Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

9 under Paven i Rom. Til stort Gavn for Klostret begyndte ogsaa nu Rygter om Jærtegn ved den myrdede Hertug Knuds Grav i Ringsted og, som Følge deraf, om hans Hellighed at udbrede sig mere og mere. I de indre Stridig- heder om Thronfølgen, som allerede under Kong Erik Emuns Efterfølger Erik Lam forberedtes mellem Knud, Søn af Prinds Magnus, Svend, Søn af Erik Emun, og Valdemar, Søn af Hertug Knud Lavard, maaatte det naturligviis fornemmelig være Valdemar og i Begyndelsen tillige hans Sødskendebarn Svend om at gjore at styrke Troen paa Hertug Knuds Hellighed, for derved at vinde et endnu større Tilhæng imod Morderen Magnus’s Søn Knud. Allerede i Aaret 1146 (eller som Nogle ville 1145) besluttede Valdemar og Svend i Forening at optage den hellige Hertug Knuds Liig af Graven og henlægge det paa en Baare, for at hans Legeme kunde blive Gjenstand for de Troendes Beskuelse og Tilbedelse. Men Erkebiskop Eskil i Lund, som hemmelig heldte til Knud Magnusens Side, og som nok saa, hvor farligt det kunde blive for dennes Udsigter til Thronen, hvis Hertug Knuds Hellighed anerkjendtes, forbød Valdemar og Svend at optage Liget, idet han foregav, at Hertug Knud ikke endnu af Paven var optaget i Helgenenes Tal. Ikke desto mindre bleve Valdemar og Svend deres første Bestemmelse troe. De begave sig til Ringsted, optoge i Kirken Hertug Knuds Liig, som derpaa af Sønnen og Brodersønnen med skyldig Ærbødighed blev lagt paa en Baare, ja det hedder endog, at de med Magt forjoge to af Kannikerne i Ringsted fra deres Embeder, fordi de satte sig imod de talrige Rygter, der gik fra Mund til Mund om Hertug Knuds store Hellighed og om de mangfoldige Jærtegn, der skete ved hans Grav.1 Det første Skridt til Hertug Knuds Anerkjendclse som Helgen var saaledes gjort, og Troen paa hans Kraft tiltog stadig, sikkert nok styrket ved Munkene i Ringsted, der fuldkommen indsaae, hvor vigtigt det vilde være for Klostret, naar deres Kirke kom til at gjemme en folkelig og anseet Helgens Been. Kort efterat Hertug Knuds Liig var optaget, døde Kong Erik Lam (1147) og Svend traadte strax aabent i Skranken imod Knud Magnusen; Valdemar derimod var endnu for ung til kraftigt nok at kunne gjøre sine Fordringer paa Kongekronen gjældende. Knud Magnusen blev hyldet paa Viborg Ting, bl. A. maaskee fordi Jylland laa temmelig langt borte fra Skuepladsen for hans Faders skammelige Mordgjerning. Svend holdt sig meest til Sjælland og synes netop at have fundet kraftig Understøttelse hos sin myrdede Farbroder Hertug Knuds mange Venner i den Egn, hvor Mordet skete. Idetmindste blev der i Aaret 1148 holdt et Ting i Haraldsted ved Ringsted, paa hvilket Svends Tilhængere paany udraabte ham til Konge. At Haraldsted blev valgt til Mødested, kunde vel være tilstrækkelig begrundet deri, at Kongsgaarden her endnu sikkert var beboet af Erik Jarls og Cecilias (Hertug Knud Lavards Frændes) Familie, som stod i nøie Slægtskabs- og Venskabs-Forhold til den Knud Lavard trofast hengivne Skjalm Hvideske Æt, og som følgelig havde mere end een Anledning til at være fjendtlig sindet mod Prinds Magnus’ Søn Knud; man veed ogsaa temmelig sikkert, at Eriks og Cecilias Sønner vare tilstede ved Mødet i Haraldsted. Men desuden havde man upaatvivlelig til Hensigt at give Svends Kongehylding en dybere Betydning ved just at lade den foregaae i Haraldsted, der i Særdeleshed gjemte møSte, og af Folket forhadte Erindringer om Svends Modstander Knud Magnusens Fader. Dette bestyrkes yderligere deraf, at Kong Svend under Mødet i Haraldsted Kirke udstædte et Dokument, hvorved han, ligesom hans Fader Erik Emun havde gjort (1135) strax efter sin Thronbestigelse, skjænkede til Ringstedkloster en anseelig Gave for Jomfru Mariæ og den i Kirken begravede Hertug Knud Lavards Skyld. Deels bekræftede han den Gave, som han ved sin første Regjerings Tiltrædelse havde skjænket Klostret, nemlig det Halve af Ringsted Byes Mark, en Eng og et Mollested, deels forøgede han yderligere Klostrets Gods ved at skjænke det hele Skoven Thislund, den Byskat, som kaldtes Midsommergjelden, visse Arbeidsdage eller Dagværk — Alt, som det hedder, af Taknemlighed, fordi han nu havde vundet det hele Danske Rige. 1 Suhms Danm. Hist. V. S. 635-636. 2