Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

29 V. KIRKENS BRAND OG ISTANDSÆTTELSE. VALDEMAR DEN ANDENS SØNNERS JORDEFÆRD. ERIK MENVED OG INGEBORG. KIRKEN OPHØRER AT VÆRE GRAVSTED FOR KONGESLÆGTEN. Ringstedklosters tre, efter Datidens Anskuelser, mægtige Skytshelgene Vor Frue, St. Bendt og St. Knud vare dog ikke istand til at skjærme det mod Ulykker, endogsaa af en temmelig alvorlig Art. Kort efter Valdemar den Andens Jordefærd 1241 den 30te Mai (eller som Andre ville 1242) afbrændte nemlig Klostret, ved hvilken Ledighed upaatvivlelig ogsaa Klosterkirken maa have lidt betydelig Skade. Det var som om Skjæbnen havde villet, at Valdemar den Stores Kirke ikke skulde undergaae nogen Forandring, før den sidste af hans Sønner var stædet til Hvile i samme. Det trettende Aarhundrede og navnlig Midten deraf var i det Hele en Tid, paa hvilken mange af de større Kirkebygninger rundtom i Danmark hjemsøgtes af Ildsvaade. Domkirken i Lund brændte 1234, samme Aar 1234 og igjen 1282 leed Domkirken i Roeskilde stor Skade. 1242 brændte en Deel af Domkirken i Ribe og 1247 afbrændte baade St. Knudskirken i Odense og tildeels Kirken i Sorø. Ganske mærkeligt var det, at de to Søsterkirker i Ringsted og Sorø, som omtrent vare opførte paa een og samme Tid, ogsaa nu med Mellemrum af faa Aar skulde blive saaledes beskadigede af Ildsvaade, at en Hovedforandring med Kirkernes Indre næsten af samme Udstrækning og Beskaffenhed derved fremkaldtes. Rimeligviis have Kirkerne især lidt Skade paa Tage og Lofter; thi efter disse Ildebrande have de aaben- bart begge, istedetfor deres gamle Bjælkelofter i Hovedskibene, Chorene og Korsfløiene, faaet ganske eensartede Hvælvinger indmurede. For at skaffe disse Hvælvinger Hvilepunkter maatte der fra Grunden af, langs op ad de flade Sidemure, bygges Muurpiller, som nu ikke kunde undgaae at overskjære og tildække flere af de gamle Vinduer. Hvælvingerne bleve, i Modsætning til de ældre runde Buer, efter Datidens Skik spidsbuede og deres Kryds og Tværribber kom til at støtte sig paa de for den ældre Gotik eiendommelige smaae Dværgsøiler. (See Tavle II, III, men især Længdesnittet Tavle V.) I Hovedsagen fik saaledes Kirkerne i Sorø og Ringsted den indre Skikkelse, som er bevaret den Dag i Dag, og som tydelig levendegjør den Forandring fra Rundbue- til Spidsbuestilen, der tildeels vel som Følge af det christelige Aandslivs Udvikling i hine Tider gjennemførtes i hele den christelige Verden. Valdemar den Stores Kirkebygning havde i sin oprindelige Form inden sine Mure optaget Ligene af Valdemar selv og af saagodtsom alle hans vigtigste Efterkommere i første Slægtsled. Den efter Ildebranden 1241, idetmindste indvendig, ombyggede eller stærkt forandrede Kirke skulde vel endnu for en Tid optage Ligene af Valdemars Efterkommere i andet, tredie og fjerde Led: af hans Søn Valdemar Seirs Slægt. Men Kirken blev nu ikke mere et saa fast bestemt Gravsted for Kongeslægten, som før. Af de fem Konger, der fulgte nærmest efter Valdemar Seir, bleve ikkun to, den første (Erik Plovpenning) og den sidste (Erik Menved), begravede i Kirken,