Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

7 IL KLOSTRETS OG KIRKENS SKJÆRNE FRA KNUD LAVARDS DØD TIL VALDEMAR DEN STORES THRONBESTIGELSE. I de første halvtredsindstyve Aar efterat Svend Norbagge havde fuldendt Klosterbygningen i Ringsted, synes Klostret her ikke at have spillet nogen videre fremragende Rolle, uden forsaavidt som det naturlig maatte udøve en mægtig Indflydelse paa Grundfæsteisen af den nye christne Lære i Hjertet af Sjælland. Men nu indtraf en vigtig politisk Begivenhed i Ringsteds Nærhed, som bragte Sorg over hele Danmark, men som skulde bidrage til at hæve Ringsted Kloster og dens Kirke til en hidtil ukjendt Berømmelse og Betydning. Den folkelige Hertug Knud Lavard blev i Aaret 1131 (den 7 de Januar) snigmyrdet i Haraldsted Skov, omtrent en Miil fra Ringsted, af Prinds Magnus, Kong Niels’s Søn. Den sidste Nat før Mordet havde Hertug Knud tilbragt i Haraldsted, upaatvivlelig paa en derværende Kongsgaard, tæt Sønden for Kirken1, hos sin Frænde Cecilia, en Datter af Kong Knud den Hellige, som var gift med Erik Jarl af Gotland. Da Erik Jarl fik Underretning om Mordet, drog han ud i Skoven og hentede Knuds afsjælede Legeme, som han lod føre til Haraldsted Kirke, hvor det henlaa indtil det kunde blive afgjort, hvor Liget endelig skulde stædes til Hvile. Knuds Drab fremkaldte et uhyre Røre rundtom i Landet. Det styrkede mægtigt det allerede iforveien talrige og indflydelsesrige Parti, som var misfornøiet baade med Kong Niels og med hans Søn Magnus, der skulde være Konge efter ham. Hertug Knud efterlod sig ikke selv nogen Søn, der strax kunde hævne hans Mord; thi hans eneste Søn, den senere saa berømte Kong Valdemar den Første, kom først til Verden syv Dage efterat Mordet var foregaaet. Men Knud Lavard var i sin Tid opfostret hos den mægtige og anseete Høvding Skjalm Hvide, der netop havde sit Hjem i Egnen mellem Sorø og Ringsted, og det blev nu Skjalm Hvides Sønner, der først paatoge sig at fremkalde Hævnen over deres Fosterbroder Knuds Morder. De droge omkring til Tingmøder i Sjælland og foreviste Knuds blodige Kappe for det samlede Folk. Samtidig dermed udspredtes allerede de første Rygter om hans Hellighed og Mirakler ved hans Grav. Stemningen mod Prinds Magnus og selv mod hans Fader blev derved saa ophidset, at Kong Niels noget efter paa et Landsting i Ringsted ikke engang vovede at begive sig udenfor Byen til den paa Landstinget forsamlede Almue og til Knuds to Brødre Harald og Erik, som under Graad og Klage raabte paa Hævn. Da Kongen ikke efterkom de gjentagne Opfordringer om at møde paa Tinget, stormede Almuen indad mod Byen, og det vilde vistnok være gaaet ud over Kongens Liv, naar ikke den gamle Erkebisp Adser havde viist den Klogskab at drage Almuen imøde med blottet Hoved, hvorved Folket følte sig saa smigret, at det laante Øre til Erkebispens mæglende Forestillinger. Det blev saaledes afgjort, at Kongen og Prinds Magnus skulde have Fred, bl. A. paa det Vilkaar, at Prinds Magnus for det Første skulde forlade Danmark og gaae til sit eget Rige Vestgotland. Under slige Omstændigheder var det ganske naturligt, at Kong Niels havde kunnet føle Betænkelighed ved at tilstaae den Begjæring, som Skjalm Hvides Sønner havde gjort til ham, at den myrdede Hertug Knud maatte blive begravet i Roeskilde Domkirke. Af den gamle danske Kongeslægt var der vel endnu ikke Mange begravede her, idet der af de elleve Konger, som siden Domkirkens første Opbyggelse ved Christendommens Indførelse og inden Kong Niels’s Thronbestigelse havde hersket i Danmark, ikkun var tre, nemlig Harald Blaatand, Svend Tveskjæg 1 Om denne Kongsgaard og dens senere Skjæbne see mine Bemærkninger „om Minder fra Valdemarernes Tid“ i Oversigten over det kgl. Danske Vidensk. Selsk. Forhandlinger 1855 S. 263-9. Ogsaa særskilt aftrykt under Titel: „Minder fra Valdemar den Stores Tid“.