Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

186 SEKTIONSMØDER ning næppe vilde kunne rejses vægtige Indvendinger mod en saadan Ordning. Parkanlæg og Beplantning af Gader. Professor A. Oppermann. Det er næppe de hygiejniske Hensyn, der raader, hvor man udstyrer Byerne med Parker og Træplant- ninger; Arbejdets Omfang bestemmes af økonomiske Hensyn, og dets Art paavirkes især af æstetiske Betragt- ninger. Det er sikkert paa Tide, at Hensynet til Hy- giejnen træder stærkere i Forgrunden: Hensynet til et sundt Legeme, en sund Sjæl og et sundt Folkeliv. Ud fra dette Standpunkt vil vi, uden at frakende andre Standpunkter deres relative Berettigelse, søge at belyse Spørgsmaalct oin Byernes Parkanlæg og Beplantning af Gader. Størst Betydning for Befolkningen har de egentlige Parker: Samlede Flader paa 20—50 Hektare eller endnu niere, bevoksede med Træer, Buske og Græs, for saa vidt de ikke er Gange, Legepladser, Sportspladser eller Vandflade. Et saadant Anlæg gavner alle; det byder os frisk og støvfri Luft, Solskin, Læ og Skygge; her finder Nerverne den Ro, til hvilken de trænger, og her veder- kvæges vi ved Synet af Planteverdenens skønne Former og Farver, ved Iagttagelse af Fuglelivet, medens Vindens Hvisken eller Susen i Trætoppene fører vor Tanke langt bort fra Byens travle Larm. I en Park kan Børnene tumle sig frit; de gamle og svage kan søge Hvile, Rekonvalescenten styrke sig; de unge og arbejdsføre, der Dagen igennem er bundne til deres Virksomhed, kan her i Fritiden drive Leg eller Sport: om Som- meren Boldspil, om Vinteren Skøjteløbning; selv den, hvis Tid ex' mest knap, kan dog have Gavn af Parken, gennem hvilken han skyder Genvej. Parkanlægets Jordbund bør være sund; der er vel intet til Hinder for at bruge en Del lavtliggende Arealer til Parker, men disse bør dog ikke blot lægges der, hvor sanitære Hensyn forbyder at bygge; de bør ogsaa omfatte nogle Haardbundsarealer, og Lavningerne bør ikke fyldes op med Dagrenovation. Arealet maa være stort, thi at udvide det senere er næsten umuligt, og det bør formes saaledes, at Adgangen bliver let; helst maa det have Form som en Pære, der vender den tykke Ende ud mod det aabne Land, medens Stil- ken dannes af en Allé, der sætter Parken i Forbindelse med en tæt bebygget Bydel; saaledes drager man Men- neskene ud til den rene Luft. De forskellige Parkanlæg bør forbindes indbyrdes ved Alleer. Ved Beplantningen maa man stræbe at lade Træer og Buske danne Ramme om aabne Flader og om skyggefulde Spadseregange; Skoven skal ikke være det overvejende; Sol, Læ og Plads til at røre sig frit er de Goder, som Befolkningen først og fremmest skal finde i Parken; derfor bør kun en mindre Del af Arealet væi’e træbevokset. Træ- arterne bør være saadanne, der vokser hurtigt op; helst maa de desuden kunne leve længe, men i hvert Fald maa de kun give en let Skygge, under hvilken Buske og Smaatræer, som gør Skovbæltet lunt og tæt, kan trives. Birk og Eg, Ask, Fyr og Lærk er bedre end Bøg og Gran, som kun bør anvendes hist og her. Enhver By. der tror paa sin Fremtid, bør sørge lor at have en Park, og efterhaanden som Folketallet vokser, bør der anlægges flere Parker, saa at Byen aldrig har mindre end 1 Hektare pr. 2000 Indbyg- gere, men helst 1 Hektare pr. 1000. Det betaler sig at være forudseende: Med Aarene stiger Jor- dens Pris, og naar man i Tide køber store Arealer, kan man sælge Halvdelen deraf, efterhaanden som Parken paa den anden Halvdel vokser til; Udgiften vil da vistnok i Hovedsagen blive dækket. Naar man an- lægger Parken straks, kan man plante