Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

21 I disse smukke, Valdemar værdige Indskrifter, som vistnok til yderligere Sikkerhed mod Tidens Øde- læggelser ere bievne indskaarne og indgravede paa begge Sider af Blypladen, fremhæves det særdeles, at Valdemar var den Første, der havde betvunget Slaverne, christnet Rygerne, og af brændte Muursteen opført baade Danevirke og et Taarn paa Sprogø. Paa samme Tid lader Gravskriftens Forfatter tydelig forstaae, at Valdemars Held mod Slaver og Ryger hidrørte fra, at han var den hellige Knuds Søn.1 I denne Henseende er det mærkeligt at jævnføre den samtidige Krønikeskriver Svend Aagesens Yttringer (cap. VIL) om Valdemar, at han var udrunden af helligt Blod, den Ringstedske Knuds Søn (»sacro cruore oriundus, Ringstadensis Kanuti filius«), hvilket viser, hvor megen Vægt Samtiden lagde paa, at Valdemar var Søn af en Helgen. Svend Aagesen fortæller dernæst tre Ting, der især udmærkede Valdemar (»de tribus Waldemari insigniis«): »Omendskjøndt,« siger han, »Valdemar har udrettet Meget, som er værdt at erindre, glimrer dog hans Minde fornemmelig ligesom ved en tredobbelt Stjerneglands. Thi først tvang han mægtigen de utæmmede Ryger til at lade sig gjenføde ved den hellige Daab. Dernæst var han den Første, som paa Sprogø byggede et Taarn af brændte Muursteen. Tilsidst opførte han ved Volden Danevirke en Muur af brændte Steen, som han dog hindret af Døden efterlod ufuldendt.« Disse Bemærkningers Lighed med Gravpladens Indskrifter er saa meget mere iøinefaldende, som Lig- heden endogsaa strækker sig til de enkelte Ord i de latinske Texter.2 Det er derfor ikke uden Grund fremsat som en Formodning, at mulig Svend Aagesen selv har forfattet Gravskriften over Kong Valdemar, At det i denne udhæves, at Valdemar ved Danevirke opførte en Muur af brændte Steen, er høist naturligt, naar man veed, hvor sjelden brændte Muursteen paa den Tid endnu bleve anvendte, og naar man derhos erindrer, hvilket anseeligt og for Rigets Forsvar vigtigt Værk Danevirkemuren var. Den Dag i Dag sees Levninger af den vældige Muur, der omtrent maa have været syv Alen høi, tre Alen tyk, og som næsten maa have havt en Længde af en halv Miil, idet den strakte sig fra Kurborg opad mod Thyreborg ved Danevirke Sø. Ulige mere besynderligt er det, at et tilsyneladende > forholdsviis langt ubetydeligere Værk, Opbyggelsen af Taarnet paa Sprogø, har faaet Plads i Valdemars korte Gravskrift blandt hans ypperste Gjerninger. Men det turde i al Fald vise, at Datiden har betragtet Taarnet som et paa sin Viis ligesaa fortjenstligt Værn mod de vendiske Sørøvere, som Danevirkemuren var mod Tydskerne.3 1 Ved en løselig Betragtning af Gravpladen (Tavle XI og XII) kunde det vel synes som om det i begge Indskrifters Begyndelse lige efter Waldemarus staaende primus skulde henføres til Waldemarus og at man altsaa maatte oversætte: „Her ligger de Danskes Konge Valdemar den Første", hvorved den Synderlighed vilde fremkomme, at Valdemar blev kaldet den Første, inden der endnu havde været nogen anden Konge af dette Navn i Danmark. Men at primus paa Pladens Bagside (Tavle XII) ikke kan henføres til Waldemarus fremgaaer utvivlsomt af det dybt indgravede Skilletegn, som staaer efter Waldemarus og foran primus, og som, vel at mærke, er det første i denne Indskrift, der i det Hele kun har Skilletegn efter hver Sætning og foran Bindeordet et (og); primus bliver derved sikkert henviist til Sclavorum expugnator et dominator, og den saaledes udkomne Mening „Slavernes første Betvinger og Behersker" stemmer fuldkommen med det efterfølgende: „Qvi filius Sancti Kanuti Rugianos expugnavit et ad fidem Christi primus convertit" ø: Som den hellige Knuds Søn betvang han Rygerne og var den Første, der omvendte dem til Christendommen. Netop denne sidste Vending om hans hellige Herkomst tjener til yderligere at godtgjøre, at det paagjældende Ord primus efter Waldemarus paa Pladens Forside (Tavle XI) heller ikke hører til Waldemarus, men til det Følgende „Sancti Kanuti filius Sclavorum potens expug- nator“ ø: som den hellige Knuds Søn Slavernes første mægtige Betvinger", hvorved desuden baade fremkommer en nøie Overeensstemmelse med Bagsidens primus Sclavorum expugnator og med Forsidens to Gange senere i en lignende Mening gjentagne primus. See videre herom mine „Minder fra Valdemar den Stores Tid“, særskilt aftrykt af Oversigter over det kgl. Danske Vidensk. Selsk. Forhandl, i Aaret 1855, S. 225-241. Det maa endnu bemærkes, at den Mand, der i sin Tid har indskaaret eller indgravet Indskrifterne neppe har været kyndig i Latin, eftersom han bagved Ordene expugnator og liberator paa Pladens Forside har sat en Forkortningsstreg, ifølge hvilken man efter sædvanlige Regler maatte læse expugnatorum og liberatorum, hvad dog her slet ikke kunde give nogen Mening. Lignende Feil ere meget hyppige baade i Oldtidens og Middel- alderens Indskrifter. 2 See disse aftrykte i den officielle Beretning om Undersøgelsen. 3 Til Opbyggelsen af Taarnet paa Sprogø hentyder vistnok Saxo lib. XIV omtrent ved Aar 1167: „Eodem anno deturbandæ piraticæ gratia, Absalon insulam maritimam novo castelli fundamento complexus, exigui munimenti beneficio ingens patriæ præsidium attulit. Nam et suspectum prædonibus situm reddidit et tutam vicini maris navigationem incolis tribuit." Af dette faste Taarn, der formodentlig senere blev benyttet som Tilholdssted af Kongemorderen Marsk Stig og hans fredløse Mænd, skal endnu Voldstedet være synligt tæt ved Gjæstgivergaarden. Om der fundne Oldsager og og Mynter, tildeels fra Marsk Stigs Tid, see Antiqvariske Annaler IV. 472-471.