkenkar er Zink ikke anvendelig, da den danner for Sundheden skadelige Opløsninger. Zink er ogsaa en af de til Udvikling af Brint hyppigst anvendte Substantser, og bruges navnlig hertil i Platinafyrtoi. En af Zinkens vigtigste Anvendelser, nemlig Frembringelsen af den gal- vanifle Elcctricitet (i Forbindelse med Kobber), til Galvanoplastik, Telegraphie og som Drivekraft ved Maskiner har nu fortiden opnaaet en overordentlig Udstrækning. Det oven- nævnte Zinkilte bliver foruden i Medicinen ogsaa benyttet til Zinkhvidt (t. Zinkweiß,