Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

SEKTION XII 293 som anvendtes ved den i 1901 udrustede tyske ekspe- dition til Østasien. Generaloberarzt, prof. dr. Krocker, har i cn brochure, »Bekleiding und Ausrüstung des Soldaten«, givet cn beskrivelse af denne uniform, der for enhver militærlæge vil være af den høieste interesse, fordi de gjennem mange år som theoretiske læresætnin- ger opførte hygicniske grundbegreber her cr overførte i det praktiske liv. Hvad impregnering af uniformen angår, er dette cl temmelig omtvistet spørgsmål. Allerede i 1884 har man i Rusland foretaget prø- ver med vandtætte uniformer. Også i Belgien gjorde man tidlig forsøg i samme reining. I »Deutsche mili- tärärztliche Zeitung«, 1888, har Hiller offentliggjort »Untersuchungen über die Brauchbarkeit porøs-wasser- dicht gemachter Kleid ungsstofle für die Militär-Klei- dung«. Og Lorenz har i 1890 i »Militärarzt« udtalt sig for impregnering. Dr. Wiener tilråder den også i sin »Die hygienische Beurtheilung der Militär-Kleidung und Rüstung«. For 2 år siden blev en ny methode (med ledt) be- skrevet fra Amerika og meget rost. Soin helhed må vel imidlertid siges, al de Heste militærhygienikere ialfald stiller sig tvivlende til spørgs- målet. Krocker, der som ovenfor nævnt har beskrevet den lyske i Østasien benyttede uniform, hvor impreg- nering af specielle grunde forsøgtes, fraråder den be- stemt. I hele den tyske armés beklædning cr den ikke anvendt, uden for et enkelt plags vedkommende, pelle- rinen hos lijulrytteren. Den er derimod anvendt ved udrustningsgjenstande, brødpose etc., hvor impregnering er udmerket. Impregnering er også anvendt ved vore soveposer. Af franske militærhygienikere udtaler Laveran sig yderst reserveret. Efter min opfatning er dette spørgsmål endnu ikke løst, ialfald ikke løst på cn sådan måde, at impregne- ring bør anvendes til militærbeklædning. Det er vist- nok så, at forøgelse i vegt på grund af cn grundig gjennemfugtning i regn kan være meget betydelig, og dette er jo et yderst uheldigt tillæg til soldatens alle- rede iforveien tunge belastning. Dertil kommer desuden nedsættelse af hudsystemets funktioner og øget varme- tab. Jo mindre atmosfærisk fugtighed et slof optager, des bedre. Det vilde derfor være en heldig foranstalt- ning, om et stof kunde gjøres vandtæt uden nedsættelse af tøiets porøsitet. Det må også medgives, at perniea- biliteten ved impregnering, når stoffet er gjennemvådt, kun er uvæsentlig nedsat, medens den ved ikke impreg- neret tøi kan synke betydelig. Imidlertid har jo sagen mange sider. Det cr nem- lig så, at alle de hidtil kjendte methoder er mest an- vendelige, når det hele stof impregneres (i hele stykket), mindre når det allerede er oparbeidet i beklædnings- gjenstande. Dernæst taber de efter de forskjellige mc- thoder behandlede stofTe med tiden sin vandtæthed, også når de ligger hen uden at benyttes. De militære beklædningsgenstande ligger nu oftere lang lid på de- poterne, hvad der ikke mindst vil blive tilfælde efter vort norske beklædningsprincip. Vandtætheden svinder da isærdeleshed hurtig, hvor der danner sig folder, hvor der er tryk eller gnidning på en eller anden måde etc. Efter at være brugt en tid vil uniformen let være vandtæt på enkelte steder, på andre steder ikke, hvad der i tilfælde kan være betydelig værre end fuldstændig mangel. Dernæst cr visselig den nedsæt- telse i porøsiteten, der finder sted, (almindelig angivet fra 3—11 %)' altid større end opfinderens opgave. Jeg nævnle, at vi som underbeklædning havde cn islandsk uldtrøie, delvis som recompense