Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

SEKTION III 113 ninger af Metal. Den Del af Strømmen, der saaledes gaar sine egne Veje, kalde vi her i Danmark den »vaga- bonderende« Strøm, og af særlig Interesse er den Del, der gaar gennem de omtalte Rørledninger, idet det er den, der paa alle de Steder, hvor den forlader Rørene, giver Anledning til de elektrolytiske Angreb. De mange Beretninger om Ødelæggelser gjorde for saa vidt et Skaar i den Glæde, enhver Tekniker maatte føle over de elektriske Sporveje med overjordisk Strøm- tilførsel og Skinnerne som Tilbageledning, idet de til en Begyndelse virkede hæmmende paa Indførelsen af elektriske Sporveje derved, at der hos de forskellige Kommunalforvaltninger opstod en Frygt for, at de vagabonderende Strømme i for høj en Grad skulde skade det forhaandenværende underjordiske Rørsystem af Metal. Ogsaa her i Kjøbenhavn var en saadan Frygt til Stede og var en af de medvirkende Aarsager til, at vor første, elektriske Sporvejslinie (Nørrebrolinien) blev ud- ført som Akkumulatorlinie. Dette var imidlertid for saa vidt heldigt, som man derved vandt Tid, i hvilken der stadig arbejdedes hen til at finde Midler til Bekæmpelsen af de skadelige vagabonderende Strømme, saaledes at man ved den endelige Indførelse af almindelig elektrisk Sporvejsdrift allerede var saa vidt, at den Vej, man burde slaa ind paa, laa ganske lige for Haanden. Jeg skal da i dette Foredrag kort meddele, hvad der her i Kjøbenhavn er foranstaltet for at svække de vagabonderende Strømmes Virkninger, og hvad der stadig gøres i Retning af at kontrollere disse Foran- staltninger, endelig skal jeg nævne nogle her udførte Forsøg over periodisk Strøinvcnding som Middel mod de vagabonderende Strømmes skadelige Virkninger. Den Vej, man her er slaaet ind paa, er den, der nu ved »Verband Deutscher Elektrotechnikers« Møde i Mannheim synes at skulle blive fastslaaet som den ene rigtige, og som bestaar i at aflaste Skinnerne for Strøm derved, at der fra forskellige Punkter af Skinne- systemet føres Returledninger tilbage til Værket eller Værkerne, idet man samtidig sørger for, at Skinnefor- bindelserne udføres saaledes, at den elektriske Mod- stand i Stødene bliver lille. Da man især nærede Frygt for Rørledningerne i den indre Del af Byen, blev det yderligere bestemt, at der i denne Bydel skulde anvendes Dobbeltluftledninger, det vil sige, at Strømmen til Vognene i den indre By skulde føres ud ad en Luftledning og tilbage ad en anden. Det er klart, at man derved undgaar de stærke Skinnestrømme. I de ydre Bydele anvendes Enkeltluftledning. Returpunkterne cre anbragte i saa stor Mængde, at Potcntialforskcllen mellem to vilkaarligt valgte Punkter af Skinnesystemet ikke overstiger 1,5 Volt og mellem to Punkter beliggende imellem to Returpunkter ikke 07,5 Volt. Fig. 1. Man stillede ligefrem disse Fordringer til Spoi'vejs- selskabet, og ved Beregningen af Returpunkternes Antal regnede man med Vognenes Middelstrømforbrug, hvilket ved de senere foretagne Maalinger har vist sig at slaa godt til. Man har her som Regel (der findes kun een Undtagelse) slaaet et Føde- og et Returpunkt sammen, hvorved man i paakommende Tilfælde har Returkablet tilrede som Reserve for Fødekablet. Hvad angaar Størrelsen af de vagabonderende Strømme i Forhold til den samlede Strøm, da er der, efterhaanden som Skinnenettet blev færdigt, blevet fore- taget en hel Del Forsøg, idet man samtidig søgte, saa godt det lod sig gøre, at maale, hvor stor en Del af Vagabonderingen der kom ind i Rørledningerne. Gangen i disse Forsøg var kortelig følgende: Paa passende Steder langs Sporene maaltes Mod- standen af en Skinnelængde Spor, og paa de samme Steder gravedes der ned til de forskellige der værende Rørledninger, saaledes at disse bleve fri (helt omkring) paa en Rørlængde, hvis Modstand derefter bestemtes. Den Metode, der anvendtes til Bestemmelsen af denne Modstand, er følgende: Fra et Akkumulatorbatteri A sendes en Strøm paa ca. 100 Ampere ind i Røret gennem Ringen R (se Skitsen). Strømmen gaar gennem Rørledningen til Jord og derfra tilbage til A, hvis anden Pol er sat til Skin- nerne. Strømmen maales ved Amperemetret g. Derefter maales Spændingsfaldene spt og sp2 paa lige lange Stykker r af Røret, hvert Stykke paa sin Side af R. Man vil da have: spt — ixwr sp2 — i2wr, hvis wr er Modstanden i Rørstykkerne r og r, hvoraf SP, + sp2 wr = . ■■■■ eller h + J2 da 4- i2 = I _ SPl + SP2 W, - J Man har her gjort den Forudsætning, at Rørets Modstand pr. Meter er den samme overalt, hvad vel ikke stemmer ganske, men dog nogenlunde med Virke- ligheden. Ved Hjælp af wr kan Modstanden af Rør- stykket fra a til b (se Skitsen) beregnes. Fra de to Punkter a og b af Røret førtes derefter isolerede Ledninger op til en dertil anbragt Klemme- kasse. I denne Kasse kunde man da stadig maale Potentialforskellen mellem a og b, og da Modstanden af Stykket mellem disse Punkter var beregnet paa ovennævnte Maade, stadig finde Styrken af UWlClMC den Strøm, der gik gennem Røret. Et saa- dant Anlæg har man her kaldet en Rørsta- tion. Modstanden i Skinnerne bestemtes forøvrigt paa tilsvarende Maade, saaledes at ogsaa Styrken af Skinnestrønimene kunde maales. Der blev derefter om Natten sendt en stærk Strøm fra Køretraaden (Luftled- L-ningen) og ned i Skinnerne paa et Sted, Æjl hvor man under den daglige Drift om- ((Jj trentlig havde et Skillepunkt, hvorefter der p ved Maalinger blev gjort Rede for, hvor- ledes Strømmen fordelte sig i Skinner, i Jorden og i Rørene. Den samlede Vagabondering var ret be- tydelig og naaede for en enkelt Stræknings Vedkommende op til 29,5 % af den samlede Strøm.. Den varierede forøvrigt meget fra 15