Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

256 SEKTIONSMØDER Erfaringen aller og aller, al Dagrummet falder som del første Olier for Pladsmanglen paa et Hospital. Fristel- sen til i en snæver Vending at belægge det med Patienter er for stor. Og har man først faaet Sengene ind i Dagrummet, kommer de aldrig ud igen. Vil man bygge Dagrum og holde Hævd over dem, bør de anlægges saaledes, at de kan være under uaf- brudt Opsigt og med Flid udstyres saaledes, at Fristel- sen til at bruge dem til Sygestuer ikke er nærlig- gende. I det nye Hospital er Problemet søgt løst ved, at Dagrummet simpelthen dannes af en Udvidning paa Hovedkorridoren. Hvor der er knyttet et Rekonvalescent- hospital til det egentlige Hospital, er Dagrummene over- flødige. Jeg skal økonomisere med mine Tilhøreres Tid og undlade Omtalen af en Række Bygninger, der, foruden Sygepavillonerne, hører til et stort, moderne Hospital, saasoni Administrationsbygning, Køkken, Badebygning, Viulskeri, Lighus osv. Dog vil jeg tillade mig at skænke Sygeplejerske- bygningen og Operationspavillonen et Par flygtige Be- mærkninger. Den første Bygning er der saa meget mere Anled- ning til at nævne, som det nye Hospital, saavidt jeg ved, indvier en ny Æra her i Landet ved sin Syge- plejerskepavillon. Medens man ellers overalt her til Lands og endnu de Heste Steder i Udlandet indlogerer Sygeplejerskerne imellem Patienterne, er der her efter engelsk og ameri- kansk Mønster bygget dem et eget Hjem i et fuldstæn- digt isoleret Hus. Jeg tror, at denne Reform betegner et stort Frem- skridt for Sygeplejen og for Sygeplejerskerne et meget forøget Velvære. Nu lil Dags er Sygeplejen en anset Livsgerning, der bestrides eller bør bestrides af intel- ligente og godt uddannede Kvinder. Men disse kan da ogsaa gøre Krav paa et Hjem med beskeden Hygge og Komfort og bør ikke tvinges til at søge Rekreation og Adspredelse udenfor Hospitalet. Vi venter tilmed sik- kert, at Reformen vil bedre Sundhedstilstanden i vort Personale. Det er ikke ustraffet, at man Aar ud Aar ind, Dag og Nat, lever i Patienternes Midte. Selv- følgelig medfører Beformen en Organisation af Syge- plejen, som muliggør en regelmæssig Skiften af Dag- og Natsygeplejersker. Hver Sygeplejerske bør have sit eget Værelse. Nat- sygeplejerskernes Værelser skal ligge samlede i een Gruppe med særlig Adgang, særligt Kloset og Bad, at de i deres Hviletid ikke forstyrres af de andre Syge- plejerskers Færden. Bygningen maa indeholde fælles Dagligstue og Spisestue med Tekøkken. Den maa være rigeligt udstyret med Baderum og Pulterkamre. Er der knyttet en Sygeplejerskeskole lil Hospitalet, kan Eleverne passende bo i Sygeplejerskehjemmet, der da tillige maa indeholde Undervisningslokaler og et Skolekøkken. Naar jeg har villet nævne Operationslokalerne for Dem som Organer af principiel Interesse, da er det væsentligst, fordi de almindelige, hygiejniske Detail- fordringer her naar deres Kulmination. Mange Patienters Skæbne afgøres jo der i Løbet af mindre end en Time. Og dog kan jeg ikke ganske frigøre mig fra Tanken om, at just lier har man ved mange nyere Hospitaler skudt over Maalet, anvendt større Midler lil disse Lo- kalers Udstyr, end Nødvendigheden bød, kort sagt drevet Luksus. Operationspavillonen bør helst være en Bygning for sig, enten fuldstændigt isoleret, eller, hvad jeg vilde fore- trække i vort barske Klima, forbundet med den kirurgiske Service ved en tværventileret, eenetages Gang. Operationsstuerne, hvoraf der mindst maa være to og hellere tre, en for aseptiske, en for septiske og en for tvivlsomme Tilfælde, saasoni nyligt indbragte til- skadekomne, behover ikke nogen betydelig Størrelse, naar Hospitalet ikke tillige er klinisk Læreanstalt. 