Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

SEKTION XII 291 måde, ligesom træk af visse nationale eiendommeligheder ved cnkellc afdelinger har laet sit udtryk. Desuden var den bestræbelse væsentlig, at unifor- merne skulde være en beskyttelse mod fjendens våben, hvilket imidlertid har tabt sin berettigelse, eftersom skydevåben fik cn mere udstrakt anvendelse. En del levninger fra denne betragtningsmåde er endnu beholdt som krigersk prydelse, idel dette synspunkt også har sin indflydelse på den militære uniformering. Imidlertid, er dog efterhånden sundhedslæren trængt j forgrunden. Enhver prydelse øger uniformens vægt, ethvert blinkende metalstykke bringer træfprocenten til at stige. Det er derfor efterhånden blevet iøjesprin- gende, at såvel personen som tjenesten er bedst faren, når antrækket lettes og forenkles. Eftersom derfor hensynet til det hensigtsmæssige og bekvemme har fået lov til at gribe ind, har soldatens beklædning undergået store og gavnlige forandringer. I Frankrigs, hvor bestræbelserne især efter 1870 har taget fart, var det under Ludvig Philip, at der først toges initiativ i retning af at få indført mere sunde principer i uniformsspørgsmålet. Og i Preussen begyndte allerede i 1840 dette hensyn at øve indflydelse. Denne anskuelse er da efterhånden mere og mere fast- slået i den tyske infanteriudrustning ved modellerne af 1887, 1895 og ved den nye beklædning og udrustning, der blev anvendt ved det østasiatiske expeditionskorps. Klædedragtens opgave fra et sundhedsmæssigt stand- punkt formulerer Krocker i følgende sats: Klædedragten skal i extreme klimater muliggjøre bevarelsen af legemets egentemperatur inden fysiologiske variationer, lette den i tempererede, og i alle klimater bevare legemet for bratte temperaturovergange. Klædedragten skal altså hindre for store varmetab i kulden, og på den anden side tillade varmeregulation al træde i virksomhed, når der er forhøiet lufttempera- tur, eller organismen er udsat for et sterkt varme- producerende arbeide. Sundhed, ja endog livet er som bekjendt ikke for- enlig med nogensomhelst stork stigning eller nedsættelse af legemets temperatur. Varmcproductionen må således altid stå i forhold til ct varmetab. Hiller, der ser spørgsmålet fra militærlægestand- punkt, opstiller 3 slags varmekilder for den marsche- rende soldat om sommeren. 1. Den af organismen i hviletilstand producerede varme. 2. Den ved muskelarbeide fremkomne varme- indtegt. 3. Opvarmning på grund af solens strålende evne. Varmeudgiften sker på følgende veie: 1. Varmetab ved ledning og stråling fra huden. 2. Varmetab ved ophedning af åndedrætsluften. 3. Varmetab ved ophedning af næringsmidlerne. 4. Varmetab ved fordampning fra hud og lunger. Varmeudgiften hos mennesket er fra huden (ledning, stråling, fordunstning) . . . 86,9 % fra lunger (ledning, fordampning).............11,1 — Excrementer og urin ................ 2 — Varmetabet fra det menneskelige legemes overflade sker gjenneni ledning, stråling og fordunstning. Hver enkelt af de 3 componenter er såvel fysikalsk som hygienisk af stor interesse, idet det dog er den samlede effect af disse, der væsentlig kommer i betragtning. Hvad ledningsevnen angår, opstiller Rubner i »Ex- perimentelle Untersuchungen über die moderne Be- kleid ungssysteme« begreberne typisk ledningsevne, reel ledningsevne og absolut varmegjennemgang, der er den varmemængde, som går gjenneni cn qcm. Hade ved 1 0 tcmpcraturdiflerence af begrænsningsfladerne, 1 sekunds tid med stoffets sædvanlige vegt og tykkelse. Disse forhold skal her ikke nærmere behandles; kun noteres, at der er