Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

292 SEKTIONSMØDER Det Jågerske uldsystems overdrivelse i den ene ret- ning og Dr. Lahmanns bomuldsreform i den anden ret- ning behøver ikke her nærmere omtale. De bunder i sin dybeste grund i den overfladiske betragtning, at det virksomme princip og det væsentlige i beklædningen er grundstoffet, som da tænkes i besiddelse af visse specifike ejendommeligheder. Klædningsstoffets særegenhed af- hænger ikke blot alene af grundsubstansen, men af luften i stoffet; der er en blanding af grundstof og luft. Det er ikke grundstoffene alene, men hvad der fabrikeres af grundstoffet, det kommer an på. Det er vævnings- måden, som spiller en vigtig rolle, ligesom stoffets tyk- kelse er en af de mest fundamentale egenskaber for varmeovnen. Da uld er tykkere og består af niere luft end alle andre vævssorter, er det dette stol’, der har de Heste fordelagtige egenskaber for vore breddegrader. Den Jagerske opfatning er også gru nd falsk, fordi den er fremgået af den grundanskuelse, at det kunstige beskyttelsesmiddel, som mennesket har i klædedragten, svarer til dyrenes naturlige hår- og fjerbedækning. Når en afdeling skal uniformeres, må man ial- mindelighed forudsætte, at den samme uniform skal anvendes til alle årstider. Skjønt en særskilt beklæd- ning for sommer og vinter vistnok har store fordele, ligger imidlertid vanskelighederne ved en sådan foran- staltning også straks i øinene. Det er ikke alene det betydelig forøgede direkte pengeudlæg, den udvidede administration, hensynet og fordringen til depotrum etc., der kommer i betragtning. Det ikke mindst vigtige er, hvorvidt det vilde lykkes i rette tid — når afdelingerne måske er langt fra sine depoter — at bytte den uniform, den for øieblikket bærer, at skifte fra sommer- til vinter- beklædning eller omvendt. Man må derfor ialmindelighed kun regne med og gå ud fra én beklædning for soldaten. I den norske armé har infanteriet i de to sidste decenier havt flere uniformsforandringer. Efter i adskil- lige år at have havt mørkeblå uniform blev i 1888 indført en beklædning af blågrå farve (hechtgrau). Denne erstattedes igjen i 1894 med uniform af mørke- blåt klæde, hvilken sidste for nærværende er arméens feltbeklædning. Som forløber for en eventuel forandring af denne blev ifjor, 1902, til prøve ved 2 bataljoner ud- leveret en fjeldgrå klædesuniform. Desuden tænktes anvendt såkaldte arbeidsdragter af gråblå bomuld, der skulde bruges som slideplag i fred, medens de fjeldgrå felluniformer skulde opmagasineres ubrugte på depoterne for kun at benyttes ved mobilisering eller fclttjenstøvelscr. Disse 2 uniformer skal jeg her fremvise med de niodificationer, som fjorårets prøvemodeller har under- gået i henhold til indkomne rapporter og indhentede erfaringer. Hvad denne beklædningsmåde ialmindelighed angår, må straks anføres, at det utvivlsomt vilde have sin store betydning, om armeen havde hængende på depoterne et tilstrækkeligt antal nye, ubrugte feltuniformer. Det bør dog bemerkes, at det er anseet som et tvivlsomt princip at lade soldaterne i fred være beklædt med en anden uniform end den, der skal bruges i felt. De fleste militærhygienikerc udtaler sig da også mod et så- dant uniformeringsprincip og hævder bestemt, al det ikke er tilstedeligt, at soldaten bruger anden beklæd ning i krigstid end i fredstid. Med specielt hensyn ttl arbeidsdragten, så er denne som ovenfor nævnt af bomuld, og er som sådan lidet skikket til yderbeklædning, der ikke udelukkende er tænkt anvendt i den varmeste årstid, og det kan ikke siges at være tilfældet, idet den var tænkt anvendt også i rekrutskolernes første tid om våren, da vind- og veir- forhold på flere af vore