Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

27 Kongegrave; i Gravens Sider selv var omhyggelig muret en Fals, hvorpaa var reist et Skraatag af store røde, til dette Øiemed brændte Muurfliser (see Tavle XIII.). I Blykisten laa Dronningens i Silketøi indsvøbte og endnu kjendelig om Skjønhed vidnende Skelet, med Undtagelse af Hovedet saa fuldkommen urørt, at man her bestemt kunde paavise en oprindelig Begravelse. Noget Lignende iagttoges i Kong Valdemar Seirs Grav, hvor Skelettet ogsaa fandtes indhyllet i Silketøi, til Forskjel fra den ældre Begravelsesmaade i Liigdragter af Læder. Graven var iøvrigt, med Undtagelse af en fiirkantet Hovedplads, indrettet paa lignende Maade som Beengjerds med en Blykiste og med Skraatag af store Muurfliser, hvilende paa en Fals i Siderne af Graven (Tavle IX. D. og Tavle XIII. a.).1 Graven indeholdt hverken Vaaben eller Smykker. Ikkun Skelettets Størrelse anskueliggjorde, at Valdemar Seir i Høide ikke havde staaet synderligt tilbage for Broderen Knud og Faderen Valdemar. Det var umuligt Andet, end at Synet heraf maatte dobbelt levende gjenkalde Erindringen om den Heltetid, som netop ved disse anseelige og kraftige Konger har faaet en saa fremragende Plads i vort Fædrelands Historie. Valdemar Seir døde den 28de Marts 1241 i Vordingborg, paa samme Sted altsaa som Faderen Valdemar den Store, efter en lang baade af Lykke og Ulykke bevæget Regjering. Ti Aar før sin Død fristede han den tunge Skjæbne at miste saavel sin ældste Søn den til Konge udvalgte Valdemar den Unge eller den Iredie, en Søn af Dagmar, som ogsaa denne Søns Dronning Eleonora, Datter af Kong Alfons den Anden af Portugal og Broderdatter af Dronning Beengjerd. Først døde Eleonora i Barselseng den 13de Mai 1231, og som det hedder i den gamle Vise: »Hun glædes med Sjælen i Englechor, Men Kroppen hviler i Sanct Bentes Jord.« Ikkun kort Tid havde hun dog hvilet i Ringsted for Fodenden af sin Faster, Dronning Beengjerds Grav (Tavle IX. H. og Tavle XIII.), da Pladsen ved hendes venstre Side blev optaget af hendes Huusbond Kong Valdemar, som blev saaret ved et Vaadeskud paa Refsnæs ved Kallundborg og som snart efter (d. 28. Novbr. 1231) døde af sit Saar.2 Valdemars Grav er i senere Tider forstyrret (Tavle IX. G. og Tavle XIII.), men den har havt samme (firkantede Form (uden særegen Hovedplads), som Eleonoras — en Form, der fra Midten af det trettende Aarhundrede synes at være bleven fremherskende, og som følgelig betegner en fjerde Underafdeling af Kongegravene i Ringsted. Forresten har Valdemars Grav sikkert havt Blykiste og været dækket med Skraatag, ligesom Eleonoras. Hvorvidt en lille Blykiste i en muret Grav (Tavle IX. I.) for Enden af Eleonoras, indeholdende et Barneskelet, gjemmer Levningerne af eet af Eleonoras og Valdemars to Børn (en Søn?, hvis Fødsel kostede Eleonora Livet), er ikke ganske klart. En formeentlig Datter af dem, Sophie, skal have overlevet dem begge (f 1278) og være bleven gift med Henrik, Herre til Rostok.3 Valdemar den Unges Død var Forspillet til en Række af Ulykker for Danmark og dets Kongeslægt. Med Rette kunde Visen sige: ’ Murede Grave med særegen Plads til Hovederne og med Skraatag af Muurfliser, hvilendepaa en Fals i Gravene, ere oftere fundne paa den nuværende Kirkegaard i Ringsted tæt op til Kirkemuren ved den nordre Korsfløi i en Række fra Døren til Sacristiet, altsaa paa det nedbrudte nordre Capeis og følgelig paa Kirkens gamle Grund. Alene Rlykisterne adskille Valdemars og Beengjerds Grave fra disse. See Indberetninger af Aar 1810 og 1822 med Tegning af en saadan Grav i det Kgl. Oldnord. Museums Antiqv. topogr. Archiv. 2 Eleonoras Slægtskab med Beengjerd har sikkert foranlediget, at hun er bleven begravet tæt op til hende, og derved tilhøire for Valdemar, istedetfor, som sædvanligt med Kongernes første Dronninger, tilvenstre for ham. 3 p. W. Becker: „De Sophia, Henrici Bvrwini III. domini Rostochiensis uxore“. Hafn. 1820. 4*