Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

490 Spækket as Hvalrossen indeholder ligesaa meget Fedtstof som Sæispækkct og ind- handles ved Colonierne mellem dette. (Efter 3. Mathiesen om Grønland.) Marpokfangsten, fom bestaaer i at dræbe Sælhunden, naar ben vil trække Luft ved de saakaldte Nlæsehuller, eller hvor der sindes store Aabninger i Jsen. Sælhunden stal drage Luft, hvad enten den gaacr i aabent Vand eller under Isen. De Smaae og Unge gaae gjerne langs Kysten, hvor der i Reglen findes Revner i Isen, og komme derved i Garnene, hvor man bruger Garnfangst; de Større derimod skrabe med Forlailcrne et tragtformigt Hul i Jsen, der forneden er bredt, men foroven ender sig i et lidet Blæsehul, saa ftort, at de kunne faa c Luft igjennem det. Naar man om Vinteren gaaer paa Jsen, kan man finde mange saadannne Huller. Heras benytte Grønlænderne sig. De samle sig, jo flere jo bedre, og gaae nu ud paa Jsen, hvor Enhver stiller sig ved et Hu!, for- synet med en 3 Alen lang Stok, i hvis ene Ende er en liden Harpun, og i den anden et omtrent 2 Tommer bredt Huggejern. Denne Stok holde de i den hoire Haand, og i den venstre holdes en Line, der er fastgjort i Harpunen. Saasnart nu Sælhunden kommer for at trække Luft, stødes igjennem Hullet med Harpunen; rammes der, da afbrydes Har- punen, der kun sidder løs paa Stokken, og Sælhunden holdes ved Hjelp af Linen med den venstre Haand, medens Fangeren med Huggejernet paa den anden Ende af Stokken hugger Hullet saa stort, at Sælhunden kan trækkes op derigjennem, hvorpaa den da dræbes paa 3)cn. Rammes den derimod ikke, da søger Sælhunden hen til det næste Hul, hvor den og,aa moder en Fjende, og saaledes kan ben, naar der cre mange Fangere, ikke undgaac Døden. Marpokfangsten er i højeste Grad besværlig. Fangeren maa staae aldeles stille i en Kulde as 20 Grader og derover uden at røre sig, (da den allermindste Lyd, 1 om hans stivfrosne Skindklæder kunne fremkalde, hvis han blot vendte Hovedet, skræmmer Sælhunden bort), og maa ikke sjeldent, ester saaledes at have staaet hele Dagen, vende tomhændet hjem. Utotfangsten bestaaer i at flyde Sælhundene, naar disse, ester at have med Forlallerne kradset Hul i Jsen, ere krøbne op paa denne for at ligge og sole sig. Sæl- hunden maa have Skuddet gjennem Hovedet, saa at den doer strax; thi ellers kaster den sig i Vandet gjennem Hullet paa Jsen, og Grønlænderen kryber derfor fremad, skjult bag et paa en Slæde udspændt Seil, som Sælhunden antager for et Stykke Jis, med Riffel- piben stukken gjennem et Hul paa Seilet. Forst i April Maancd begynder Sælhundenes Lyst til at sole sig, og jo varmere Solen bliver, desto mere tiltager ben, og denne Fangst, ved hvilken cn dygtig Skytte under meget gunstige Omstændigheder kan have indtil 20, og under almindelige Omstændigheder 3 til 4 Sælhunde om Dagen, drives derfor især i de indre Dele af Nordgrønlands Fjorde, hvor Jsen bliver liggende langt ud paa Sommeren. Hvalfangsten i Sydhavet. (Efter Bille.) Der gives i det Hele to Slags Hvaler: Bardehvalerne og Tandhvalerne; til de Første høre Fin- eller Rørhvalerne og Rethvalerne, til de Sidste Delphinerne, Døglingeme, Narhvalen og Kaskelotten eller Spermhvalen. Assert fra den grønlandske Hvalfangst er det imidlertid kun Spermhvalen og den ene Art Nethvaler, der ere Gjenstande for den store Jagt, og da den Forste, om den end ikke har aftaget i Tal, dog fanges mindre end før, fordi den er bleven sky og tillige har forladt flere af sine gamle Pladser, gives der neppe nogen Hvalfanger mere, der udelukkende jager paa den, men de fleste tage Rethvaler og Kaskelotter iflæng og fylde navnlig deres Last med hine, der leve ved Kyster og Bugter, medens Spermhvalen gjerne færdes langt ude i rum Sø. Kommer tn Hval indenfor Hvalfangerens Synskreds, og det spcidcnde Udkig opdager