Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

510 krusede, i tempererede lange og bløde, i kolde haarde og stride, ved overflødig Næring grove, ved maadeholdende fine. Lys og Temperatur forandre ikke alene Farven, men ogsaa Beskaffenheden; stærkt Lys og Varme frembringe mørke og stride. Mangel paa Lys og Varme lyse og fine Haar. Ikke mindre stor Jndflydelse paa Haarenes Beskaffenhed og Farve udøver Dyrenes Alder. Kjødets og Haarenes Fiinhcd ftaaer hos de fleste Dyr i directe Forhold, d. v. s. jo finere Kjød, jo finere Haar, hvad der isærdeleshcd viser sig hos Faarene, idet disse have den fineste Uld paa Siderne, hvor Kjodet er finest. I Almindelighed adskiller man hos Dyrene to Haararter: de korte, fine og uldne Grundhaar, og de over disse fremragende længere og stivere Haar, hvilke undertiden ogsaa kaldes Børster. Efter Legemsdelene adskiller man Hoved-, Ryg-, Side-, Vug-, Laar-, Hale- og Mankchaar, sremdeles levende Haar af levende Dyr, som ere smukkere og holde sig bedre end døde Haar af døde Dyr. De vindes fordetmcste ved Klipning, Udtrækning eller Udkæmning, ved hvilken sidste Fremgangsmaade man sornemmeligen tager Hensyn til Afsondringen af de fine Grundhaar. I technifl Betydning inddeler man Haarene i følgende Hovcdarter: A Menneskehaar; B Faareuld; C de øvrige Dyrehaar og D Svinebørster. A. Menneskehaar. Allerede Romerne sorstode paa det Fordeclagtigste at anvende afskaarne Menncfle- haar og yndede isærdeleshcd det tydske Haar, og endnu forfærdiger man af Menneskehaar ikke alene Paryker, men ogsaa Lokker og mange andre Gjenstande. Man benytter i Reglen kun Hovedhaarene, men i China skulle Skjæghaarcne ogsaa sinde Anvendelse. Fruentimmerhaar ere smukkere end Mandsolkehaar, og ikke sjeldent bringes Vørnchaar ogsaa med i Handelen, cndfljøndt Mange ere as den Mening, at Haar af Jndividcr under 15 Aar ikke have nogen Værdi. Vægten af Haarene as et Hoved er meget forskjellig og udgjor sjeldent mere end et halvt Pund. Haarene ere sorskjelligc efter Længde, Tykkelse, Haardhed, Styrke og Farve og maae inden Forarbejdelsen omhyggeligt sorteres. Den største Længde, et Haar har, overstiger sjeldent 3 Fod, ellers er det i Almindelighed kun 2 Fod; det korteste maa, for at kunne forarbejdes, idetmindste være 5 til 6 Tommer. I Gjennemsnit kan man antage, at hvert Haar har en Bærekraft as 4 Lod, og derfor synes det ikke overordentligt, at der gives Mennesker, som med deres Hovedhaar kunne bære en betydelig Vægt; ogsaa lærer Historien, at de Gamle anvendte Qvinderncs Haar til Strikker, Buestrænge o. s. v. Med Hensyn til Farven fljelner man imellem blonde, sorte, mørkebrune, kastaniebrune, røde og hvide Menneskehaar. Det blonde skattes meest i Sydeuropa; det er ejendommeligt for de nordlige Nationer, isærdeleshcd for Eng- lænderne, Hollænderne og Belgierne, Danskerne, Svenskerne, Nordmandene og Nordtyd- fkerne. Det stærkt glindftnde sorte er overordentlig sjeldent. Det almindeligt sorte, som hører hjemme i de varme Klimaer, bliver der kun sat liden Priis paa. Det mørkebrune og kastaniebrune anvendes endnu temmelig hyppigt. Rødt og hvidt bliver sjeldent søgt. I Henseende til Dannelsen er Haaret enten naturligt krøllet eller lige. Det Sidste maa krølles ved Kunst og er derfor billigere end det Første. Ved Haarenes For- arbeidelse udfordres der en vis Tilberedelse, og med denne forekomme de i Almindelighed allerede i Handelen, hvilket sremgaaer af Følgende: 1) Raat Ha ar af enhver Farve befries først for Fedt og andre Ureenligheder, hvortil man betjener sig af Sæbe, Klid, Haarpuddcr eller Sand; derefter trækkes det igjennem Staalhcgler af forskjellig Fiinhed, for at sondre de lange Haar fra de korte.