Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

SEKTION VII 189 Man har da paabudt Anvendelse af røgsvagt Brændsel, saa længe Skibene vare i Havn; for Kjøben- havn gælder saaledes Bestemmelsen i Sundhedsved- tægten af 15/6 1886 § 27: »Saa længe Dampskibe ligge i eller gaa ud af Havnen, skulle de benytte Brændsel, der ikke giver mere Røg end Cinders eller Wales Kul«. Denne Bestemmelse er aldrig hverken her eller noget Steds blevet overholdt. Dels giver et Udtryk som »røg- svagt« Brændsel ikke noget retsligt Hold for Autori- teterne; dels har man, f. Eks i Hamborg, set en Fare for Byens hele Stilling som Handelsby ved at fordre Brugen af det dyrere Brændsel. Endog bortset fra de røgsvage Kuls højere Pris vil det medføre Tab i Økonomien, oni det paabydes Skibe, der besejle en Havn, at bruge en bestemt Kulsort, da Fyrstedernes Indretning, Kedlernes Dimensioner etc. maa rette sig efter Brændselet. For Bugserbaade, Uddybningsmaskiner og lignende Fartøjer kan der maaske være Anledning til at give andre Regler end for Skibe, der kun sejle i Havnen til Liggestedet, dog maa det erindres, at Koks ikke kunne bruges til bakkede Fyr, og at der i alt eksi- sterende Fartøjer ikke er Plads til dette mere voluminøse Brændsel. Naar Bestemmelserne skulle ventes over- holdte, maa de derfor nærmest tage Sigte paa Ny- bygninger. For Rutebaadenes Vedkommende spiller Overfarts- tiden en Rolle, eftersom fuld Hastighed først naas nogen Tid efter Opfyringen. Fuld Opfyring maa derfor vistnok tillades indenfor Havnens Enemærker; men den maa foregaa saa jævnt som muligt, hvilket dog vistnok vanskeligt vil kunne sikres i Praksis. Størst Udsigt til et godt Resultat af Bestemmelser imod Røg fra Dampskibe vilde der vistnok være, om man kunde opnaa internationale Bestemmelser, fælles for alle Havne. Det vil i alt Fald være den eneste Maade, hvorpaa man vilde kunne opnaa, at Hjælpekedlerne have en passende Størrelse. Hensynet til Brændsels- forsyningen vil dog kunne lægge Hindringer i Vejen for saadanne fælles Bestemmelser. Om Rotternes Bekæmpelse. Justitsraad Zuschlag. Naar Spørgsmaalet om Rotternes Bekæmpelse er optaget blandt Forhandlingsemnerne under Byhygiejne her ved Kongressen, er det ikke, fordi dette Spørgs- maal kun hører hen under denne Ramme, men fordi den Smittefare, som Rotternes Tilstedeværelse i og omkring vore Boliger rummer, er størst i Byerne. En virksom Udryddelseskrig maa imidlertid ikke blot finde Sted i Byerne, men maa udstrækkes til samtidig at føres i Byerne og paa Landet, dels fordi Rotterne baade findes i By og paa Land, men særlig fordi Rotterne, der som bekendt er Vandredyr, snart op- holder sig i Byerne og snart søger ud paa Landet. Udryddelseskrigen maa endog føres baade til Lands og til Vands, idet Skibsfarten har de største Betingelser for at fore Smitte, særlig med Rotterne som Overførere eller Bærere, fra Land til Land. Paa den i Fjor her i Kjøbenhavn afholdte inter- nationale Søfartskongres fremsatte de franske Viden- skabsmænd, Dr. A. Loir og Professor Langlois, Spørgs- maalet om, hvordan man kunde undgaa at faa Rotter oin Bord i Skibe og føre disse Smittebringere fra det ene Land til det andet. Svaret herpaa kom imidlertid ikke fra noget af Kongressens egne Medlemmer, men derimod fra en i Kjøbenhavn værende Organisation. I Egenskab af denne Organisations Formand be- svarede jeg nemlig Spørgsmaalet ved at utale, »at kun ved paa Landjorden at udrydde Bærerne af Pesten vil man blive i Stand til at forhindre disse i at gaa om Bord«. I første Række blandt vore skjulte Fjender staar Pesten og