Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon
Forfatter: Svenné Lankjer
År: 1856
Forlag: Trykt på Udgivernes Forlag hos L. Levin
Sted: Kjøbenhavn
Sider: 608
UDK: 620.1 (02) gl
1. Deel: Råstofferne, naturprodukterne
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
510
krusede, i tempererede lange og bløde, i kolde haarde og stride, ved overflødig Næring
grove, ved maadeholdende fine. Lys og Temperatur forandre ikke alene Farven, men
ogsaa Beskaffenheden; stærkt Lys og Varme frembringe mørke og stride. Mangel paa Lys
og Varme lyse og fine Haar. Ikke mindre stor Jndflydelse paa Haarenes Beskaffenhed
og Farve udøver Dyrenes Alder. Kjødets og Haarenes Fiinhcd ftaaer hos de fleste Dyr
i directe Forhold, d. v. s. jo finere Kjød, jo finere Haar, hvad der isærdeleshcd viser
sig hos Faarene, idet disse have den fineste Uld paa Siderne, hvor Kjodet er finest.
I Almindelighed adskiller man hos Dyrene to Haararter: de korte, fine og uldne
Grundhaar, og de over disse fremragende længere og stivere Haar, hvilke undertiden ogsaa
kaldes Børster. Efter Legemsdelene adskiller man Hoved-, Ryg-, Side-, Vug-, Laar-,
Hale- og Mankchaar, sremdeles levende Haar af levende Dyr, som ere smukkere og
holde sig bedre end døde Haar af døde Dyr. De vindes fordetmcste ved Klipning,
Udtrækning eller Udkæmning, ved hvilken sidste Fremgangsmaade man sornemmeligen
tager Hensyn til Afsondringen af de fine Grundhaar. I technifl Betydning inddeler man
Haarene i følgende Hovcdarter: A Menneskehaar; B Faareuld; C de øvrige Dyrehaar
og D Svinebørster.
A. Menneskehaar.
Allerede Romerne sorstode paa det Fordeclagtigste at anvende afskaarne Menncfle-
haar og yndede isærdeleshcd det tydske Haar, og endnu forfærdiger man af Menneskehaar
ikke alene Paryker, men ogsaa Lokker og mange andre Gjenstande. Man benytter i
Reglen kun Hovedhaarene, men i China skulle Skjæghaarcne ogsaa sinde Anvendelse.
Fruentimmerhaar ere smukkere end Mandsolkehaar, og ikke sjeldent bringes Vørnchaar
ogsaa med i Handelen, cndfljøndt Mange ere as den Mening, at Haar af Jndividcr under
15 Aar ikke have nogen Værdi. Vægten af Haarene as et Hoved er meget forskjellig og
udgjor sjeldent mere end et halvt Pund. Haarene ere sorskjelligc efter Længde, Tykkelse,
Haardhed, Styrke og Farve og maae inden Forarbejdelsen omhyggeligt sorteres. Den
største Længde, et Haar har, overstiger sjeldent 3 Fod, ellers er det i Almindelighed kun
2 Fod; det korteste maa, for at kunne forarbejdes, idetmindste være 5 til 6 Tommer.
I Gjennemsnit kan man antage, at hvert Haar har en Bærekraft as 4 Lod, og derfor
synes det ikke overordentligt, at der gives Mennesker, som med deres Hovedhaar kunne
bære en betydelig Vægt; ogsaa lærer Historien, at de Gamle anvendte Qvinderncs Haar
til Strikker, Buestrænge o. s. v. Med Hensyn til Farven fljelner man imellem blonde,
sorte, mørkebrune, kastaniebrune, røde og hvide Menneskehaar. Det blonde skattes
meest i Sydeuropa; det er ejendommeligt for de nordlige Nationer, isærdeleshcd for Eng-
lænderne, Hollænderne og Belgierne, Danskerne, Svenskerne, Nordmandene og Nordtyd-
fkerne. Det stærkt glindftnde sorte er overordentlig sjeldent. Det almindeligt sorte, som
hører hjemme i de varme Klimaer, bliver der kun sat liden Priis paa. Det mørkebrune
og kastaniebrune anvendes endnu temmelig hyppigt. Rødt og hvidt bliver sjeldent
søgt. I Henseende til Dannelsen er Haaret enten naturligt krøllet eller lige. Det
Sidste maa krølles ved Kunst og er derfor billigere end det Første. Ved Haarenes For-
arbeidelse udfordres der en vis Tilberedelse, og med denne forekomme de i Almindelighed
allerede i Handelen, hvilket sremgaaer af Følgende:
1) Raat Ha ar af enhver Farve befries først for Fedt og andre Ureenligheder,
hvortil man betjener sig af Sæbe, Klid, Haarpuddcr eller Sand; derefter trækkes det
igjennem Staalhcgler af forskjellig Fiinhed, for at sondre de lange Haar fra de korte.