Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

SEKTION IV 133 danne sig en solidere Skal af kulsur Kalk end i den .tynde, eftersom Dannelsen af kulsur Kalk kan vedblive længere ved hin end ved denne. Her maa jeg dog indskyde den Bemærkning, at det ikke gaar an, naar man vil fremstille den tykke Puds, som af Vitruv forskrevet, ved Paaføring først af 3 Lag Grov- puds med aftagende Grusstørrelse og dernæst af 3 Lag Marmorpuds ligeledes med aftagende Marmorkornstør- rclse, da uden videre al kaste ud Gang efter Gang. Thi vel lader denne Puds sig meget vel udføre og glitte, men dels vil, hvis de successive Pudslag ikke bankes sam- men, dc enkelte Grus- og Sandkorn, naar Kalkhydratet fordamper, komme til at mangle indbyrdes Forbindelse, og den tykke Puds snart komme til at vise sig som bcslaacnde af en tynd, ydre Skal og bag denne af usammenhængende Gruskorn, dels vil, hvis Pudsfladen males, det i Laget altfor rigeligt tilstedeværende Kalk- hydrat udskille sig paa Overfladen som hvide, skimmel- agtige Pletter, der, hvor de komme frem, gøre Farven blind. For at undgaa dette maa man helst, som Vitruv foreskriver, arbejde med slaael Melkalk, hvorved Mør- telens Sandkorn komme til at ligge tættere ved hinanden end, hvor Sand og Kalk kun ere rørte sammen, dels maa, som Vitruv ogsaa foreskriver, og som det endnu den Dag idag praktiseres i Italien, de enkelte Pudslag bankes sammen med et Banketræ, ligesom man ved Beton- arbejder stamper Betonen sammen. Naar man paa denne Maade har reduceret Mørtelens Vandindhold, vil der alligevel blive tilstrækkelig meget Kalkydrat tilbage til, at baade den kemiske og den fysiske Proces kan loregaa, men Pudsen bliver da fast og haard, og de ovenomtalte hvide Pletter fremkomme ikke. Man kan ogsaa paa forskellig Maade forøge Mørtelens og dermed formodentlig ogsaa det udsvedende Kalkhydrats Kisel- holdighed f. Eks. ved til Underpudsen at anvende Puzzolan eller knuste Teglsten (Chamotte), men hvor stor denne Kiselholdighed kan blive, derom kan det være vanskeligt at gøre Erfaringer, der lade sig ud- trykke i Tal. Man vil altsaa se, at jeg paa Forhaand var ikke utilbøjelig til ved Museet at vende tilbage til den antike Freskoteknik, der jo er lige saa gammel som græsk Kunst Thi hvad ere de malede Pudsskaller, som, op- rindelig befæstede til raa Lervægge eller Brudstens- mure, i saa store Mængder ere fundne blandt Tiryns, Mykenes og Cnossos’s Ruiner, andet end Begyndelsen til, hvad der fortsattes i Mausolos’s Palads, i Alexandria, i Campanien og Rom. Naar jeg da efter moden Over- vejelse ikke turde tilraade Freskoens Anvendelse, var det af følgende Grunde: den vilde paa Thorvaldsens Museum sikkert give en lige saa rig Anledning til Graffiti, som den har givet i Pompeji og Rom, og med vor Gadeungdoms kendte Tilbøjeligheder og med vort Publikums ringe Sans for at holde Justits overfor disse, vilde uden Tvivl de kjøbenhavnske Graffiti blive endnu mere misprydende end dem, vi kende fra Syden, og det hvad enten de anbragtes paa Billedfrisen eller paa Museets Kvadre. Desuden maatte jeg jo sige mig selv, at naar man i Oldtiden forlod en i kunstnerisk Henseende saa henrivende og saa højt uddannet Teknik for at gaa over til den møjsommeligere, kostbarere og i kunstnerisk Henseende langt utaknemmeligere Glas- mosaikteknik, saa maa man have haft sine Grunde dertil, der for Romerne som praktiske Folk vare slaaende, navnlig den store Fare for Usoliditet, særligt hvor der byggedes og dekoreredes hurtigt. Jeg maatte sige mig selv, at Museets Bygmester og hans Samtidige, trods al deres Sværmeri for Antiken, dog ikke havde vovet at anvende Freskoen paa Museets Ydre, og at man senere har* været nødt til at oliemale saa godt som alle Museets indre Vægge, fordi der paa dem, skønt de vare beskyttede mod Vejr og Vind, var fremkommet saadanne Forvitringer, at de maatte ommales. Hvor- ledes skulde jeg