Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

491 den sra Veiret, da vil strax Bandmassen, der udsprøjtes. Retningen, Høiden og Hyppig- heden, hvormed dette gjentages, den større eller mindre Kolos, der rager frem af Vandet, Maaden, hvorpaa Dyret dukker, og Tidsrummet, hvori det forsvinder under Vandfladen, tiikjendegive sor den svede Jagttager, hvilken Hval ban har for sig, og det vil nu ikke vare længe, inden man gjor klar til Jagten og sætter nogle Fartøjer i Vandet, medens kun Capitainen og en halv Snees Mand forblive ombord. Hvert Fartoi har fjerne, foruden Styrmanden og Harpunere, en Besætning af fire Mand; Harpuneren roer den forste Aare, men lægger ben ind, naar man kommer Dyret paa nogle Favne nær, tager sat i Harpunen, der er fæstet til en Vine af 2—300 Favnes Længde, og kaster den nu ester yt fikkre Maal, hvorpaa han strar griber en Ore, parat til at lade den falde og saaledes overhugge den loft opfludte Line, saasnart den bliver uklar eller ikke mere kan følge det flygtende Dyr. Rigtignok er det ikke blot Byttet, men ogsaa Harpun og Line, der gaae tabt, saasrcmt Harpuneren nodes til at gjore sit skæbnesvangre Hug; naar imidlertid Hvalen søger lige ned i Dybet, eller ben, hvad man ogsaa har Exempler paa, løber ud med en Fart af indtil en Qvmiil i 30 Secunder (120 i Vagten), da bliver naturligviis Faren for Daadens Kæntring altfor øjensynlig, til at man ikke stulde være glad ved blot selv at flippe heelstindet derfra, om end med Opoffrelse af sin Fangst. Alligevel er dette langtfra den eneste Fare, der ved denne Jagt truer Matrosens Liv; ikke sjeldent dræbes han ved et Slag af Hvalsistens Haie, og endnu oftere river Linen En eller Anden ud med, som er uforsigtig nok til at træde ind i dens Bugter; stundom overfaldes ogsaa den udsendte Baad af Uveir og Taage og finder aldrig, eller først ester de største Farer oz Møisommeligheder, sit Skib igjen Et saa farefuldt Erhverv kræver en ualmindelig Løn, og da Hvalfangsten bliver endnu mere »tillokkende ved sine lange Togter og sjeldne Ophold ved Land, have derfor Rhederierne sect sig nødte til at sætte Extra-Præmier for hver Mand, der sarer med disse Skibe, saa at 6—8 pCt. af hele Udbyttet tilfalde Capitainen, 4 pCt. første Styrmand, 2—3 pCt. anden Styrmand, l—lVs pCt. tredie Styrmand, 1 PCt. Tømmermanden, Vs—Vs pCt. Matroserne og l/4—1ls pCt. Skibsdrengene. Vi maae imidlertid vende tilbage til selve Fangsten, som vi forløbe i det Oicblik, Dyret flygtede med Harpunen i Livet. Den næste Baad nærmer sig nu ben første og fæfter sin Line til benel, den tredie kommer til og gjør ligesaa, hvis Hvalen endnu ikke har forblødt sig og løbet sig træt; derefter sætter Harpuneren sig til Rors og overlader sin Plads til Styrmanden, der er gaaet forester og stikker den dræbende Landse, som kaldes Lændiercn, ind under Finnen af Dyret. Landsen er med sin Line fastgjort til Baaden, den er skarpsleben som en Ragekniv, og er aldrig saasnart brugt, for den atter gjemmes i sin Trækapsel, sor at bevares mod Rust. Den dræbte Hval bringes strar paa Siden af Skibet, hvorfra der huggcs to Kroge ind i den; Spækket skrælles spiralformigt af ved Hjælp af den saakaldte Spade, og naar et Stykke Spæk er skaaret los og hejset op, bliver Krogen, hvormed dette fulgte, dugget fast igjen nedenfor den Krog, der endnu blev siddende i Dyret, Spækket skrælles nu rundt om den, og saaledes vcdblives uafbrudt, indtil i Løbet af nogle Dage Alt er bragt op og kastet i den store Gryde, der staaer paa Dækket, og hvorfra det, udtogt til Tran, løber ned i Tønderne i Lasten. Frem- gangsmaaden med Kaskelotten er den samme, som med Rcthvalen, kun at den, as huns Hoved vundne, Spermacet („Headmatter") ikke underkastes den omtalte Kogningsproccs, men blot let opvarmet nedlægges i Fadene. Hvalfiskens Kjod er ingenlunde nogen daarlig Spise, det steges i Spækket („Blubber") og skal saaledes efter Matrosernes Sigende endog smage meget godt; til Mandskabets safte Provisioner horer det imidlertid ikke.