Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

121 len i Gang, ikke i første Øjeblik staar til Raadighed, men først skal skabes. En Startindretning er derfor nødven- dig, og denne Indretning maa tilmed være af en saadan Art, at den kun muliggør Start med en bestemt Strøm- retning i Jævnstrømskredsen. Systemet har nemlig ogsaa den Ejendommelighed, at der ved samme Stilling af Elek- troden er Mulighed for begge Strømretninger. Eller med andre Ord Strømretningen er ubestemt. Mangelen paa Evne til selv at starte og Ubestemtheden i Strømretningen er naturligvis Ulemper, men dog ikke væsentlige Ulemper, idet det er en forholdsvis simpel Sag at fremstille Start- anordninger af den ovenfor antydede Art. Dog vil man vel nok i de fleste Tilfælde for at undgaa en saadan An- ordning foretrække et Ensret ter system af den anden Grup- pe, hvor Straalen holdes i Gang ved Vekselstrømmen, der skal ensrettes. Disse Systemer er nemlig baade selvstar- tende og entydige, hvad Strømretningen angaar. At de er selvstartende ligger naturligvis i, at Strømmen, som be- tinger Kommutatorens Bevægelse fra Begyndelsen af staar til Raadighed. En fuldstændig Ensretter af denne Type er vist i Fig. 6. Den er, som det ses, bygget sammen af to Kommutatorer, hvis Felter altsaa er Jævnfelter. V betegner Vekselstrømsgeneratoren. Hvis Vekselstrømsnet- tets Spænding har en passende Værdi kræves ingen Trans- formator. Jævnstrømsskinnerne er betegnet ved + og De to Straaler berører samtidig de to yderste Elektrode- stykker i hver Kommutator i de Halvperioder, hvor a er positiv Pol for V, de to inderste i de øvrige Halvperioder. I Jævnstrømsgrenen faar man følgelig ved induktionsfri Belastning en pulserende Strøm bestaaende af alle Gene- ratorstrømmens Halvperioder lagt til samme Side. Sy- stemet repræsenterer vel nok, naar alt kommer til alt, den simpleste Ensretter med selvstændig Drift, og det vil utvivl- somt være paa sin Plads i et stort Antal Tilfælde, hvor der ikke bliver Tale om større Variationer i den aftagede Strøm. Ensrettere mel selvstændig Drift er nemlig, som vi nu skal se, i det hele taget indskrænkede til de Ona- raader, hvor det ikke udkræves, at Strømmen skal kunne reguleres indenfor meget vide Grænser eller sættes ned til Nul. Vi er her inde paa det vigtige Strømregulerings- problem, som nu skal behandles. Ensrettere med bunden Drift Strøm- reguleringsproblemet. Naar Kvægsølvstraalens Bevægelse vedligeholdes af Vekselstrømmen eller den ensrettede Strøm, er det indly- sende, at den sidste ikke tør sættes ned under en vis Grænse, idet Kvægsølvstraalens Amplitude, der jo er pro- portional med Strømmen, maa have en vis Størrelse, for at Kommutatoren skal fungere sikkert og korrekt. Der er dog selv ved en Ensretter med blot én enkelt Straale et nogenlunde vidt Spillerum for Strømmen. For det før- ste kan man nemlig normalt uden Ulempe lade Ampli- tuden synke ca. 30—40 pCt. under den maksimale Værdi, og yderligere kan man ved — eventuelt automatisk — Forstærkning af Feltet i nogen Grad modvirke en For- mindskelse af Strømmen. Alt i alt kan man vistnok regne med, at Strømmen ved en simpel enstraalet Ensretter med selvstændig Drift kan reguleres ned til Halvdelen eller Trediededelen af Maksim alværdien. Og ved større Ens- rettersystemer, som arbejder med flere parallele Straaler, kan Reguleringsomraadet endnu udvides meget betydeligt derved, at man, efterhaanden som Strømmen nedsættes, automatisk udskyder den ene Straale efter den anden, saaledes at de resterende kommer til at føre hele den reducerede Strøm. Ved en Ensretter for maksimalt 500 Amp. og med 5 parallele Straaler vil man efter denne Fremgangsmaade arbejde med alle 5 Straaler, saa længe Strømmen ligger over 400 Amp., med 4 Straaler ved Strøm- me mellem 300 og 400 Amp., med 3 Straaler mellem 200 og 300 Amp. og med 2 Straaler mellem 100 og 200 Amp. Endelig kan man med én Straale gaa ned til 50 Amp. eller maaske endog derunder. Imidlertid lader det sig altsaa principielt ikke gøre ved Ensrettere med selvstændig Drift at regulere Strømmen ned til Nul. Man raader Bod paa denne Mangel og løser Strømreguleringsproblemet fuld- komment ved at give Ensrettersystemerne bunden Drift, d. V. s. ved at gøre Kvægsølvstraalens Bevægelse uafhængig af den ensrettede Strøm. Strømregulerings- problemet blev taget op til systematisk Behandling for 1% Aar siden. Det er nu i Hovedsagen gennemarbejdet. Af de foreliggende Løsninger skal her kun beskrives en en- kelt, vel nok den simpleste og den bedste. Den er vist i Fig. 7. Kvægsølvstraalekommutatoren adskiller sig, som det ses, kun i ringe Grad fra Kommu- tatoren med selvstændig Drift. Hvad der er kommen til, er blot en tredie Elektrode, Hjælpeelektroden E med en knivformet Kant, hvis Æg er stillet saaledes i For- hold til Straalen, at den af denne skræller en lille Spaan, hvis Tværsnitsareal kun behøver at være en ringe Brøkdel, vel ca. 1/10—1/5 af Straalens. Til Adskillelse fra andre Former for Hjælpeelektroden betegnes den her beskrevne som en Skrælleelektrode. Skrælleelektroden er anbragt umiddelbart under Feltet, hvor Straaleamplituden endnu kun er ganske lille. Gennem Elektroden og Straale- røret leder man en Strøm, Hjælpestrømmen, ind og ud af den Del af Straalen, som passerer Feltet. Denne Strøm giver sammen med Feltet den hele Straale, altsaa ikke blot den Del, der ligger mellem E og R, den for Ensretningen nødvendige Bevægelse. I Figuren er Hjælpestrømmen en Jævnstrøm frembragt ved en Akkumulatorcelle, der kan holdes opladet ved ensrettet Strøm. Feltet maa da være et Vekselfelt, der fødes med Strøm fra Kilden til den Vekselstrøm, som skal ensrettes. Man kan dog ogsaa, og med Fordel, sende en synkron Vekselstrøm gennem Straa- len og lade Feltet være et Jævnfelt. Til selve Ensret- ningen anvendes nu kun den nederste Del af Straalen mel lem E og Hovedelektroden Ex P E2. E optræder herved som Elektrode i Stedet for Straalerøret ved Enfaseensret- terne med selvstændig Drift, medens Hovedelektroden be-