350 i Fod Gulvflade vil være tilstrækkelig for hver Stue. Den vigtigste Fordring, der stilles lil en Operations- stue, er rigeligt Lys, helst fra et enkelt, stort Nord- vindue, som fortsætter sig i eet med et Loftsvindue, der giver Ovenlys. Lys fra Øst maa i hvert Fald ude- lukkes. Alle Regler om Planhed, Impermeabilitet og let Afvadskelighed af Vægge og Gulv, der gælder for Hospitalets øvrige Lokaler, har forøget Gyldighed for Operationsstuen. Gulvet, der skal have Afløb, lægges bedst af brændte Fliser. Væggene klædes med Fliser eller med Plader af Glas, Opalin eller emailleret Blik. Kun hvor man maa økonomisere, tager man til Takke med spartlede eller emaillemalede Vægge. Hele Rummel skal kunne overskylles med Vand. Stuens faste Mobi- liar reduceres til det mindst mulige. Endog Lavoirerne til Haandvadsk har man villet forvise til et Biruin, — om med Rette, vil jeg lade staa hen. Som Anneksrnm til Operationsstuerne fordres: et Sterilisationsrum (der hyppigt gøres lovligt lille), et Narkoseværelse, en Stue lil Tilberedning og Oplag af Forbindsager, el Instrument- og Lægeværelse, et »Röntgen- kammer«, et lille Laboratorium, hvor mindre kliniske Undersøgelser kan foretages under Operationens Gang, en Ventestue for Patienter, — alt i alt en anselig Række Birum, der endda ved mange Hospitaler er forøget yderligere. Har et Hospital liere sideordnede kirurgiske Ser- vicer, bør hver have sit Operationskoni picks. Fælles Brug fører stedse lil uheldig Friktion. Jeg tvivler derimod paa, at der opnaas nogen nævneværdig sanitær Betryggelse ved at drive Speciali- seringen saa vidt, som sket er i enkelte nyere, hoved- sagelig franske, kirurgiske Servicer. Der er Operations- stuerne for aseptiske, septiske og »tvivlsomme« Tilfælde fuldstændig skilte fra hverandre, hver forsynede med deres Følge af Birum og knyttede Lil isolerede Afde- linger for de tre nævnte Kategorier af Patienter. Jeg tvivler som sagt paa Nytten heraf, naar man da ikke gør Skridtet fuldt ud og konsekvent ansætter særlige Kirurger for hver særlig Afdeling. Den væsentligste kirurgiske Smittefare klæber jo dog lil syvende og sidst ved selve Kirurgens Hænder. En mediko-mekanisk Anstalt som Anneks til den kirurgiske Service vil ofte være ønskelig. At Hospitalsbygningerne skal være sikrede mod Ildsvaade med alle Teknikkens Hjælpemidler, er en Selv- følge; at de skal opføres saa solidt som muligt, baade hvad Materiale og Arbejde angaar, er noget, som alene sund Økonomi kræver. Jeg skulde ikke have skænket Spørgsmaalet om Hospitalsbygningernes arkitektoniske Udstyr og Ydre nogen Omtale, om ikke Parolen i den nyere Hospitalsliteratur ideligt havde lydt, at paa dette Punkt maatte der ikke ofres Penge. Hvad der var disponibelt af Kapital, skulde udelukkende anvendes til Bygningens sanitære Fuld- kommengørelse. Og Resultatet har da ogsaa tidt været Hospitaler af saare nøgternt, for ikke at sige frastødende Ydre. Jeg tror, at man her meget har miskendt de æstetiske Indtryks terapeutiske Værdi. Ganske vist bør man ikke udfolde monumental, slolsagtig Pragt, der staar i Strid med Bygningernes alvorsfulde Opgave; og hvor sanitære og æstetiske Inter- esser kollidere, skulle de sidste vige. Men man bør ikke forsømme Lejligheden til at yde de syge, og for saa vidt ogsaa deres besøgende Slægt, den rene Glæde og den Sindets Beroligelse, som Synet af kunstnerisk gennemarbejdede Bygninger i en venlig Have giver.