eksercerpladse er af den be- skaffenhed, al der cr liden opfordring til at beklæde afdelingerne med bom uldsdragter. Foruden sterke tem- peratu rvariationer fra dag til dag, — ifjor konstateret på Gardermoen den ene dag 26° R., den næste 6° R. i juli måned — er der også betydelig forskjel på dags- tidernes temperaturer. Arbeidsdragten er derfor som beklædning, beregnet for alle våbenøvelser absolut for tynd. Det viste sig da også, at ved kjølige temperaturer måtte man hjælpe til med beklædningsstykker af den gamle, mørkeblå klædesuniform. Del er da også el hævdet princip, at der til almindelig militær yderbeklæd-, ning bør anvendes uld. Det fordelagtige ved denne beklædning er dens overordentlige prisbillighed. Imidlertid er, såvidl jeg kan forslå, principet, bom- uldsbeklædning, allerede i og for sig fraveget, idet der foruden de 2 nævnte prøvemodeller iår også ved de bataljoner, hvor uniformsforsøgene foregår, skal prøves en våbentrøie af let, fjeldgråt klæde af samme snit som våbenjakken. Den skal anvendes dels når arbeids- dragten synes for tynd, og dels som søndagsantræk, under permission etc. Del var nemlig også en beret- tiget klage ligeoverfor arbeidsdragten, al den var ganske usædvanlig styg. Det bør såmegcl sikrere fastslåes, al bomuldsdragt alene ikke vil kunne anvendes som ordinær øvelses- beklædning, fordi den reglementerede underbeklædning hos os ved de nationale afdelinger kun består af bom- uldsskjorte. Vistnok har de den såkaldte islandske uld- trøie, der er en meget tyk, stor uldtrøie, men denne cr egentlig delvis en recompense for kappen, et forhold, der senere skal omtales. Den ifjor foreslåede arbeidsdragt var af gråblå bomuld, den til prøve iår approberede af mørkeblåt bomuld, der skal være niere holdbart. Medens det således efter min mening er el uhel- digt, uholdbart princip at forsøge al uniformere den norske armé med bomuldsdragt, som udelukkende klæde- dragt i fred, har vi i vor nye, foreslåede prøvemodel, våbenjakken, laet en hensigtsmæssig, i bedste forstand moderne feltbeklædning. Feltuniformen cr cn bluseformet, enkelt spændt klædesjakke med foer, forsynet med nedbrættet krave til at slå op om nakken i regn og vind. Hvad der er det væsentlige er det nye princip, hensynet til det hensigtsmæssige og bekvemme, som man her har slået ind på. Der er givet uniformen en facon og et snit, hvorved størst mulig bevægelighed og frihed fremmes. Uniformen er vid og rummelig tilskåret. Luften kan derved gives adgang til at ventilere legemet i varmen, og på den anden side i kulden give plads for forøget underbeklædning. Den enkelte mands sund- hed og velbefindende kan på denne måde lettere til- fredsstilles end ved trange, indsnevrede uniformer. Principet bør ansees som det eneste rette og mest passende for vore forhold. Uniformen har fået mere lighed med en jakke, således som vore sportsmænd gjennem mangårig erfaring har fundet den praktisk. Den er fabrikeret af et formentlig stærkt og varigt stof, der, såvidl man hidtil har kunnet have erfaring for, er holdbart, nogenlunde let at holde rent og, som det synes, mindre modtageligt for pletter. Farven antages at være »taktisk« og synes at gjøre soldaten mindst mulig fremtrædende i det almindeligst hos os forekommende terræn. Hvad hensigtsmæssighed forøvrigt angår, må det bemærkes, at denne farve som helhed jo må siges at være mindre holdbar end den sorte. Farvens taktiske Værdi har jeg personlig ingen competence til at bedømme. Unødigt udstyr er holdt borte, ligeså alt blankt og skinnende. Man har også tænkt sig muligheden af, at beklæd- ningen, hvis den viser sig praktisk, god og billig, vilde kunne anskaffes af soldaterne for at bruges, når de er hjemme i distriktet.