beklædninger, der er thermiske equivalenter, medens vegten kan differere. Varmestrålingsevnen kommer forholdsvis lidet i be- tragtning, da de stolle, der benyttes til yderbeklædning, har en meget lig strålingsevne, så at man kun i sjeldne tilfælde må tage i betragtning strålingens forskjellighed. En god beklædning i hygienisk henseende skal regulere fordunstningen fra hudens overflade. Navnlig ved høic temperaturer stiger fordampningen overordentlig rask, medens samtidig tabet gjenneni led- ning og stråling bliver mindre. Da nu den menneske- lige beklædning bidrager til at holde varmen til legemet, og i denne forstand virker varmende, så må klæde- dragten ligesom den stigende temperatur — ialfald ved høiere temperaturer — virke øgende på fordunstningen. Dette er direkte vist experimentell af Schierbeck, og sker i mest bemerkningsværdig grad ved vel permeabel be- klædning. Medens ved lavere temperaturer varmetabet ved fordunstning er ca. 20 % af det samlede varmetab, stiger dette mere og mere ved høiere temperaturer, indtil for- dunstningen besørger den totale varmeudgift. I forhold til hudfordampningens størrelse og luft- fornyelsen i klædedragten danner der sig i denne cn særegen luftatmosfære, hvis relative fugtighedsgrad kan være væsentlig afvigende fra den fri lufts. Som vist af Clas Limrolh i »Zeitschrift für Biologi«, er ved høi fug- tighedsgrad af den ydre luft klædningsluften tørrerc, men ved meget tør luft er klædningsatmosfæren fug- tigere end den ydre luft. I almindelighed er klæde- dragten fyldt med luft af mindre relativ fugtighed end den omgivende luft. Det fremgår af delle, at beklædningen i forhold til hudens al’kjøling i almindelighed er af særdeles stor betydning, og at vi med hensyn til legemets fordunst- ning i væsentlig grad må regne med klædedragten som faktor. For al varmereguleringen skal virke, når der er varmt, eller varmeproductionen i legemet af cn eller anden grund er forøget, må derfor svedens for- dampning på legemets overflade ikke hindres i at bane sig vei udad. Derved kommer i betragtning stoffenes permeabilitet. Permeabilitet og varmeledningsevne må stå i el bestemt forhold til hinanden. Og permeabiliteten skulde tiltage, når ledningsevnen bliver liden ø: når varme- evnen er stor, idet den component, der mest bidrager til varmeovnen, er luften, og jo mere luft, jo mere per- meabilitet. Derfor bliver igjen den specifike vegt og porevolumet de vigtigste elementære egenskaber hos stofiene, medens der sættes cn naturlig grænse for luft- mængden ved den fasthed, som disse må have for at blive formålstjenlige. For den praktiske bedømmelse af permeabilitet be- sidder vi ikke blot holdepunkter i de methodiske kvan- titative målinger af luftens gjennemgang gjennem stolle under bestemt tryk; men også undersøgelse af klæd- ningsluftens kulsyregehalt kan under de forskjelligstc omstændigheder give et sikkert holdepunkt om for- holdet. Af klædningsstoffene har uld flest af de egenskaber, der er fordelagtige ved cn beklædning. Det har også været brugt som sådant til alle tider. Den fornyede opfordring til at bruge uld på huden skriver sig sand- synligvis fra 30-årene i forrige århundrede, da man anbefalede uldflanel som profylaxe mod cholera som et bekvemt middel til at holde sig varm. Fra midten af 60-årene udbredte der sig lidt hygienisk kundskab om klædedragtens egenskaber. Man var bleven opmerksom på, at just de stoffe, som var de varmeste, var let permeable for luft, og nogle år senere blev experimenter anstillede af Coulier og Krieger. I 1875 har Goizet, Paris, talt for uldbeklædning (»Hygiene du vétement«). 37*