med smaa Planter, og Egen kan man endog kultivere ved Saaning, hvilket er langt billigere end et Anlæg med store Planter. Næst efter Parken kommer Grønningen, den træ- beplantede Legeplads med Bænke og Gynger, 1—2 Hek- tare stor. Grønningen har især Betydning for Børn og gamle Mennesker, til Dels ogsaa for Rekonvalescenter. Grønninger bør anlægges rundt om i de større Byers tæt bebyggede Kvarterer, for hvilke de har en lokal Betydning, idet de byder Befolkningen Sol og Skygge, Adgang til Hvile og til Leg; men Grønningens Luft er hverken saa ren eller saa stille som Parkens, og paa det lille Areal er der ikke Plads til megen Sport. Hygiejnisk set staar Haven — det pyntelige 2—10 Hektare store Anlæg med fine Plæner og Blomster, med Billedstøtter og Springvand — kun lavt i Forhold til den store Bekostning, et saadant Anlæg kræver til Ud- styrelse og Opsyn. De besøgende maa kun gaa i Gangene, ikke i Græsplænerne; Smaabørn faar vel en Legeplads, gamle og svage et Hvilested, men Pladsen er for knap til, at store Dele af Befolkningen kan røre sig frit. Anlæget vil lide ved at være tæt omgivet af Husrækker; det maa helst mod Syd og Øst støde op til aabne Pladser, til Boulevarder eller til Søen. Plantning af Trærækker anvendes overordentlig meget i Nutidens Gadeanlæg, men saadanne Plantninger er, hygiejnisk set, af højst forskellig Betydning. Størst Værdi har Boulevarden, hvis Midte dannes af flere Trærækker, medens der løber en Gade langs hver Side. I det rummelige Anlæg, hvis Bredde bør være 60—100 Meter, er der Plads til, at Træer kan vokse og trives, naar de behandles ordentligt, og Boulevarden kan da give en skyggefuld Færdselsvej for gamle og unge, tillige en taalelig Legeplads for Børn og Hvileplads for svage. Hvor der ikke er Plads til en Boulevard, bør man nøjes med at anlægge en 40 Meter bred Allé, med en Kørebane i Midten og 2 eller 4 Rækker Træer langs Fortovene, der maa være brede, helst 10 Meter, da Husene ellers beskygges for stærkt; vi maa ikke lukke Solen ude fra Vinduer og Mure. Alleen byder baade Træer og Mennesker lignende Fordele som Boulevarden, om end i mindre høj Grad; de gunstigste Forhold træffer vi, hvor der ikke findes Husrækker langs Fortovene, men f. Eks. Vand eller Jernbanelinie. Særlig Betyd- ning har Alleer, som ovenfor nævnt, hvor de forbinder Parker med tæt bebyggede Bydele. I Smaagader, f. Eks. almindelige Villaveje, bør man være varsom med at plante; i hvert Fald bør man anvende Træarter, der ikke bliver store, thi høje og bredkronede Træer skader baade Huse og Forhaver ved deres Skygge. Den hygiejniske Fordel ved slige Plant- ninger er meget tvivlsom. I Hovedgader bør man ikke plante. Her kan Træerne ikke trives, og hvis de voksede op, vilde de forøge Trængselen, idet de hæmmede Færdselen, som bør være Hovedsagen, og som paa den anden Side gør det umuligt at finde Ro til Leg eller Hvile. Enkelte Træer, plantede i Gaderne, har kun en ganske underordnet hygiejnisk Betydning. Den ind- skrænker sig til, at de virker psykisk forfriskende ved deres Skønhed, hvad enten de staar frit paa en aaben Plads — helst hvor der er Sol, Læ og ikke for stærk Færdsel —, eller de hælder fra en gammel Have ud mellem Husene, vinkende ad den, der skal gennem- vandre en lang, kedsommelig Gade. Naar De har taget Del i Kongressens Udflugter, har De fulgt Byens Borgere fra Fødselen til Lig- brændingsanstalten. Men Parker har De ikke set. Det er ingen Tilfældighed. De kyndige Mænd. der lagde Plan for Kongressens Arbejde, har sikkert haft den rette Opfattelse af, at Nutidens Kjøbenhavn ikke har