lignende epidemiske Sygdomme, der særlig i vore Tider hurtig kan overføres fra et Land til et andet gennem Skibsfarten. Den aabenlyse Fjende er aldrig den farligste eller vanskeligste at bekæmpe, thi den bevidste Fare giver Snille og Snarraadighed, hvorimod man ofte staar værgeløs overfor den skjulte Fjende, om hvis Magt og Evner man ikke formaar at gøre sig nogen Fore- stilling. I det afvigte Aarhundrede har Lægekunsten imid- lertid udviklet sig enormt paa flere Omraader, særlig fordi forskellige Opfindelser har væbnet Videnskabs- mandens Øje, saaledes at meget, der tidligere var fuld- stændig skjult, nu ved Mikroskopets Hjælp opfattes og forstaas. Tidligere kendte man ikke dc Aarsager og Veje, som bragte os de frygtelige epidemiske Sygdomme, og kunde derfor heller ikke bekæmpe disse; man maatte nøjes med efter fattig Evne at lindre de an- grebne og ved Isolation begrænse Sygdommen. Den frygteligste af alle disse Sygdomme er uden Tvivl Pesten, ogsaa kaldet »Byldepesten« eller den »sorte Død«, thi den kan ofte rase saa længe i enkelte Lands- dele eller Byer, at disse bliver fuldstændig affolkede. I Kina, Indien, Persien og Afghanistan ulmer Pesten stadig, og periodisk blusser den stærkt op. Saaledes døde der i Kanton i Aaret 1894 over 60 000 Mennesker af denne Sygdom. Ligesom Sygdommen periodisk blusser op i selve de Egne, hvor den til Stadighed ulmer, saaledes breder den sig til Tider til Egne, der ligger langt derfra, ja endog i en hel anden Verdensdel, overført dertil gennem Skibsfarten. Dersom man gaar ud fra, at Pesten er hjemme- hørende i- Asien, maa man derfor ikke tro, at den ikke skulde kunne optræde lige saa frygteligt i Europa, thi at dette kan ske, fremgaar af, at Marseille saaledes i Begyndelsen af det attende Aarhundrede mistede over 40 000 af sine 90 000 Indbyggere. I denne Periode rasede Pesten i største Delen af Syd- og Mellem- europa og naaede selv saa nordligt som til Danmark og Sveri'ig. Først i Aaret 1711 synes denne Rædsels- periode at være definitivt afsluttet for Europas Ved- kommende. Naar man i vor Tid bedre formaar at bekæmpe denne Sygdom, saa er det ikke saa meget ved Hel- bredelse af de angrebne, thi dette lykkes kun sjældent, men derimod ved at man forstaar at træffe saa be- tryggende hygiejniske Foranstaltninger, at disse for- hindrer Sygdommen i at brede sig eller sætte sig fast. Ved forøget Renlighed, ved Forbrænding af alle Slags Sager, der kan indeholde Smitstof, saasom Klude og Madrasser, Sengehalm, Gangklæder og saa fremdeles, kan Sygdommen begrænses. Naar alle saadanne og lignende Forholdsregler imidlertid ikke altid er tilstrækkelige til at kvæle Pestens Udbredelse, saa viser det sig at være for- anlediget ved, at Rotterne forplanter Pestsmitten, idet de ikke lader sig afspærre, men i Reglen tilintetgør ethvert Isoleringsforsøg. Det er netop denne Omstæn- dighed, der gør Udryddelsen af Rotterne til en paa- trængende Nødvendighed. Den egentlige Aarsag til Pesten opdagedes først i Aaret 1894 af Mr. Yersin i Hongkong, Direktør for Pasteur-Instituttet i Indo-Kina. Pesten foraarsages nemlig af en Bacille eller Mikrob af Stavform. Opdagelsen af Bacillen har sin mægtige Betydning derigennem, at man straks ved de første mistænkelige Tegn paa Sygdommens Tilstedeværelse ved Mikroskopets Hjælp kan konstatere denne Sygdom gennem Undersøgelse af Opspyt eller Udtømmelser fra den angrebne Person, og derfor øjeblikkelig tage dc mest omfattende Forholdsregler mod Sygdommens Ud- bredelse. Tidligere havde man først Sikkerhed for Sygdommens Natur, naar det første Dødsfald var ind-