Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

SEKTION IV 135 skønt Kommissionens Arbejder noksom havde vist, at der ingen Vanskelighed er ved at fremstille Fresko- prøver paa løse Flager. Prøven har dog ikke svaret til de givne Løfter. Den sorte Farve, som Matthiesen rimeligvis ikke har kunnet faa sort nok, er løbet ned over de lyse Farver, hvorfor Prøven almindeligt anses for mislykket. Jeg mener dog', at Hr. Matthiesen kun har været uheldig i dette Tilfælde. Der er ingen Spørgsmaal om, at en Prøve paa almindelig moderne Fresko, rigtigt udført, ikke behøvede at være ødelagt i Løbet af en Vinter og ikke vilde være blevet det; Matthiesens Fresko endnu mindre. Enten er da Prøven for tidligt blevet udsat for Vejrets Angreb, eller den sorte Farve er blevet paastrøget i et saa tykt Lag, at dette ikke har helt kunnet gennemtrænges af Kalk- hydratet og ikke hærdnes af Kulsyren, som altsaa heller ikke sammen med Kalkhydraten har kunnet indkapsle Farvekornene, hvorfor disse ere bievne ud- skyllede af Regn. Jeg betvivler ikke, at man med til- børlig Forsigtighed og Omtanke vil kunne fremstille Prøver saavel af almindelig moderne som af Matthiesensk Fresko, der ikke lader sig udvadske, og som kunne holde sig aarevis saa temmelig uforandrede, men hvad jeg med Museets Bygmester betvivler er, om Soliditeten i Aarenes Løb vil være tilstrækkelig? For mit eget Vedkommende, som ovenfor udtalt, om den Matthiesenske Fresko virkelig med Hensyn til Styrke og Varighed frembyder væsentlige Fordele fremfor den almindelige? Endelig betvivler jeg, efter at have set Hr. Matthie- sens Prøve, hans Evne til at kunne afstemme og samnienstenime Farver. Thi deri vilde sikkert alle Dekorationsmalere og Arkitekter af nogen Skole og Er- faring give mig Ret, at hverken i de pompejanske Kvaderdekorationer eller paa Museet, som Bindesbøll efterlod det, har nogensinde den gule Farve staaet saa skrigende æggegul som paa Hr. Matthiesens Prøve, eller den sorte været stemt saa daarligt sammen med de andre Farver, som Tilfældet er. Herpaa kunde der jo, det forstaar sig, bødes ved at benytte andre Øjne og Hænder til Udførelsen, hvis man troede paa den Mat- thiesenske Tekniks Fortrin, hvad jeg hidtil ikke gør, og saa savner jeg den Charme, som Glitningen skulde give. Jeg kommer endelig til Cementniosaikken, den Tek- nik, som er Museets oprindelige og som saadan har Krav paa fremfor nogen anden at komme i Betragtning, den, som Kommissionen ogsaa har beskæftiget sig mere med end nogen anden. Paa Forhaand maa man da ogsaa kunne sige, at det vilde være mærkeligt, om man ikke med de store Fremskridt paa Cementfabrikationens Omraade, som ere gjorte, siden Museet byggedes, og de indgaaende videnskabelige Undersøgelser, for hvilke dette Kunstprodukt har været gjort til Genstand, skulde kunne opnaa virkelige og varige Forbedringer af, hvad man med Rette kan kalde et første Forsøg. Inden man begynder noget nyt Forsøg, maa, derom kan der ikke være nogen Tvivl, paa det Stedx hvor F'orsøget gøres, Bygningens Piller fast forankres ind- byrdes ved indstøbte horisontale Ankre, udvendig og indvendig, fordi, hvor gennemgaaende Revner helt have ophævet Forbindelsen mellem Pillerne, disse sam- mentrække og udvide sig uafhængige af hinanden; de gamle Revner ville derfor paany komme frem, undtagen hvor det lykkes at gøre Muren i sin hele Udstrækning til et fast sammenhængende Legeme. Jeg gaar ud fra, at Jernankere kunne anvendes, naar de ved at indstøbes i Cement kunne beskyttes fuldstændig imod Rust. Nærer man nogen Tvivl i saa Henseende, bør Bronceankere anvendes. Det er dernæst klart, at man vel i og for sig maa ønske Cementfladerne saa haarde som muligt, men at der dog bliver en vis Grænse for Haardheden, som ikke kan overskrides af Hensyn til Cementens betydelige Udvidelseskoefficient, der vil