kunne haabe, at der kunde gives den ganske tynde Hinde af kulsur Kalk, som dannede sig i Farvelaget, en saadan Tykkelse, en saadan Haardhed, at den kunde modstaa, ikke blot den kjøbenhavnske Gadedrengs Kniv eller Søm, men ogsaa vort omskiftelige Klimas og vor urene Atmosfæres Angreb, under hvilke Floder af svovl- eller salpetersurt Vand piskes ind i Fagadernes Flader, afvekslende med at skiftende Frost og Tø fortsætte et stadigt Sprængningsarbejde, Naar jeg paa den anden Side saa, hvad der kan præsteres af Haardhed og Vejrbestandighed i farvede Cementfliser, f. Eks. i dc saakaldte Victoriafliser, maatte jeg sige mig selv, at selv om disse fremstilles under cl hydraulisk Tryk, maatte de samme Blandinger, ogsaa uden dette, kunne give en betydelig haardere og vejr- bestandigere Puds end den, man i sin Tid havde kunnet tilvejebringe ved Hjælp af bornholmsk Cement og de Jordfarver, man uden megen Kritik havde be- nyttet. Det maatte gælde om at finde Farver, der kunde benyttes som et skarpt og stridt Tilslag til Cementen. Kunde man paa denne Maade fremstille Cementpuds af de 4 Hovedfarver, der dominere i Mu- seets Dekoration: Rødt, Gult, Hvidt, Sort, ja da turde man haabe at være ikke langt fra Opgavens Løsning. Ikke at. fremstille Billeder, som jeg havde begyndt med, men at fremstille glittet, vejrbestandig, haard Cement- puds i de 4 ovennævnte Hovedfarver maatte blive min Hovedopgave; var denne først løst, da kunde det ikke blive uoverkommeligt at fremstille ogsaa Billeder. Inden jeg begynder at omtale de Vanskeligheder, som jeg her mødte, maa jeg imidlertid omtale en Malemaade, af hvilken der til en Tid gik et vist Ry, og som dens Opfinder, Hr. Oscar Matthiesen, foreslog mig at anvende paa Museet. I sit Princip er denne Malemaade mo- derne Fresko. Hr. Matthiesen forudsætter Underpudscn paaført og tør, før han paafører Overpudsen, til hvil- ken han vil have anvendt brændt Marmor eller Klags- torps Kalk med et Tilslag af udvadsket Klitsand. Pudsen gør han ca. 1/2 " tyk. Efter at Overpudsen er glattet med Rivebrædt og Filtbrædt, maler han paa den med Jord- farver udrørte i Kalkvand og — her kommer det ejen- dommelige — forsøger saa at tilvejebringe cn rigeligere Dannelse af kulsur Kalk ved i Stedet for at lade Kalk- hydratet suge Kulsyre fra Luften at oversprøjte Pudsen med flydende Kulsyre, som jo i vore Dage kan frem- stilles. Naar han mener Pudsen tilstrækkelig mættet med Kulsyre, trykker han den undertiden sammen, ikke med Glittebrædtet, men med en Haandvalse. Den saaledes tilvejebragte Puds vil han have betragtet som en Slags Sandsten bestaaende af Kvartskorn sanimen- kittede med kulsur Kalk og uimodtagelig for alle Paa- virkninger af Væde, Kulde og Hede. Jeg skal ikke ind- lade mig paa de mange ubeviste og ubeviselige Paa- stande, der findes i de Fremstillinger af Metoden, som han har fremsat dels i den herværende Arkitektforening dels i Sektionen for Husbygning paa Teknologmødct i Stockholm, jeg skal indrømme, at den Mulighed ikke er udelukket, at der ved Paasprøjtning af {lydende Kulsyre kan dannes en tykkere og stærkere Hinde af kulsur Kalk i Farvelaget end baade ved almindelig moderne og ved antik Fresko, men denne Mulighed er ikke bevist hverken af Hr. Matthiesen eller af den ned- satte Komité *), og, selv om den var det, saa følger jo ikke heraf, at Matthiesens Fresko er solid nok til at staa sig i fri Luft i vort Klima. Jeg stillede mig dog ikke afvisende til Hr. Matthiesens Opfindelse; tvertimod, jeg laante ham af de Pauser, jeg havde ladet tage af Kartonerne, jeg tilbød mine Haand- værkeres Assistance ved de Prøver, han ønskede ud- førte, og lovede, at disse skulde blive foreviste Museets Bestyrelse, men stillede kun den Betingelse, at de skulde udføres paa løse Flager, ligesom mine egne, indtil det *) Det i 1. Beretning Side 10, 4, første Stykke omtalte Forsøg tqløf snarest for 4et modsatte.