Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920
År: 1922
Forlag: Elektroteknikermødets Organisationsudvalg
Sted: København
Sider: 176
UDK: 621.3(063) St.F.
Emne: Trykt hos J. Jørgensen & Co. Ivar Jantzen
Med Understøttelse fra H.C. Ørsted Komiteen og H.C. Ørsteds Hundredeaarsfond.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
— 36 —
lidt anden Maade, nemlig som angivet i Fig. 6 B. Her
er Generatoren G erstattet af SelvinduktionenL, hvorved
den tidligere Vekselstrømskreds bliver til en Sving-
ningskreds, og Forholdene kan eventuelt afpasses saa-
ledes, at Svingningskredsens egen Frekvens n bliver lig
med Frekvensen af den tidligere benyttede Veksel-
strømsgenerator.
Opstaar paa en eller anden Maade i den omtalte
Svingningskreds en Strømimpuls, vil denne, som be-
kendt, forløbe saaledes:
__ R + f t
i — Io • e 2L cos (27int + <?),
hvor R r er Kredsens samlede Modstand. (R Kred-
sens effektive Modstand, r Buens Modstand).
Jo mindre den samlede Modstand er, desto læn-
gere varer det, inden den startede Svingning dør hen.
Er R r = o, vil Svingningerne vedblive med ufor-
andret Amplitude. Dette ses ogsaa umiddelbart: den
elektriske Energi, der i Modstanden R omdannes til
Varme, erstattes lige netop af den elektriske Energi,
der tilføres Kredsen ved at Strømmen passerer den
numerisk lige saa store Modstand r = —R i Buen. Man
har saaledes en Generator for vedvarende elektriske
Svingninger, i Virkeligheden Duddell-Buen. Og i den
tænkte Udvikling fra Frith’s og Boger’s Forsøg til denne
Generator, er der ikke indført et eneste Moment, der
ikke var velkendt for alle Fysikere og Elektroteknikere
paa det omhandlede Tidspunkt* 1). Alligevel fandt denne
Udvikling, som nævnt, ikke Sted; og det tiltrods for,
at Interessen for Fremstillingen af en elektrisk Høj-
frekvensgenerator paa Grund af den traadløse Tele-
grafis Fremkomst var meget levende. Den Dukkert, som
Ayrton’s »negative Modstand« havde faaet, havde været
for kraftig.
Naar Duddell-Buen dog fremkom saa forholdsvis
hurtig efter, saa skyldes dette aldeles ikke Paavirkning
fra Frith’s og Roger’s Arbejde, men maa nærmest be-
tegnes som en Tilfældighed. Duddell2) foretog en Un-
dersøgelse over Aarsagen til de Lyde af forskellig Art,
som ofte høres i Buelamper, med det Maal for Øje at
faa disse Lyde fjernede. Et af de Forsøg, han foretog,
gik ud paa at shunte Buen med en Kondensator. Det
viste sig da, at Buen under visse Forhold udsendte en
ren Tone, idet der samtidig gik Vekselstrøm i den af
Buen og Kondensatoren dannede Kreds (se Fig. 6 B
og Fig. 7, der viser Diagrammer af Duddell-Buen, den
sidste Figur tillige Forløbet af Buestrøm og Buespæn-
') Tilfældet R r < 0, hvor Svingninger nes Amplitude vokser
med Tiden, kan vi her lade ligge. Vore Betragtninger gæl-
der jo kun smaa Vekselstrømme, for hvilke Punkterne
og P2 (F*g- 3 II) ligger tilstrækkelig nær ved Karakteristik-
kens Tangent i p. Rykker px og p3 længere fra hinanden,
kan r ikke længere regnes for en Konstant; Problemet
bliver da langt mere kompliceret.
Rigtigheden af de anførte Betragtninger er iøvrigt paa
utvetydig Maade paavist af G. Granqvist: Untersuchungen
über den selbstlernenden Wellenstromlichtbogen (62 Sider)
Upsala 1907.
2) W. Duddell: On Rapid Variations in the Current through
the Direct-current Arc. Journ. Inst. El. Eng. Vol. 30, p.
232—261. Diskussion p. 261—283. 1901. Referat i »Elec-
trician«. Vol. 46, p. 269 — 273, 310 - 313. 1900.
ding samt Strømmen i Kondensatorkredsen). Han
havde med andre Ord opdaget den syngende Bue, Dud-
dell-Buen. Han søgte at faa Lysbuen til at være tavs;
det hovedsagelige Resultat af hans Undersøgelse — og
et værdifuldt Resultat — var, at han angav en Metode
til og de Omraader indenfor hvilke Buen kan bringes til
at synge.
,b>
Fig. 7. Forudsætning for Udledning af Frekvensformlerne (a)
og (b) er, at r er konstant. Naar dette er Tilfældet faas
kun kontinuerlige Svingninger for R-4-r = 0, og Frekvensen
af disse maa da være givet ved (b).
Duddell’s og Nasmyth’s Forklaringer af Afvigelserne fra (b)
urigtige.
Dette er et ret almindeligt Træk i Forskningens Hi-
storie — nemlig, at man søger eet bestemt Resultat og i
Undersøgelsens Løb kommer til Resultater, hvis videre
Forfølgelse fører til et ganske andet, maaske langt vær-
difuldere Resultat. Men til Opnaaelsen heraf kræves,
at Forskeren har Initiativ og frie Hænder til at føre
Undersøgelsen videre i de Retninger, han finder mest
lovende. Der er her et Punkt, man ikke bør overse
ved den tekniske Forsknings Organisation.
Interessen for Duddell-Buen var straks meget stor;
man haabede gennem den at have det første Led i Ud-
viklingen af den savnede Højfrekvensgenerator. En be-
tydelig Litteratur voksede derfor op om dette Emne1).
Det viste sig, at Duddell’s i det foregaaende skit-
serede, meget simple Betragtninger, ved hvilke Buen
i dens Forhold til Vekselstrømskredsen tænkes erstattet
af en negativ Modstand, ikke altid holdt Stik. Her skal
kun nævnes to Uoverensstemmelser, nemlig Spørgsmaa-
let om Frekvensens Størrelse og om den højeste paa
denne Maade opnaaelige Frekvens. Saalænge den foran
anvendte Betragtningsmaade er rigtig, maa Frekvensen
n af Svingningerne være given ved Thomson’s Formel:
1
n =----------
27t]/LC
Dette viste sig at være rigtigt i nogle Tilfælde, me-
dens Frekvensen i andre var en hel Del lavere end den
ved Thomson’s Formel angivne. De Forsøg, der bl. a.
') Angaaende Litteratur henvises til Fortegnelsen i P. O. Peder-
sen: Om Poulsen-Buen og dens Teori. Vid. Selsk. Skr.
Serie 8. Række II. Nr. 4.