Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

SEKTION VII 177 virke de naturlige rensningskræfter — fortyndingen gjennem luftbevægelsen, kemiske processer, tyngden, nedbøren, lys og sol — langt mere energisk og hur- tigere end i de andre medier. Men trods alt viser det sig, at de almindeligt tagne forholdsregler ikke have været tilstrækkelige; den støv- fyldte, ildelugtende luft i de store byers snevre gader følger med den intense og concentrerede udfoldelse af menneskelig livsvirksomhed som et sanseligt udtryk for denne, forøges med bebyggelsen og det forøgede liv i arbejde af enhver art, og lader sig kun i ringe Grad påvirke af de arbejder, som have havt en så fortrinlig effekt i retningen af grundens og vandets renhol- delse. Det er denne luftforurensning, man om dagen ser over byerne som et gulgråt tågebjerg og om aftenen som en lysglorie; det er den, som skjuler nogenlunde lange gaders fjernere partier i en uigjennemsigtig tåge. Man kjender den på de omfarende støvpartikler af alskens art. Det er disse forurensninger, som hurtigt tilsnavse bybeboernes linned, som lejrer sig på vore klæder og vor hud. Vor næse lader os mærke de luftformige forurens- ninger i denne ejendommelige og modbydelige »odeur des grandes villes« i gaderne, særligt i de ældre snevre gader. Denne animalisererede luft, hvis komponenter ere af ubestemmelig art og mængde, er kemisk ikke til at analysere; dens oprindelse lader sig bestemme som et produkt nærmest hidrørende fra den tætte beboelse og småvirksomhed og handel i de snevre gader, i langt mindre grad fra storindustrien. Kun næsen, dette fint- mærkende, men desværre også så hurtigt sløvede organ er istand til at påvise denne odeur de Paris, de Berlin, de Møntergade, Pilestræde o. s. v. Byernes moderne kvarterer med brede gadei' og parkanlæg, selv forstæ- dernes arbejderkvarter ere fri. Det synlige luftstøv, som hvirvles op fra byens grund, bestaar af uorganisk — i mængde de 2/3 til 3/4 — og organisk detritus samt røg og mikroorganismer. Man finder derfor under mikroskopet foruden for- vittrede mineralske partikler alt muligt organisk affald, således partikler af træ, kulstøv, halm, hår, støvkorn og sporer, overhudsceller af planter og dyr, excrementer af dyr og mennesker, hudafskallinger, trevler af beklæd- ningsstolfer o. s. v.; kort sagt organisk affald af enhver art. Men desuden en del mikroorganismer, både al- mindelige forrådnelsesbakterier og også smittekim findes i gadestøvet og dermed også i luften. Man har således funden tuberkelbaciller, stivkrampe- og malignt ødems baciller i gadestøvet og særligt betændelsesmikroberne i luftstøvet i større mængde, des flere jo mere forurenset med rådnende stoffer den grund er, som har leveret luftstøvet. Af betydning er i hovedsagen kun de 3 sidste: stivkrampe, malignt ødemsbacillerne og navnlig suppurationscoccerne, fordi disse høre hjemme i rådne masser og leve der, medens deres skadelige indflydelse på mennesker og dyr egentlig kun er en bivirksomhed for dem. Det er hesteexcrementerne, som tilføre gade- støvet stivkrampebacillen. Dertil kommer så det fine luftstøv, solstøvet, som kun ses, når en solstråle træller det i et blændet værelse; det findes ligeledes i fri luft og består hoved- sagelig af meget fint fordelt organisk detritus og mikro- ber. Dets rolle for tågedannelsen er aim. bekjendt. Londons tåger er et produkt af støv og luftfugtighed. Støvets mængde er størst i tør og bevæget luft; størst nar jorden er tør og færdselen stor. Nedbør, bevoxet jordoverflade og landlige forhold formindsker støvniængden. Luftens støvholdighed i byerne varierer således med grundens art, vejrliget og byens størrelse og liv, er i det hele størst i den tørre tid fra juni til