Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

406 Glands kaldes Tyndstene, men er deres Galette større end Taffelet, kaldes de halv- grunde (t. halbgründige) Taffelstene. d) Tyksteen, som har Ovredecl, Nedredeel og Runddeel, men frembringer kun ringe Effect. Hver Deel har fire fiirsidede Facetter foruden Taffel og Calette. e) Trappesnit har ligeledes de tre nævnte Dele og finder især Sted ved far- vede Stene. f) Blandet Snit er sammensat af forskjellige Snit. Feil, som Ædelstene kunne have, og som ikke bemærkes ved den raae Steen, men ikke kunne skjules ved den flebne, fljøndt den giver den en langt ringere Værdi, ere: a) Fjedre d. e. Ridser eller smaae Sprækker inden i Stenen, hvorved denne bliver mat og falsk. De forekomme ved alle Slags Ædelstene. Dr. Brewster paastaaer, at disse Feil kunne opdages, naar man lægger Stenen i Anisolie eller Canadabalsom, idet Lvsstraa- lcrne da vise sig i en anden Brydning, b) Skyer, som befinde sig i Stenens Indre, c) Sand o: hvide, brune eller rodagtige smaae Kjcrner, som befinde sig inde i Stenen, d) S tøv kaldes de, naar de ere meget siint fordeelte. Det er isærdeleshed i Orienten, hvor Diamanthandelen har nogen Betydning. Naar den raae Diamant stal være god, maa den være fuldkommen crystalklar som en Draabe klart Kildevand og give et stærkt, livligt Lysftjær fra Midten. Naar den er overtrukken med en glat, lys og lidt i det Grønne spillende Skorpe, saa har 'den sjclden Feil; er Skorpen derimod guulagtig gren, saa bør man vogte sig for at kjøbe den; thi det er da en blød, seig Steen, som falder flet ud. En hvid, ru Skorpe er ligeledes et Tegn paa en god Diamant. Den bør vise sig klar, naar man holder den op imod Lyset. sSee Milburn om Orientens Handel). Den slebne Diamant bedømmes især efter dens Farve, Reenhed, Snit og Størrelse, foruden Haardhed og specif,sk Vægt. De farveløse Stene ere de bedste; iblandt de farvede Stene ere de lyserøde de kostbareste. Med Hensyn til Klarhed har man Diamanter af første, andet og trcdic Vand. I Handelen benæv- nes Diamanterne gjcrne ester deres Slibeform, og Brillanten har herefter den største Værdi og dernæst Rosetten. De fleste Diamanter veie ikke over 5 Karat. De, som veie under cenKarat, kaldes Karatgods. Værdien saaer man ved at bestemme Værdien as 1 Karat, veie Diamanten (ved Vægten, som bruges hertil, har et Lod 73 Karat ä 4 Gran eller 41/« holl. As) og multiplicere 1 Karats Bærdi med Qvadratct af Vægten udtrykt i Karat, s. Ex. naar en Karat af en Diamant vurderes til 10 Rdl., og den veier 3 Karat (3 mult' m. 3 = 9), saa koster den 90 Rdl. (9 mult. m. 10 — 90). Den flebne Diamant antages at have været dobbelt saa sto i raa Tilstand, men dens Bærdi antages at være bleven den dobbelte ved Slibningen. Beregningen bliver altsaa saalcdcs: Den flebne Diamant veier 3 Karat, raa veiede den altsaa 6 Karat, Qvadratct heraf er 36, og dette multipli- ceres nu med 1 Karats Værdi, s. Ex. 10 Rdl., saaledes bliver dens Værdi 360 Rdl. Haardheden ved Mdelstenene bedømmes efter Mohs Scala, som sindes anført Side 4. Bijoutiers og Steenslibcrne bedømme Haardheden ogsaa efter Slibemidlet, som de anvende Paa deres Skive. Man kan i Handelen ogsaa prøve Haardheden med en god engelsk Fiil, som jo flet ikke tager paa Diamanten, Saphiren og Rubinen, og kun meget lidt paa de øvrige egentlige Ædelstene. Her følger en Opstilling, der af Lrard er ordnet efter Farven, med vedføiet sp. V. Farveløse eller næsten farveløse ere: Hvid Zirkon, sp. V. 4—4,7, hvid • Saphir, sp. V. 3,9—4, hvid Topas, sp. V. 3,4-3,6, Diamant, sp. B. 3,5—3,6, Bjcrg- crhstal 2,5—2,6. Gule Stene: Zirkon eller Hyacinth, fp. V. 4—4,7, Guul Sapbir,