Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

101 Modstanden p er ført til Midten i Stedet for til Enden af Hjælpestrømsvindingerne. Denne Opstilling, der kaldes Differentialopstilling en i Modsætning til den tidligere viste Serieopstilling, har den Fordel, at den betinger lavere Vær- dier for p og derfor egner sig bedre til de sædvanlige Rheostattyper, medens de almindelige Principper for Virkemaade og Indregulering i Hovedsagen er ens for begge Opstillinger. Jeg skal nu gaa lidt nærmere ind paa nogle særlige Forhold, som er blevet belyst ved de omtalte nyere Under- søgelser. Allerede ved sine første Forsøg noterede Hr. Gulstad og henledte i en af sine Artikler om Relaiset Op- mærksomheden paa, at dette for en vis Værdi af Modstan- den p er tilbøjeligt til skiftevis at vibrere med to forskel- lige Hastigheder og saaledes, at det let slaar over fra den ene til den anden. Dette Forhold lod formode, at der op- staar elektriske Svingninger i Hjælpestrømskredsløbet ved Ind- og Udladninger gennem Kondensatorerne og Relais- vindingerne, som besidder Selvinduktion, og at disse Svingninger under visse Forhold medvirker til Ankerets Omkastning. Formodningerne har fundet Bekræftelse dels ved teoretiske Undersøgelser og dels ved talrige Forsøg. De teoretiske Undersøgelser omfatter bl. a. nogle Bereg- ninger og Betragtninger vedrørende den paa Ankeret vir- kende Omkastningskraft i Differentialopstillingen, naar denne simplificeres som vist i Fig. 14; Modstandene r og 1 er her Nul, Modstanden n uendelig, og der er set bort fra Hjælpestrømsvindingernes ohmiske Modstand, medens Li nievindingerne er udeladt. Endelig er der regnet med en sinusformet Spændingskurve i Stedet for den intermit- terende Vekselspænding, som Relaiset afgiver, naar det vi- brerer. Resultaterne af disse Beregninger viser, at Sving- ningerne medvirker til Omkastning af Ankeret, men først naar Spændingskurvens Periodetal er højere end Periode- tallet for Egensvingningerne, og at der slet ingen Vibra- tioner kan opstaa, saa længe førstnævnte Periodetal ligger under denne kritiske Værdi, idet Omkastningskraften da ikke kan faa den rigtige Retning. Dette vil sige, at der i en saadan Opstilling, hvor n altsaa er uendelig, ikke kan faas langsomme Vibrationer. I det hele taget at faa Re- laiset til at vibrere, naar n er uendelig, er vanskeligt for en endelig Værdi af m og kræver i hvert Fald, at denne Kon- densator skal have en stor Værdi i Forhold til a, men gø- res m uendelig stor ved at kortslutte den, og formindskes derefter p gradvis fra en stor Værdi, vil det vise sig, at Relaiset pludselig for en vis Værdi af p giver sig til at vibrere relativt hurtigt, uden at der først fremkommer langsomme Vibrationer, og uden at det er muligt at opnaa saadanne. Bestemmer man nu Svingningstallet efter den sædvanlige Formel, idet der ses bort fra Relaisvindinger- nes ohmiske Modstand, og maaler Vibrationstallet, viser der sig altid temmelig nøje Overensstemmelse mellem de to Værdier men saaledes, at de maalte Værdier i Regelen er lidt lavere end de beregnede. Denne Uoverensstem- melse ligger antagelig dels i Vanskeligheder ved at be- stemme Relaisvindingernes Selvinduktion nøjagtigt, naar Ankeret vibrerer, dels i at Kondensator t virker i Retning af at forøge a noget, hvorfor den ved saadanne Prøver bør vælges lille, og endelig i at Relaiset ikke afgiver en sinusformet Spænding. Teori og Praksis stemmer altsaa nogenlunde godt med hinanden, hvilket betyder, at Sving- ningerne og Tungens Vibrationer omtrent maa være i Resonans. Der er iøvrigt den Mærkværdighed, at man, naar Relaiset først er begyndt at vibrere, kan forøge p ret betydeligt, uden at Vibrationerne standser, men dette maa antagelig skyldes, at Omkastningsværdien, naar Svingnin- gerne først er indledede, naas for en højere Værdi af p. Gentages Forsøget med en endelig Værdi af m shuntet med en passende Værdi i n, medens Linievindingerne sta- dig holdes isolerede, vil Relaiset for en vis høj Værdi af p, som vi kan benævne P Max, begynde at vibrere lang- somt. Den Tid, som under disse langsomme Vibrationer hengaar mellem to Omkastninger, er som tidligere omtalt bestemt ved den Maade, hvorpaa Indladningsstrømmene i m og a og Strømmen gennem n vokser, og er derfor afhængig af p, n og r samt a og m, hvorimod Hjælpe- strømsvindingernes Selvinduktion praktisk talt ingen Virk- ning har. Vibrationerne vil derfor blive hurtigere, der- som Modstandene p, n og r formindskes og ligeledes, hvis Kondensator a formindskes, medens Kondensator m ved disse langsomme Vibrationer virker meget svagt. Ved stadig Formindskelse af p, vil der komme et Punkt, hvor Vibrationerne pludselig, som vist i Fig. 15 I, slaar over i en meget hurtigere Takt og samtidig bliver ganske regel- mæssige, hvilket maa skyldes, at der er opstaaet Resonans mellem Vibrationer og Svingninger, da Maalinger viser, at det paagældende Antal Vibrationer atter svarer nogen- lunde til Hjælpestrømkredsens Egensvingninger. Naar Eksperimentet endelig gentages med Linievindingerne sat i Forbindelse med et Kabel og med Kondensator c, faas ligesom ved det foregaaende Eksperiment en pludselig Overgang fra langsomme til hurtige Vibrationer, men For- skellen imellem de to Hastigheder bliver nu betydelig mindre, hvilket fremgaar af Signalerne i Fig. 15 II, der er tagne under samme Forhold i Medlæsningskredsløbet som Signalerne i Fig. 15 I. I dette Tilfælde kan det ikke uden videre kontroleres ved Beregning, at der er Reso- nans, naar de hurtige Vibrationer indtræder; thi den Om- stændighed, at Linievindingerne er komne til, gør For- holdene meget komplicerede, men Resultaterne af de nævnte forskellige Eksperimenter udelukker dog forment- lig enhver Tvivl herom. Den Værdi af p, ved hvilken de hurtige Vibrationer opstaar, vil jeg herefter benævne Grænseværdien. De omtalte Svingningers Tilstedeværelse