frembringe Revner, saafremt den farvede Cement ikke kan følge Underpudsen og det bag denne værende Murværks Bevægelser. Om den aftagende Gruskorn- størrelse, som Vitruv foreskriver for den successive Ud- rapning, er beregnet paa at ophæve Spændingerne i Pudsen, skal jeg ikke kunne sige, umulig er det vel ikke. Underpudsens Styx'ke har saavel ved mine som ved Kommissionens Prøver rent empirisk været fastsat til 1 Cement X 3 Grus. Om dette er rigtigt, maa vel være afhængigt af, hvilken Styrke man kan give den farvede Cement. Det følger af sig selv, at hvis man vælger Cement- mosaikken til Dekorationens Udførelse, maa man paa- tage sig Besværligheden ved at skulle med en Lancet udgrave al Skraveringen og paany udfylde den med mørk Masse. Dette er ganske vist en Besværlighed, som vilde undgaas, hvis man kunde anvende antik Fresko, thi man vilde i saa Fald ved at ridse i Glit- ningen kunne skaffe tilstrækkelig Tilgang af Kalkhydrat til den med Penselen udførte Skravering, saa at denne blev bundet. Dog overfor Spørgsmaalet om den større Varighed maa vel Hensynet til Besværligheden træde til Side. Vist er det, at Skraveringen paa de græske Vaser er frembragt med et, en Gravstik lignende, Instru- ment, saa at Skraveringen staar baade svagt fordybel og mat paa den halvt blanke Glasur. Denne Forskel er ikke ligegyldig for Vasernes Udseende og vil ikke være det for Cementniosaikken. Som det fremgaar af Beretningerne, har Kommissionen foretaget meget fuld- stændigere Sammenligninger mellem de Cementer, son) her gaa i Handelen eller kunne skalles fra fremmede Pladser, end dem, der tidligere vare gjorte, man har ogsaa i disse inddraget de hvide Cementer, om hvilke man kunde antage, at de særligt vilde egne sig til at fremstille de lyse og klare Farver. Der er imidlertid 2 Veje, ad hvilke man vil kunne nærme sig det Maal, som søges naaet, den ene er ved at bruge saa lidet farvende Cement som muligt, den anden ved at bruge et hvidt Tilslag, der foruden af Cementen farves med et saa ringe Kvantum Farve som muligt. Som hvidt Tilslag vil kunne benyttes malet Kvarts, Flint, Chamotte og Marmor, forudsat at denne kan skaffes særlig haard og vejrbestandig (f. Eks. Lasermarmor fra Tyrol, der skal have staaet sig udmærket i Wiens Klima). Vasari siger, at Giovanni fra Udine ikke fik Held med sine Efterligninger af antik Stuk, før han lærte at bruge Marmorsanden. Dette skete selvfølgelig ved at slaa den sammen med Melkalk, og alle Murere, som have gjort Bekendtskab med slaaet Kalk, ere da ogsaa enige om at berømme denne Masses vidunderlige Egenskaber, dens Plasticitet, dens Haardhed, naar den bliver tør, o s. v. Da den Haardhed, som man kan give den farvede Cementpuds, som ovenfor bemærket, maa være begrænset, turde der være Anledning til at gøre nogle Forsøg med slaaet Melkalk med forskellig Tilsætning og Farve. Det er ikke usandsynligt at man ved Til- sætning af Flint eller Chamotte kunde forøge Mørtelens Kiselholdighed og som Følge heraf dens Haardhed ikke ubetydeligt. Opnaas ikke den ønskede Haardhed i den slaaede Kalk, maa man, det forstaar sig, holde sig til Cementen. Denne er mindre nem at glitte end Kalkmørtelen, og der lindes i den, naar den tilvirkes paa sædvanlig Maade, et Overskud af Kalkhydrat, som ikke bindes ved Størkningen, og som kan give et Udslag af kulsur Kalk paa de farvede Flader. Denne Ulempe, har Kommis- sionen fundet, vil kunne undgaas, medens Cement- fladerne samtidig gøres haardere og tættere, ved at fluatere med Magnesiafluat. Men taber Glitningen ikke derved noget af sin Blankhed? Det er altsaa min Opfattelse, at Resultatet af den nedsatte Kommissions Arbejde bliver, at man, ved en eventuel Restauration, maa holde sig til Museets op- rindelige Teknik: Cementmosaikken, at det maaske kan være ønskeligt ved nogle Prøver at sammenligne den