Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

10 Men iøvrigt synes Kong Svend ikke at have gjort Mere for Ringstedkloster, end hvad den politiske Klogskab ligefrem fordrede. Hans Venskab med Hertug Knuds Frænder og Tilhængere blev heller ikke af lang Varighed. I Aaret 1150 udnævnte han vel sit Sødskendebarn den unge Valdemar., Knud Lavards Søn, til Hertug i Jylland (o: Sønderjylland), men ikkun tre Aar efter sluttede Valdemar sig til Kong Knud Magnusen og begge lode sig derpaa i Forening hylde til Konger paa Viborg Ting i Aaret 1154. Efterat Svend senere (1157) var bleven nødsaget til at dele Riget med dem, og efterat han havde forsøgt det tildeels mislykkede Overfald i Roeskilde, ved hvilket dog Knud faldt, blev Svend selv dræbt paa Grathehede ved Viborg, og Valdemar, som den eneste Levende af de tre Konger, opsteg nu, med alle Høvdingernes og hele Folkets Samtykke, som Enekonge paa Thronen, i hvilken Egenskab han kort efter kronedes af Erkebiskop Eskil i Roeskilde Domkirke. III. KLOSTERKIRKENS OMBYGNING. KNUD LAVARDS CANONISATION. Valdemar den Stores hæderfulde Regjering udmærkede sig ved krigerske Bedrifter, ved store Erobringer, som førte Christendommen og Danmarks Hæder ud over Danmarks Grændser. Men den udmærkede sig ogsaa ved den Kraft, hvormed den atter forenede det sondersplittede Rige til et Heelt, og hvormed den igjen lod fredelige Sysler trives rundt om i Landet. Geistlighedens Rigdomme og Indflydelse forøgedes, allevegne opførtes Klostre og Kirker. De gamle Træbygninger forsvandt mere og mere, ja paa sine Steder, navnlig i Skaane, gik endog Iveren for Opførelsen af Steenkirker saa vidt, at Almuen førte lydelige Klager over det haarde Arbeide med at sammenbringe og tilhugge de Kampestene, som ofte brugtes, endog istedetfor brændte Muursteen, til Kirke- bygningerne. Det var en glimrende Gjenfødelsens Tid for Danmark, en Tid, som ogsaa til vore Dage har efterladt sig nogle af vore interessanteste og eiendommcligste architektoniske Mindesmærker. Ved Valdemars Side stod hans trofaste Ven Absalon, der med lige Kraft forte Sværdet og Bispestaven. Mærkeligt nok, skulde de to Venner i samme Egn opføre hver en anseelig Kirkebygning, som gjennem lange Aarrækker bleve Gravsteder for deres Slægter, og som endnu i vore Dage bære Vidne om Datidens Kraft og religiøse Begeistring. Absalons Fader Asker Ryg havde allerede i Sorø grundlagt et Kloster og ladet opbygge en mindre Stcen- kirke, et Slags Capel; men Absalon forefandt Klostret saa ringe og forfaldent, at han saa at sige grundlagde det paany (omtrent Aar 1161). Man tør heller ikke tvivle om, at han ved samme Tid skjænkede Klostret en ny og rummelig Kirkebygning, som stod i et passende Forhold til Klostrets voxende Betydning og Anseelse og som han aabenbart bestemte til Gravsted for sin Slægt, idet han lod sin Bedstefader Skjalm Hvides, og sin Farbroder Tokes Been flytte did fra Fjcnneslevlille Kirke. Denne nye Kirke i Sorø er i sine væsentligste Grundtræk bevaret til vore Dage.1 I det sextende Aarhundredes Begyndelse er Choret ombygget, og efter en stor Ildebrand i Aaret 1242 er der overalt i Kirken indmuret Hvælvinger, hvilende paa temmelig plumpe Vægpiller, som ved deres Overskjæren af de gamle Vinduer i Høikirken noksom røbe, at de ikke have hørt med til Kirkens oprindelige Plan. Fra først af har Absalons Kirke vel havt tre Skibe, og derhos Korsfloie hver med et tredeelt Capel paa den østlige Side i Retning med Choret. Men Kirken synes ikke, idetmindste hverken i Høikirken eller Kors- ' Jfr. Høyen: „Nogle Bemærkninger om Sorøe Kirkes Alder og Bygningsstiil** i „Nyt Historisk Tidsskrift** 1. 251-260.