Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

37 — fra Duddell’s og Nasmyth’s Side blev gjort paa at for- klare denne Afvigelse ud fra det foran skitserede Grund- lag, maa betegnes som mislykkede1). Angaaende den Frekvens, der i det højeste kan naaes, fastslog Duddell2), at Buens Karakteristik ved Frekvenser af 100 000 og derover altid er stigende, saa- ledes at Buens tilsyneladende Modstand ved disse høje Frekvenser er positiv. Han drog heraf den Slutning, at man med Dizdt/eZZ-Buen ikke kunde opnaa Frekven- ser over 40 000 og selv disse var meget svage3). Fig. 8. Cykliske (v, i)- Kurver. 0 svarer til den statiske, oo til den impulsive Modstandsfaktor. For Kurverne 1, 2, 3 vokser Frekvensen i den angivne Rækkefølge. Faktisk havde man imidlertid med Duddell’s Op- stilling frembragt Svingninger med langt højere Fre- kvens. P. O. Pedersen: Beiträge zur Theorie der drahtlosen Tele- phonic. Jahrh. d. drahtl. Telegraphie V., p. 449—498. 1912. 2) W. Duddell: The Musical Arc. Electrician. Vol. 51. p. 902. 1903. 3) Den i Fig. 2 viste Karakteristik er, hvad man kalder den statiske, der fremkommer, naar Maalingen af sammen- hørende Værdier af Strøm og Spænding sker saa langsomt, at Buen faar Lejlighed til at »brænde til« til den hver Gang benyttede Strømstyrke. Sker Variationen hurtigere faas en »dynamisk« Karakteristik, der i Almindelighed er langt mere indviklet. For smaa, hurtigt frem- og tilbage- gaaende Variationer, bliver Karakteristikken lukkede Kurver, der igen for meget høje Frekvenser nærmer sig til at være en enkelt, stigende Linie. (Se Fig. 8). Forklaringen hertil maa søges i, at der kan eksi- stere 2 forskellige Arter af Svingninger, saaledes som paavist af Blondel1) (se Fig. 9): 1. Svingninger af 1. Art, hvor Vekselstrømmens Amplitude er udpræget mindre end Fødestrømmen. For disse Svingninger gælder de anførte Betragtninger med god Tilnærmelse. Deres Frekvens tilfredsstiller Thom- son’s Formel og den højeste, opnaaelige Frekvens kan ikke overstige den af Duddell angivne Grænse. 2. Svingninger af 2. Art, hvor Vekselstrømmens Am- plitude er større end Fødestrømmens, saaledes at Buen slukkes — i kortere eller længere Tid — een Gang pr. Periode. For disse Svingninger er Frekvensen lavere end angivet ved Thomson’s Formel, og her er Grænsen for den højeste opnaaelige Frekvens ikke givet ved Duddell’s Betingelse, men afhængig af den Hurtighed, hvormed Buespændingen kan variere. Det var saaledes især Svingningerne af 2. Art, der syntes at frembyde tekniske Muligheder af stor Betyd- ning, og det er med Betingelserne for disse Svingnin- gers Frembringelse, Forskerne i Hovedsagen har be- skæftiget sig. Saaledes blev der ved det elektrotekni- ske Institut ved Universitetet i Göttingen af Professor Th. Simon og hans mange Elever udført et meget stort Arbejde, der tog Sigte paa gennem en nøje Undersøgelse af Duddell-Buens Virkemaade at naa til saadanne For- bedringer af denne, at den kunde blive en effektiv Høj- frekvensgenerator. Det blev imidlertid Prof. G. Gran- qvist i Uppsala, der kom til at give det betydeligste, klareste og i enhver Henseende værdifuldeste Bidrag til Duddell-Buens Forstaaelse og til Klarlæggelse af de Midler, man maatte anvende og de Veje, man burde gaa, til Duddell-Buens Forbedring2). Der er næppe Tvivl om, at man gennem den i Udsigt stillede Fortsættelse af Granqvist’s Arbejder vilde have faaet en tilfredsstil- lende Løsning af Spørgsmaalet, hvis ikke den allerede af Valdemar Poulsen fundne Løsning i Mellemtiden var bleven kendt. Fig. 10. Skematisk Strømdiagram for Poulsen-Buen. De tykke Linier angiver Svingningskredsen. Katoden bestaar af Kul, Anoden som Regel af vandkølet Kobber. Buen brænder i en brintholdig Atmosfære og i et transversalt Magnetfelt. For Udviklingen af en effektiv Højfrekvensgenera- tor har det store og omhyggelige Arbejde, der er udført af den Simon’ske Skole, været af mindre Værdi. Grun- den hertil maa uden Tvivl søges i, at Professor Simon ved Indførelsen af Begrebet »Lysbuehysteresis« ind- ') A. Blondel: Sur les phénoménes de Fare chantant. L’Eclairage Electrique. 44. p. 41 — 58, 81 — 104. 1905. *) G. Granqvist: Untersuchungen über den selbsttönenden Wellenstromlichtbogen. Uppsala. 1907.