Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

167 — Stærkstrømslovgivningen i Danmark. Af Kontorchef T. F. Krarup. ventes fortsat i stigende Progression efterhaandeii, som de bliver mere og mere udbredte, nødvendiggjorde, at der gaves Administrationen Adgang til gennem Ændringer i Bestemmelserne at holde nogenlunde Skridt med Tekni- kens Standpunkt til enhver Tid. I dette Øjemed foreskri ver Loven, at Sikkerhedsbestemmelserne skal optages i et Reglement for Udførelse og Drift af elektriske Stærk- strømsanlæg, der udfærdiges af Ministeren for offentlige Arbejder, og som tillige indeholder de fornødne Bestem- melser om Bøder for Overtrædelser. Reglementet har alt- saa Karakter af et Politireglement. Der maa ved dets Af- fattelse tages Hensyn ikke blot til den størst mulige tek- niske Klarhed, men ogsaa til, at det skal benyttes af Dom- stolene som Grundlag for Strafs Ikendelse, en Hensyn- tagen til to Sider, som det ingenlunde altid er let at bringe i fuldkommen Harmoni. For i nogen Maade at bøde her- paa ledsages Reglementet i de trykte Udgaver af en Række af Elektricitetskommissionen udarbejdede Forskrifter om nærmere Enkeltheder, der ikke egner sig til at gøres til Genstand for Politiforskrifter. Det første Reglement udfærdigedes, efter at man under Udarbejdelsen havde hjulpet sig med nogle foreløbige Be- stemmelser, under 24. August 1908, men afløstes af det nugældende Reglement af 18. November 1912. Der er allerede længe arbejdet paa dettes fuldstændige Revision, men dels har Verdenskrigen naturligvis ogsaa her sat sit Spor, dels vanskeliggøres Opgaven, efterhaanden som Ud- viklingen skrider frem, i høj Grad ved de mange forskel- ligartede Interesser, hvortil der mere og mere bliver at tage Hensyn, og som igen betinger Brevveksling og For- handling med en hel Række Stats- og kommunale Myn- digheder samt andre, saasom Telefon- og Brandforsik- ringsselskaber. Lad mig her indskyde, at medens Reglementet udfær- diges af Ministeriet for offentlige Arbejder, er der selv- følgelig ved Loven sørget for at skaffe Ministeriet fornøden sagkyndig Bistand baade til Udarbejdelse af Reglementet og til direkte Udøvelse af al Statens øvrige Myndighed vedrørende elektriske Stærkstrømsanlæg. Organel herfor er Elektricitetskommissionen, der iflg. Loven bestaar af 5 Medlemmer, hvoraf et skal være retskyndig og 3 i Besid- delse af elektroteknisk Sagkundskab. Alle de 4 ikke-rets- kyndige Medlemmer har imidlertid hidtil været elektrotek- nisk sagkyndige, og dette vil ogsaa fremtidig være saa me- get mere nødvendigt, som det stærkt voksende Arbejdsstof endda vanskelig kan besørges af dette Antal. Elektricitets- kommissionens Medlemmer beskikkes af Ministeriet for offentlige Arbejder for 6 Aar; Formanden beskikkes af Kongen for samme AaremaaL Jeg vender nu tilbage til Sikkerhedsbestemmelserne. Foredragsudvalget har gjort mig den Ære at opfor- dre mig til her at gøre Rede for den danske Lovgivning om Stærkstrømsanlæg. Naar jeg nu med Glæde efter- kommer denne Anmodning, maa jeg først sige, at dette Emne er saa omfattende, at der, naar alt — saaledes som man har ønsket det — skal tages med indenfor et kort Foredrags meget begrænsede Ramme, kun vil kunne blive Tale om en næsten skematisk Oversigt uden dybere Ind- trængen i Enkeltheder, hvor stor Fristelsen dertil end ellers kunde være, men dette er vel netop forsaavidt heldigt, som en Jurist maaske ellers kunde lade sig lede langt udenfor, hvad der kan have Interesse indenfor de teknisk sagkyndiges Kreds. Det vil være naturligt at begynde med Stærkstrøms- lovgivningens Historie, men det kan gøres yderst kort, da der overhovedet ikke var nogen dansk Lovgivning om Em- net førend den nugældende Lov om elektriske Stærk- strømsanlæg af 19. April 1907. Spørgsmaalet om Lovgiv- ning paa dette Omraade rejstes af den i 1903 her i Kø- benhavn afholdte tekniske og hygiejniske Kongres, der i en Henvendelse til Regeringen udtalte, at det maatte anses for »nødvendigt for Landets industrielle Udvikling, at det bliver tilladt at føre elektriske Strømme med høj Spæn- ding ad overjordiske Ledninger«. Denne Henvendelse gav Stødet til, at Ministeriet for offentlige Arbejder nedsatte en Kommission under Forsæde af Telegrafdirekt ør Meyer til Sagens nærmere Undersøgelse. Kommissionen afgav Betænkning i Juli 1906, og det Udkast til Lovforslag, som ledsagede Betænkningen, akcepteredes af Regeringen og blev efter nogle mindre væsentlige, men ikke alle lige hel- dige Ændringer under Rigsdagsbehandlingen til Loven af 19. April 1907. Hovedkaraktermærket for Bestemmelserne i Stærk- strømsloven saaledes, som de er angivne i Lovens 1ste Ka- pitel, kan bedst udtrykkes ved, at Loven er en Lov til Sikkerhed. Den søger at værne Samfundet, Personer og Gods, mod de Farer, som saadanne Anlæg fører med sig. Men videre gaar den heller ikke. Først og fremmest har Staten ikke som ved de vigtigste Svagstrømsanlæg — Tele- grafer og Telefoner — tilegnet sig eller forbeholdt sig nogen Art af Monopol, men heller ikke paa nogensom- helst anden Maade, ved Krav om Koncessioner, Tilladelse eller lignende til Anlægenes Udførelse eller Drift, er der lagt Baand paa disse Anlægs fuldkommen frie Udvikling. Enhver kan frit oprette og drive de Stærkstrømsanlæg, han ønsker, naar han blot overholder de ved Loven hjemlede Sikkerhedsbestemmelser. Disse Sikkerhedsbestemmelser er imidlertid ret vidtgaaende, men det nærmere om dem findes ikke direkte optaget i Loven. Man har rigtig set, at den rivende Udvikling i disse Anlægs Teknik, som kan