Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

390 der indeholder en Tilsætning af Nikkel. Følgende er en compliceret Forstrist til Meteorstaaly 24 Dele Zink, 4 Dele Nikkel og 1 Deel Sølv, bedækket med Kulstov, blive sammen- smeltede i en tillukket Graphitdigel, udgydte i Vand og sondcrslagne i smaae Stykker. Otte Dele af denne Blanding, sammensmeltede med 6 Dele pulveriseret Chromjernsteen, 1 Deel pulveriseret Kul, 2 Dele ulædskct Kalk, 1 Deel Pottemagerleer og 384 Dele raat Cementstaal, give da Meteorstaal. Det gule Staal af Fischer i Schaffhausener i det Væsentlige en Blanding af 3 Dele Staal med 1 Deel Kobber. Ved Benævnelsen Damascener- eller damasceret Staal (engl. Damascus-steel, ft. Acier damassé), der oprindelig kun blev fabrikeret i den syrifle Stad Damast, sorstaaer man ikke noget særstilt Staal, men en paa bestemt Maade tilberedet Blanding af nøic med hinanden sammensveiste Staal- og Jerndele. Beitser man en blankfilet, sleben, omhyggelig for Fedt reengjort Overflade med et svagt suurt Fluidum, s. Ex. en Blanding af een Maaldeel Sketevand og 30 Maaldele Eddike, saa sremtræde ejendommelige, af lysere og mørkere Linier sammensatte Tegninger (Damast, Damascering), der vise en vis Regelmæssighed. Staalet viser herved mørkegraae, Jernet derimod klartglindsende, hvide Linier. — Frem- gangsmaaden, der bliver fulgt i Orienten ved Forfærdigelsen af ægte, tyrkist-daniasccrede Sabelklinger og Geværløb, er ikke bekjendt. I Europa gaaer man sædvanlig frem paa følgende Maade: Tynde Stænger af Smedejern og Staal (eller as Haardt og blødt Jern) blive i behørigt Antal lagte parallel ved Siden af hinanden i et Bundt og sammensveiste; Stangen, som derved fremstaaer, bliver smedet i Længden og overhugget i 2 eller 3 Dele, hvilke man igjen lægger paa hinanden og svejser sammen. Denne Fremgangsmaade kan man gjentage oftere, og man erholder endelig derved en Stang, der as mange parallel liggende Traade asvexlende er sammensat af Jern og Staal. Man snoer dette Staal i glødende Tilstand skrueagtigt sammen, idet man befæster den ene Ende i en Skruestikkc, fatter den anden med en Tang og dreier den om saa regelmæssigt fom muligt. Staalet har en graahvid, i Hvidt overgaaende Farve, suldkommen Metalglands, men er ikke stærkt glindsende, dets Tertur er kornet, takket; jo tættere og meer eensartet Kornet er, desto bedre er Staalet. Udmærket kornet Sammenføjning, blaat, hvidtstinnende Korn, senede og aaresuldc Steder etc Beviser paa, at der endnu er Jern tilstede. Staalet er stikket til en langt større Politur end Jernet; dets specifiskc Vægt afvexler imellem 7,4 og 7,8. Støbe- staal er tættest, mindre tæt er Cementstaal. Staal er haardcre end Jern, lader sig ikke saa let som dette bringe i andre Former, men dets mcest charakteristifle Kjendetegn er, at det ved hurtig Afkjoling ester Glødningen bliver Haardt. Uhærdet Staal forholder sig som det haardeste Stangjern, og maa tillige besidde en høi Grad af Seighed, men hærdet Staal maa antage en saadan Haardhed, at det ikke bliver angrebet af den haardeste Fiil, og ved Opvarmingen viser Staalet mærkværdige Farvetoninger, idet Overfladen ved lang- som tiltagende Barme viser sig i sorffjellige Farver ester hinanden. Disse indtræde ved en noget ringere Temperatur end ved Stangjernet. Disse Farver trænge ikke ind i det Indre, og lade sig derfor igjen let afslibe; deres Fremtræden er en Folge af sorffjellige Varmegrader. Den først tilsynckommende Farve er bleg- eller straaguul, derefter folger cfterhaanden Overgangen guldguul, morkeguul, morgenrød, purpurrød, vivlet, morkeblaa, lyseblaa, søgrøn. Derefter bliver Staalet igjen hvidt eller lysegraat, et Oieblik ester komme Hovedsarvernc i samme Orden anden Gang, dog kun i meget kort Tid, og endelig bliver Staalet gloende og blødt. De angivne Farveforandringer ved Staalets Glødning tjene ved Hærdningen og Anløbning Arbejderne til Rettesnor.