Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

SEKTION II 97 Mængde Sprit mellem Stemplet p og en lille Ventil n, hvis Spindel bevæges ved den anden af de fremsprin- gende Arme paa Rammen. Denne Bevægelse finder Sted, naar Afstrømnings- ventilen næsten har lukket sig, og umiddelbart efter at Ventilen l er lukket helt. Derpaa begynder Fig. 9. Indsugningen. Ved Stemplets Bevægelse suges Luft fra Tvær- kanalen zz, vinkelret paa Sprit- tens Retning, som strømmer ud af Kamret o, og frembringer Pulverisering af Spritten i Luf- ten, hvorefter Blandingen gen- nem Røret f strømmer over i Fordamperen eller Karburato- ren, som er vist paa Fig. 9. Denne bestaar af et cylin- drisk Rør med Tilføjelse af et dobbelt Spiralrør. Forbræn- dingsprodukterne gaar først op gennem det indre cylindriske Rør gennem g, derpaa udenom gennem den indre Vinding i Spiralrøret og ud ved h. Blan- dingen af Luft og Sprit gaar gennem den ydre Vinding i Spiralrøret, kommer ind ved /' og gaar meget varm ud ved i, (ler er forbunden med Tæn- dingskamret i Cylindren. Stig- bordet j kan lade alle eller en Del af Forbrændingsproduk- terne gaa direkte i 7z, hvorved Temperaturen i Karbura- toren reguleres. Ved Røret k og dens Ventil kan man dels yderligere regulere Temperaturen, dels Blandings- forholdet. Meddelelser om Pensionskasser for Værkstedsfunktionærer. Kontorchef, Cand. polit. Vald. Heising. (Foredraget blev ikke holdt paa Grund af Mangel paa Tid). Det, der har bevirket, at dette Emne figurerer iblandt Foredragsemnerne ved den teknisk-hygiejniske Kongres, er vel nok fra første Færd den Omstændighed, at der ved Forhandlingerne, paa Det Nordiske Teknikermøde i Stockholm 1897 af Ingeniør Fornander indlededes en Diskussion om »Indførelsen af Pensionskasser ved de mekaniske Værksteder«. Spørgsmaalet om almindelig Pensionering af Ar- bejderne er et vidtspændende Spørgsmaal, som har givet Anledning til talrige Diskussioner og talrige prak- tiske Forsøg. Ogsaa her i Danmark har der været og findes endnu Eksempler paa Pensionering af Ar- bejdere. Men nogen øjeblikkelig Interesse for dette Spørgsmaal foreligger formentlig ikke indenfor den offentlige Diskussion om sociale Emner. Spørgsmaaløts Omfang skræmmer. Man har med større Interesse kastet sig over mere begrænsede sociale Spørgsmaal, som f. Eks. Alderdomsforsørgelse, tvungen Ulykkesfor- sikring og saadanne Ting. Der foreligger endogsaa Eksempler paa, at ældre Pensionskasser af denne Art er bievne opløste, i Almindelighed som Følge af et Pres fra Arbejderne selv. Det Spørgsmaal, som jeg skal tale om, er ganske anderledes begrænset, idet det kun vedrører en lille Gruppe af de Personer, som den danske Jernindustri beskæftiger. I den moderne Industri udskiller sig meget let tre Grupper af Deltagere: Arbejdsgiverne, Funktionærerne og Arbejderne. Hver Gruppe har sine Hverv, sit Ar- bejdsomraade. De Baand, hvormed hver af dem er knyttede til Virksomheden, er af højst forskellig Styrke. Vel kan det for Arbejderen selv som for den paagældende Arbejdsgiver være af Betydning og Nytte, at Arbejderen bliver saa længe som muligt paa samme Arbejdssted, men mangfoldige Forhold virker dog til at løsne Baandet mellem Arbejderen og hans Arbejdssted: springende Arbejdsmængde, Lyst til at lære andre For- hold at kende eller til at se