Haandbog i Varekundskab
Vare-Lexicon

591 Den nyserlandske Viin stammer ikke fra Viinstokke, men fra nyseelandste Viin- bterbuffe, as de Indfødte kaldet Tupakihi. Druerne bære smaae, sorte, glindsende Bær med mørkerød, velsmagende Saft, men giftige Stjerner. De Indfødte drikke blot Saften, kun de derværende Europæer tilberede Vinen. Diinstokkens Nytte. Den leverer Rosiner, Cvrendcr, Viin, Viinaand, Franfl- brændeviin, Viineddike, Druesirup, Druesukker, Biinftcen, Viingjæraske, Vaidaffe og Spadserestokke. Druestallerne blive s. Ex. i Dtp. Herauit stampede paa Fade, opbevarede og anvendte ti! Spanst'grønsabncatioiy Eddike, som Kager til Brændematerial og som Binlersoder fer Heste, Muuldyr og Faar. As Kjernerne presser man i de sydligere Egne en fed Olie; frisk er den lvseguul, senere bruunligguul, næsten uden Lugt, as mild Smag, tørres i Luften, veicr sp.^0,9202; man tilbereder den fornemmelig i Jtalien, der hvor Otietræet ikke Dorer; man foretrækker den endog for Noddeolien, da 1 brænder ligesaa længe som Vis il Noddeolie. Hjernerne as farvede Bær give me er Olie end af hvide og modne meer end af uniodne. 3 de nordlige Egne have disse Kjerner kun meget lidt Olie. Handel. Z Viinhlmdelen blive langt større Summer omsatte end man troer; den gaacr ofte og i mange Lande en saa rolig Gang, at man kun mærker lidet dertil. For Producenterne er Gevinsten stedse paa Grund af de uvisse Aargange meget usikker; deraf femmer det, at de næsten aldrig ere velhavende, ja paa mange Steder endog fat- tige; i denne Henseende have de megen Lighed med Bsergsolkene og Faareuldsproducen- terne. Der gives ogsaa Tider og Forbrugsiande, hvor en Sort saa at sige gaaer 'af Moden, som bette var tilfældet i Tydskland med den ordinaire Burgunder i det tredie Aarti af dette Aarhundrede. Vinens Pleie og Opbevaring. Saasnart den stærkeste Gjæring er forbi, lader man den klare Diin lobe af Karene paa Fade, for ikke at lade den være i For- bindelse med Gjæren; denne vilde nemlig fhav bevirke en ny Gjæring, hvorved Vinen vilde faae en flet Smag. Omfyldningen skeer ved Hjælp af Haner, Rør, Hæverter og Pumper. Den omfyldte Diin gjærer vel cnbnu i Fadene, men ikke ]aa stærkt; derved bliver det tiloversblevne Sukkerstof stedse meer omdannet, Vinen altsaa rigere paa Viinaand, og denne nve fremkomne bundfælder bestandig meer Viinsteen, som i ætter yg ligesom en Skorpe paa den indvendige Side af Fadet. Saasnart man troet, at den i Vinen værende Gjær har sat sig, tilspundser man Fadet. I de første Aar maa Pinen, idetmindste tv Gange aarlhj, paa den Tid, da Druernes Blomstring og Modenhed indtræffer, afstikkes paa andre Fade, da Gjæren ellers vilde bringe den i stærkere, med Opbrusning forbunden Gjæring; derved bliver den uklar. Naar Vinene ganske have asgjæret, d. v. s. naar al Gjæren bar afsat sig, hvilket udfordrer fvrstjcllig Tid, blive de hyppigt astappede paa Flasker, disse godt tilproppede og lagte horizontalt, saa at Proppen ikke bliver tør og Viinaanden derved ingen Leilighed faaer til at sordunste Ogsaa paa Flaster afsætter Vinen oste Viinsteen. Hvorfor den bliver bedre paa Flasker end paa Fade, er endnu ikke fuldstændigt bekjendt, ti Id eels beroer denne Forbedring paa Blomstens Dannelse. Vel forbedrer Pinen sig ogsaa paa Fade, men paa en anden Maade; Vandet bortdunster nemlig igjennem Træet (Pinen tærer), men ingen eller yderst lidt Viinaand, altsaa bliver Pinen derved stærkere, medens den paa Flaffer faaer meer Blomst. Tæringen udfordrer en bestandig Paafvldning for at holde Fadet fuldt; thi det opstaaede viintomme Rum er fyldt med Luft, hvis Ilt snart vilde gjøre Binen suur eller overtrække den med Skimmel. Det Sidste kaldes Vinens Anløbning. Vil man undertrykke Vinens videre Gjæ- ring, saa svovler man den eller Fadet, hvori den stal kommes. Man bruger dertil al-