novem- ber, mindst fra december til maj. Den absolute mængde er selvfølgeligt meget vari- abel ikke blot for de forskjellige byer, men også for forskjellige lokaliteter i samme by. I Paris er der (Tissandier) påvist pro M3 fra 6 til 23 milligram, hvoraf c. 33 °/0 var organisk støv. I Pest (Fodor) er der påvist betydelig mindre, fra V4—72 milligram pro M3. I London har man forsøgt at tælle antallet af støvgran, hvorved man faar et be- greb om støvpartiklernes corpusculære lidenhed. Man har der fundet, at hver cubikcezztimeter luft indeholder fra 1/3 til x/2 million støvgran, af hvilke kun en meget ringe del vare mikrober. I ren landluft varierer støvmængde fra til 4 milligram pro M3 og fra c. 1000—5000 støvgran pr. ccm. Som det livløse varierer også det levende støv meget. I byluft (Paris, Bern, London, Berlin, Kensington) varierer antallet af bakterier pro M3 mellem 500 og 10—12000; i landluft mellem 100 og 500. På åben sø og høje bjerge er luften kimfri. Angående de luftformige forurensninger er det kun for CO2, H2SO4, NH3, N2O3 og HC1 muligt kemisk at påvise tilstedeværelsen i byluft. Af CO2 indeholder by- luften således for det meste over 0,3 °/00 medens land- luften har under 0,3 °/00. Men i det hele er mængden så lille, at disse giftige og irrespirable luftarter i den enorme fortynding kun ere et tegn på forurensningen og forårsager ikke nogen direkte skade uden på meget begrænsede områder, i nærheden af kilden f. ex. HC1 i allernærmeste omegn af sodafabriker og N2O3 og H.,SO4 i omegnen af smelteovne og svovlsyrefabriker, og da mest fremtrædende er skaden på vegetationen*). De ildelugtende stoffer i byluften kunne kemisk aldeles ikke bestemmes; deres tilstedeværelse kjendes kun gjennem vor lugtesans og på fraværelsen af ozon og brintoverilte. Men er nu da disse corpusculære og luftformige forurensninger i byluften nogen skadelighed; er deres tilstedeværelse mere end en indbildt fare fremkaldt ved bevidstheden om tilstedeværelsen af støvet og dets oprindelse, og ved det indtryk af lede, som den ilde lugt frembringer? Endskjønt det er umuligt nøje at fordele mellem de forskjellige skadeligheder, som bybeboerne ere ud- satte for i sammenligning med landbeboerne, hvad der skyldes den ene og hvad den anden af disse noxer, er der dog nu neppe nogen, som tvivler om, at det plus af forurensninger både i mængde og art af skadelig natur, som byluften indeholder, med rette bærer en god del af skylden for bybeboernes større sygelighed og dødelighed. Bybeboernes luftveje og lunger ere im- prægnerede med de støvpartikler, som de indånde med luften; og selv om en del atter expederes ud med slimen og ender i vore lommetørklæder, så er der dog alligevel påvist ikke blot mineralsk støv og kulpartikler i selve lungevævet og kirtlerne, men ogsaa bakterier. Ganske vist har man ingensinde sikkert konstateret nogen smitte gjennem den frie luft af tyfus, cholera, tuberculose og samtlige andre menneskesmitsoter, hvis smittekim nødvendigvis i en storby ofte må få lejlighed til at komme i luftstøvet, og de fleste af disse smitte- kim tåle i ret lang tid at støvtørres uden at miste leve- og smitteevne. De faktorer, som i den henseende virke selv i byluften heldbringende for menneskene og dræ- bende for smittekimene, ere sollyset og luf'tskiftet; uden dem vilde en sådan smitteoverførelse sikkert ofte erfares, det er man berettiget til at slutte fra erfaring- erne i lukket rum, særligt de i mørke fattigmands- boliger. At forbyde tuberculøse at spytte på gaden og straffe overtrædelsen er der ingen grund til. *) Armand Gautier har i 1901 i Paris’ gadeluft påvist CO i mængde fra 0,5 til 2 milliondele; og i gadehundes blod have Saint Martin og andre fundet fra 1,2 til 1,4 ccm. CO pro liter. 23