Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

Kongressens Forløb. danne Grundlaget for, hvad der endnu skal opnaas, ar- bejdes der ufortrødent videre, og netop her have disse Kongresser deres Plads og deres Opgave. Jo mere Menneskene skride frem i Henseende til at gøre sig Jorden underdanig, jo mere de lære at udnytte Aandens og Naturens Kræfter, jo mere bidrage de til den hele Menneskeheds Udvikling, ikke alene i materiel, men ikke mindre i aandelig Henseende. Jo mere Skyggerne fjer- nes og Dagens Klarhed træder frem, hvor der før var Mørke, jo mere man med Sikkerhed kan bevæge sig paa Omraader, hvor der før har været famlende Usikker- hed, i samme Grad højnes den hele Slægt, og kendelige Sejre ere vundne til Held for det daglige Livs Krav, for Kampen mod Nød og Sygdom. Og naar Slægten i det hele højnes, hvad der i saa mange Henseender er sket i vor Tid, er dette altsaa et Tegn paa, at der er løst alvorlige Opgaver paa det sociale som paa de aandelige Omraader, og dette gælder ikke mindst, naar det er tekniske og hygiejniske Spørgsmaal, som be- handles. Det bliver altsaa Opgaven ogsaa for denne Kongres paa Grundlag af det allerede vundne at arbejde videre til større Fuldkommenhed. At Kongressen vil bringe de Spørgsmaal, som skulle behandles, et betydeligt Skridt fremad, derfor borger Navnene paa de indsigts- fulde Mænd, som ville deltage i Forhandlingerne. Der er noget særligt frugtbringende ved Forhand- linger paa Kongresser af Mænd fra de nordiske Lande, thi ikke alene kan hver af os bruge sit eget Sprog, men Folkenes Slægtskab viser sig ogsaa deri, at vi, Svenske, Norske, Finner og Danske, bedre forstaa hin- andens Aandsretning end Tilfældet er, naar vi staa over- for Mænd fra andre fremmede Riger. Derfor opnaas der mere. Jeg byder samtlige Deltagere, særlig Deltagerne fra de andre nordiske Lande, et velment Velkommen og ønsker dem Lykke til de kommende Dages Forhand- linger. Hermed erklærer jeg Kongressen for aabnet. Derefter fremkom fra finsk, norsk og svensk Side følgende Udtalelser: Professor A. Palmberg, Finland: Deras Kungliga Högheter, ärade Damer och Herrar! Deltagarne i den Tekniska och Hygieniska Kon- gressen från Finland bedja att på det varmaste få tacka Onsdag den 24. Juni Kl. 9 Fm. samledes Kongres- sens Deltagere i Tivolis Koncertsal, hvor der op imod Orkesterpladsen paa en Baggrund af Plantedekorationer var anbragt en Talerstol, prydet med de danske, finske, norske og svenske Farver. Kl. 9,20 ankom Deres kongelige Højheder Kron- prinsen, Kronprinsessen og Prinsesse Thyra, der ved Indgangen modtoges af Kongressens Bestyrelse. Præsidenten, Københavns Overpræsident V. Olden- burg, besteg Talerstolen og udtalte følgende: Deres kongelige Højheder! Højtærede Porsamling! Det er nu 6 Aar siden, der i Stockholm al holdtes Kongresser om de to samme, paa flere Maader beslæg- tede Emner, som nu skulle beskæftige denne Kongres, og j dette — dog ikke lange — Tidsrum er der paa begge Omraader sket Fremskridt og udrettet Gerninger, som vel kunne begrunde Sammenkaldelsen af en ny Kongres, foruden at en saadan bidrager til at fremkalde og bestyrke det personlige, i høj Grad betydningsfulde nærmere Bekendtskab mellem de nordiske Landes Mænd, som virke i denne Gerning. En slig Kongres er for Deltagerne en aandelig Foryngelse, en Fornyelse af deres Virksomliedstrang. Jeg skal ikke forsøge at nævne Fremskridt paa Teknikens og Hygiejnens Omraade siden Kongresserne i 1897, og jeg vilde som ikke sagkyndig heller ikke være i Stand til at gøre dette paa en nogenlunde fyldest- gørende Maade. Men jeg kan fastslaa, at ogsaa i dette Tidsrum har Menneskeaanden vundet nye Sejre i Hen- seende til at udnytte Naturens Kræfter, til at løse dens Gaader. Og dog frembyder der sig stadig nye Opgaver, nye Gaader skulle løses, nye Skatte drages frem fra Aandslivets og Naturens uudgrundelige Dyb. Thi om end vel ingen Periode i Menneskeslægtens Levnetsløb har været rigere i Henseende til at udgranske og an- vende Naturkræfterne, saa bliver det dog en Sandhed, som bestandig er gældende og allermest er indlysende for dem, som er trængt længst frem i sin Gerning, at der endnu skjules saare meget i Fremtidens Skød, at mangfoldige Gaader endnu ere uløste. Den allermest kyndige fristes endnu i dyb Erkendelse af den menne- skelige Videns Grænser til med den gamle Vismand at sige: »Jeg véd kun det, at jeg intet véd.« Men netop med denne Erkendelse for Øje, med Erkendelsen af, at hvad der hidtil er opnaaet, kun skal