Kongegravene I Ringsted Kirke
Aabnede , istandsatte og dækkede med nye mindescene ved Hans Maiestæt Kong Frederik Den Syvende

44 udbrød nemlig (d. 21de Juni 1806) en heftig Ildsvaade, som fortærede hele Ringstedkloster og derefter angreb Kirken. Taarnet brændte og det smeltede Tagbly saavelsom de næsten smeltede Klokker faldt ned paa de gamle Chorhvælvinger, der imidlertid til Lykke for Kirken vare stærke nok til at modstaae baade Stødene og Ilden. De to Capeiler ved Korsfløiene, i hvilke tidligere Latinskolen og Landstinget vare holdte., bleve stærkt beskadigede af Ilden ligesom den vestligste Hvælving, der ogsaa senere styrtede sammen og knuste Orglet. Kirken var nu en Tidlang i den ynkeligste Tilstand. Ikke alene Englænderne under deres Ophold paa Sjælland, men de Danske selv brugte den tiere Aar efter som Oplagsted for Hø. Forskjellige Planer om dens Istandsættelse, ja endog om Nedriveisen af den gamle og Opbyggelsen af en heel ny Kirke krydsede hinanden, indtil man endelig blev enig om en Restauration, som vel bevarede Kirken i dens væsentligste Træk, men som i architektonisk Henseende var en Yttring af det samme sørgelige Barbari, der har mishandlet saa mange af vore Mindesmærker fra Fortiden. Taarnet fik ikke mere noget Spiir, Høikirkens Tag blev trukket heelt ned over Sideskibene, hvorved alle Høikirkens Vinduer lukkedes og Kirken berøvedes en stor Deel af sin indre Lysning, hele den vestligste Hvælving blev ned- revet og Kirken saaledes betydelig forkortet; mod Vest opførtes som Gavl en Muur, der i aldeles forfeilet Stiil søger sin Lige, og endelig blev hele Kirken oversmurt med et tykt Lag Cement, som fuldkommen dækkede det smukke, ældgamle Muurværk. Ved Ildebranden og de deraf følgende Arbeider havde naturligviis ogsaa Kongegravene i Kirken maattet lide meget. Gravstenene vare ikke alene udslidte, men ogsaa knækkede i mange Stykker. Baade Kongegravene og den Kirke, som Valdemar den Store midt i al sin Magt havde reist til et Gravsted for sig og sin Slægt, frembød et ligesaa ynkeligt, som for det danske Folk nedværdigende Skue. Men de seneste Aar have heldigviis her i flere Retninger raadet Bod paa den nærmeste Fortids Uvidenhed og Misgreb. Den ærværdige Kirkebygning har begyndt at antage en bedre Skikkelse. Allerede er udvendig Cementpudsen aftaget og den gamle Muurflade med alle sine rige Afvexlinger af Farvespil igjen bragt for Dagen; det uformelige store Tag over Kirkens Skib er brudt og et eget Tagværk atter lagt saavel over Lavkirken som over Høikirken, hvis Vinduer paany ere aabnede som i Kirkens bedre Dage; indvendig ere navnlig de fleste af de stærkt forhuggede Piller igjen udmurede1. Den mærkelige med mange Forestillinger udhuggede ældgamle Døbe- font, som naaer op til Valdemar den Stores Tid, og som dog var bortsolgt, er bragt igjen ind i Kirken2, og endelig ere nye, simple, men dog passende Gravstene henlagte over Kongegravene. Det staaer endnu fornemmelig tilbage saavel at ombygge hele den vestlige Gavl, som ogsaa at give Taarnet et Spiir, der kunde svare til Kirkens anseelige Størrelse og Høide. Det er at haabe, at der hverken nu eller senere vil mangle Kraft til at vedligeholde og værdigen bevare dette herlige Mindesmærke fra Middel- alderen, saa Ringsted Kirke igjen for kommende lider kan blive til, hvad Xaldemai den Stoie alt tilsigtede ved dens Ombygning: et værdigt Gravsted for den gamle danske Kongeslægt. Thi denne Kirke gjemmer jo tilvisse ved Kongegravene Minder for det danske Folk, der ere saa dyrebare og saa inderlig knyttede til eet af de meest glimrende Tidsrum i Danmarks Historie, at de ville leve, naar de sidste Rester af de i Gravene slumrende kongelige Slægter forlængst ere smuldrede i Støv. — 1 Det maa ved denne Ledighed ikke lades ubemæi’ket, at Sognepræsten ved Ringsted Kirke, Hr. Provst, Ridder Steenberg med sjelden Interesse, Iver og Udholdenhed har gjennemført disse Grundforbedringer, og derved imødekommet de af Inspectionen over de antiqvariske Mindesmærker lid efter anden udtalte Ønsker. Hr. Provst Steenberg har tilvisse ved sin utrættelige Omhu for sin Kirke givet andre Geistlige et smukt Exempel, og det er at haabe, at han maa finde mange Efterlignere. 2 Af denne Døbefont opbevares en Tegning i Oldsag-Museets antiqv. top. Archiv. Den er af Sandsteen, rund med en frirkantet Fod, paa hvis Hjørner Løvehoveder ere udhuggede. Paa Døbestenen selv sees under runde Buer mellem korte runde Søiler syv bibelske Forestillinger, nemlig Mariæ Bebudelse, Christi Fødsel, de hellige tre Kongers Komme til Bethlehem, Englens Aabenbarelse for Joseph, Flugten til Ægypten og Indtoget i Jerusalem. Men Figurerne ere nu temmelig beskadigede og udslidte. Døbefonten henstod ogsaa mange Aar i Enkemadame Roeds Have, indtil hun i Aaret 1850 viste Inspectionen over de antiqvariske Mindesmærker den særdeles Velvillie at afstaae den til Kirken.