Første Nordiske Elektroteknikermøde i København 1920

— 91 Danske Bidrag til Telefonkablers Teori og Konstruktion. Af Telegrafingeniør S. P. Madsen. Det Emne »Danske Bidrag til Telefonkablers Teori og Konstruktion«, som Foredragsudvalget for Ørsted- Mødet har gjort mig den Ære at anmode om at re- ferere ved dette Møde, drejer sig for en stor Del om Kabler med forhøjet, jævnt fordelt Selvinduktion. Jeg skal først kort omtale de væsentligste af de Arbejder, der gik forud dette Spørgsmaal vedrørende, saavel i Udlandet som her i Landet, før det fandt sin Løsning i Krarup-Kablerne. Telefonen blev som bekendt opfunden i Aaret 1876. Efterhaanden som Benyttelsen af Telefonen bredte sig i Byerne, kom Kravet frem om at telefonere mellem Byer- ne, om at telefonere paa større Afstande, og dermed kom Diskussionen frem om Muligheden heraf. Udsig- terne var ikke store. Man benyttede jo til at begynde med Jærnledninger, Kobberet var et for blødt Materiale, Luftledninger af Kobber kunde ikke bære deres egen Vægt (først senere kom de haardtrukne Kobberlednin- ger) ; endvidere benyttede man Enkeltledninger og havde den dermed forbundne Induktion mellem Led- ningerne til Gene for Telefoneringen. Desuden var det paa den Tid en almindelig Antagelse, at Selvinduktionen var en for en Telefonledning saavel som for en Tele- grafledning skadelig Egenskab, og Aarsagen til at denne Opfattelse blev almindelig, skyldtes vel nok de daarlige Resultater, man havde fra Telefoneringen paa Jærnled- ninger, som jo har stor Selvinduktion. Man vidste, at en Lednings eller et Apparats Modstand paa Grund af Selvinduktionen er betydelig større for et momentant Strømstød, end for en konstant ensrettet Strøm, og da Telefonstrømmene jo er hurtigt varierende Strømme, sluttede man, at en Lednings Selvinduktion maatte virke skadelig for Telefoneringen. Man gik endvidere ud fra, at Lord Kelvins Formel for Telegraferingen gennem lange Søkabler, nemlig at Telegraferingshastigheden er omvendt proportional med Produktet af Kablets Mod- stand og dets Kapacitet ogsaa gjaldt for Telefoneringen, blot var det her endnu værre, fordi man i Formlen maatte erstatte den Ohmske Modstand R med Im- pedansen y R2 co^L2. Omkring Aarene 1886—87 begyndte der imidlertid at hæve sig Røster mod denne Anskuelse. I England var Oliver Heaviside den første der opponerede. Han skrev i «Electrician« i Aarene 1883—88 en Artikelrække »Electromagnetic Induction and its Propagation«, hvori han paaviste (1887) Selvinduktionens Betydning for de elektromagnetiske Bølgers Forplantning langs Lednin- gerne. Han forklarede Betydningen saavel af Lednin- gens ohmske Modstand og Kapacitet som af dens Selv- induktion og Afledning, Selvinduktionen som gavnlig, fordi den modvirker Kapaciteten (modvirker det med Kapacitetsstrømmene forbundne Energitab i Ledningen), at saavel Afledningen som Selvinduktionen modvirker Forvrængningen, og at en Ledning er forvrængningsfri, naar Forholdet mellem dens Modstand og Selvinduktion er lig Forholdet mellem dens Afledning og Kapacitet. Han antydede ogsaa en Metode til Forhøjelse af Selv- induktionen, en jævn fordelt Forhøjelse, men Metoden var upraktisk og er ikke bleven benyttet. De samme Spørgsmaal er ogsaa behandlet i hans senere udkomne Bøger »Electromagnetic Theory«. I Frankrig var Vaschy den første, der tog Afstand fra Opfattelsen af Selvinduktionen som skadelig. De- vaux-Charbonnel offentliggjorde i »Annales des Postes, Télégraphes et Téléphones« 1917 en Afhandling »La contribution des Ingenieurs frangais å la téléphonie å grande distance par cables Souterrains: Vaschy et Bar- barat«, hvori det paavises, at Vaschy allerede i 1886 i »Annales Télégraphiques« havde fremsat den Mening, at Selvinduktionen spillede en betydelig nyttig Rolle for Telefoneringen, og at Vaschy i sine senere offentliggjorte Arbejder havde angivet Formler til Beregning af Selv- induktionen for en Kobberledning beklædt med en tynd Kappe af blødt Jærn samt ogsaa angivet Formler til Beregning af Dæmpningen for Ledninger med forhøjet Selvinduktion, hvad enten denne var jævnt fordelt eller punktvis indskudt. Om Barbarat siges det, at han fort- satte Vaschys Arbejder paa Løsningen af Spørgsmaalet om Forhøjelse af Ledningernes Selvinduktion, og at der i Aarene 1899—1902 paa Barbarats Anvisning blev fabrikeret Prøvelængder af Kabel, hvor Lederen bestod af Kompoundtraad (en Kobberkerne med et tyndt Lag af blødt Jærn), hvorved der opnaaedes en Selvinduk- tion paa op til 11 Millihenry pr. km Dobbeltledning, og at man ogsaa havde lavet et Prøvestykke, hvor Jærn- kappen var erstattet med en tynd Jærntraad vundet om Lederen i Spiraler. Barbarat havde ogsaa gjort Forsøg med og tilraadet at forhøje Selvinduktionen ved at ind- skyde Selvinduktionsspoler med visse Mellemrum paa Ledningen. Men ogsaa her i Landet var der en Videnskabs- mand, som samtidig med Heaviside og Vaschy beskæf- tigede sig med de samme Spørgsmaal, nemlig L. Lorenz. — I det af Carlsberg Fondet ved H. Valentiner ud- givne Værk »Oeuvres Scientifiques de L. Lorenz«, der udkom i 2 Bind 1898 og 99, er det nævnt, at Lorenz i sine sidste Leveaar beskæftigede sig meget med telefon- tekniske Spørgsmaal, uden at der dog er medtaget noget af Lorenz’ Arbejder paa dette Omraade. — Blandt Lorenz’ efterladte Papirer findes Koncep-