Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

388 Prøvcsiang, der iaimindelighed stikker frem igjennem Kassen til dette-Oiemed, at Samme heelt igjennem er cementeret, d. e. at Samme har antaget saameget Kulstof som udfordres for at forvandle hele Jernmasscn lige til det Indre til Staal. Det kommer herved meget an paa den rigtige Varmegrad; thi naar Jldcn ikke er stærk nok eller af for kort Varig- hed, saa blive Jernstængerne ikke godt cementerede. Stænger som man kalder Brænd- eller Cementstaal og vel ogsaa Llærestaal, fordi deres Overflade er bedækket med smaae Blærer, ere i den Tilstand, hvori man tager dem ud af Ovnen, endnu haarde og sprøde, og blive først smidigere, naar de blive behandlede under Hammeren. Desforuden er Staalet haardere paa g)berflaben end indenfor, paa Grund af en større Mængde Kul- stof, der er i Forbindelse med Jernet. Det er derfor nødvendigt at garve eller polere Samme, dersom man vil have et eensartet Staal. Dog maa dette skee med Forsigtighed, fordi Kullet i Ccmentstaalet ikke er saa langt inde eller forbundet med Jernet i saadan Mængde som i Smeltestaalet; desforuden maa det ogsaa omhyggeligt paasees, at de en- kelte Stænger hensigtsmæssig blive lagte over hinanden efter deres sorstjelligc Haardhed, paa det at en Udjevning as de haardere og blødere Dele kan sinde Sted. Jernets Vægt tiltager Vs å Vs % ved Cementeringen; ikkun daarligt luttret Jern, som endnu inde- holder Slagge, viser ingen Vægtformerelse. I England har man gjort den Jagttagelse (og benyttet»den ved Staalsabricationen), at hvidtgiodcnde Jern ogsaa bliver forvandlet til Staal, naar man udsætter det den fornødne Tid i en Kasse for Virkningen as ind- ledet Stecnkulsgas. Det ved Steenkullenes Destillation vundne Gas (anvendt til Belys- ning) bestaacr fordetmeste af kulstosholdigt Brinte. Beslægtet med Brændstaalets Tilbe- redelse er Indsættelsens (des Einsetzens) Arbeide, der bliver anvendt, naar mindre, as Smedejern bcstaaende Gjenstande overfladisk skulle forvandles til Staal, paa det at de kunne vise en udvendig Haardhed og modtage en fiin Politur. For at naae bette, blive Stykkerne i en Bøsse af Jernblik omgivne med Trækulsstøv eller med kulagtige, noget grovt pulveriserede Substantser (s. Ex. Sammenblanding af sortbrændte Been, forkullede Læderstrimler, raspede og forkullede Oxehorn, Hestehove og deslige) og glødede en Time eller længere i Essen, hvorpaa man tager Laaget as Bosicn og kaster dens Jndhold i Vandet for at bevirke Hærdningen, som man kalder Jndiatshærdning (t. Einsatzhärtung, engt Case-hardening, fr. Trempe en paquet). I den nyere Tid har man anbefalet det blaasure Kali som et fortrinligt Middel til Indsætning og anvendt dette med fortrinlig Virkning. Dette Salt indeholder 17 °/o Kulstof, men er desværre i de fleste Tilfælde fvr dyrt. Man anvender det undertiden for at frembringe en meget tynd Hud af Staal paa Jernarbeider (s. Ex. Skruestikker), idet man gjør de smedede og affilede Stykker gloende, bestrøer og indgnider dem med det pulveriserede Salt og endelig hærder dem ved Afkjo- ling i Band. (Man kan saalcdes ogsaa bruge Horn.) Skulle Stænger eller Plader af Jern kun paa den ene Side forvandles til Staal, saa lægger man dem ved Hærdning imellem en Skal af stødt ildfast Leer og en Skal af Kulsmuld, saa at blot den ene Side er i Berøring med Kullet, som stal undergaae en Forandring til Staal. Afvigende fra denne Methode er Staalarbeidernes Indsætning „Einsetzen" for Hærdningens Skyld, hvorved Omhylningen af Kul ikkun tjener til at kunne sorøge Staalets Opheden uden Lufttræk og altsaa uden Glsdspaandannclse og uden Fare for Forbrænding. Herved er kun en kort Varighed af Glødningen nødvendig. Raastaal, og Cementstaal ere begge i den Tilstand, som Fabrikationen umiddelbar leverer dem, og endnu ufuldkomne Producter, da de dcels ikke ere frie sor ujcvnc Steder og deels ere forbundne med Kulstof paa cn ueensformig Maade, saa at de haardere (kulstofrigere) og blødere (kulstoffattigere) Dele