andre Himmelstrøg, hastige Ord osv. I Modsætning hertil sidder Arbejdsgiveren, den store som den lille, som Regel lænket til Arbejdsstedet, som i de fleste Tilfælde bliver Udtrykket for hans Ve og Vel, hans Lykkes Smedje, som det er en farlig og sjælden Operation at skille sig fra. Mellem disse to Grupper staar de endeløse sociale og faglige Kampe, og mellem disse staar som een af Stødpuderne den Gruppe, som vi her skal beskæftige os med: Værksteds funktionærerne. De er ikke som Arbejdsgiverne lænkede til deres Arbejdssted, men det er i deres egen Interesse at stramme de Baand, der knytter dem til dette. Hyppigt er de udgaaede fra Arbejdernes Kreds, de har blot gjort et Skridt længere frem paa Udviklingens Bane; men det er ikke morsomt igen at maatte gøre Skridtet tilbage. Den Funktionær, som kan bruge sine Øjne og har Evne til at skønne, faar for liver Dag større Overblik over den Virksomhed, i hvis Tjeneste han staar, han ved, hvad hans Værksted og hans Folk formaar, han aflurer de enkelte Kunder deres særlige Ønsker og samler her- igennem en Sum af Erfaringer, som paa den. ene Side kun kan udnyttes fuldt, hvis han bliver i samme Virk- somheds Tjeneste, og som paa den anden Side for Ar- bejdsgiverens Vedkommende indeholder den Behagelig- hed, at »en halvkvædet Vise« straks forstaas samtidig med, at Arbejdsgiverens Tryghedsfølelse og Tillid øges fra Tid til Tid. Kort sagt, alle Forhold virker til at gøre Værk- stedsfunktionærerne til en personlig Del af Virksom- heden, som særlig Gruppe mellem de to andre Grupper. Arbejdsgiveren har forlængst i mange praktiske Tilfælde erkendt dette ved at lønne Værkstedsfunk- tionæren for en meget væsentlig Del ved Udbytte af Virksomhedens Brutto-Omsætning eller Netto-Overskud, med andre Ord ved at gøre Funktionæren interesseret i Virksomhedens Trivsel. Arbejderne og deres Organisa- tioner har paa deres Side skønnet, at Udviklingen af en særlig Standsfølelse hos Funktionærerne, der i de fleste Tilfælde er deres tidligere Kammerater og har været Medlemmer af deres Organisationer, ikke er til Gunst for den Magtstilling, de attraar paa Værkstederne. Mere eller mindre bevidst bestræber de sig for at faa Indflydelse paa Valget af Funktionærer, ikke just direkte men indirekte gennem Forsøgene paa at tvinge eller chikanere Funktionærer, som af en eller anden Grund er bievne »missliebige«, bort fra deres Stillinger. I Forbindelse hermed staar ogsaa Fagforeningernes Be- stræbelser for at begrænse Kredsen af Funktionærer saa meget som muligt, særlig gennem en indskrænkende Fortolkning af Begrebet »Værkstedsfunktionær«. Det ligger i Sagens Natur, at Værkstedsfunktionærer, som Arbejdsgivernes Tillidsmænd, dels udadtil til Værk- stedets Kunder, dels og navnlig indadtil som Arbejds- ledere, først fremstaar i de store Værksteder. Den lille Bedrift benytter i de Tilfælde, hvor »Mester« ikke selv kan tage mod Besked eller give Besked, en af Arbej- derne eller Lærlingene paa Værkstedet. Der skal en vis Størrelse af Bedriften til, for at det kan være naturligt, og for at det kan betale sig for Arbejds- giveren at faa en virkelig Stedfortræder, Repræsentant, Tillidsmand. Her har da Arbejdernes Organisationer slaaet ned og forsøgt at hævde, at det maatte være en Betingelse for i teknisk Forstand at være »Værksteds- 13