for kappen. Kappen blev nemlig af cn udstyrskoni mission 1897 foreslået afskaffet og er nu erstattet af islandsk uldtrøie og sovepose. Der hævdes med bestemthed den an- skuelse, at en soldat — ialfald i vort land — alle for- Det bor imidlertid fremhæves, at beklædningen i den foreslaacde form må underkastes den omhyggeligste drøftelse, før (ler endnu skrides til masseindførelscr i armeen. Hvorvidt således det nuværende klæde er det ab- solut mest hensigtsmæssige i hygienisk henseende, tør være særdeles tvivlsomt. I regn føltes uniformen mere end ventelig tung og «ventilieret. (Jeg har selv brugt uniformen under våbenøvclserne 1902.) Det er imidlertid muligt, at dette skriver sig fra foeret, der iår er forbedret. Det er også fremhævet som fordelagtigt, at uniformen er dobbeltknappct. Jeg skulde tro, at den nu foreslåede enkeltknappede er den heldigste. På flere militære sportsfærder er der gjort forsøg med løst toer til at knappe på ved indtrængende nødvendighed. Man har været vel lornøiel med resultatet. Dette frembyder imidlertid den ulempe, at soldaten får et extraplag al passe på. Med hensyn til lommearrangementet så er unifor- men forsynet med 4 udenpåsyede lommer, hvoraf de 2 øverste er beregnede som reservepatronlommcr. Lom- merne kan tilknappes ved en bronceknap. Al have lommerne udenpåsyede anser jeg heldigt, imidlertid be- høver lommerne noppe at være fuldt så sLorc. I våbenjakken er • der anbragt på hver side cn bærestrop, hvorved undgåes at spænde livbeltet hårdt, så jakken om ønskes kan sidde mere løst. Skulderklappene er sløifede som unødvendige. Der haves af indvendige lommer brystlomme, ur- lomme og cn liden lomme til. Benklæderne er indsnevrede nedentil for om muligt al hindre støv og smuds i at trænge ind i skotøiel. Benklæderne har til beskyttelse af maven høi linning. Der er desuden ved den nyoprettede afdeling, Norske jægerkorps, gjort nogle småforandringcr: Våbenjakkens krave, forstykke og ærmeopslagene er paspoilerede i grønt, ligesom jakken i lighed med den gamle jægerkollet har splitter på siden. At vor nye prøvemodel fremdeles bør være gjen- stand for forbedringer, før den endelig fastslåes, derom føler jeg mig overbevist. På den anden side cr det sikkert, at der her som nævnt cr slået ind i den rigtige retning, på det rette princip, og at den norske armé er på god vci til at få en brugbar feltdragt. Uniformsforsøgcne burde imidlertid været supple- rede med exacte undersøgelser angående de forskjellige stolles varmeovne. Jeg har i så henseende med interesse læst stabs- læge Hempels smukke forsøg med dr. Wieners varmt- vandscylindre og hans prøver på levende individer (»Militærlægen«s 1ste hefte 1903). Af andre methoder i denne henseende vil jeg minde om de forsøg og expe- rimenter, der er foretagne af Bordier og Kolb (Journal dc Physiologie et de Pathologie generale 1899). Efter dc således i Danmark gjorte forsøg synes det, som om dc har erholdt en ny uniformsmodel med om- trent samme varmeovne, samtidig som hele feltudrust- ningens vegt derved er formindsket med 5 Kilo. Jeg er enig med dr. Hempel i, at dr. Wieners me- thode er istand til at give ganske gode støttepunkter, ialfald fingerpeg, for cn bedømmelse af de forskjellige stolle. Det må dog bemærkes, at resultaterne neppe direkte fuldtud kan overføres på virkelige forhold. En særdeles vigtig faktor er bl. a. udeladt, nemlig varme- tabet gjennem fordampning, hvilket der også gjøres opmærksom på. Forsøgene på levende individer, som af dr. Hempel foretagne, kommer jo virkeligheden meget nærmere. Masseforsøgene ved afdelingerne (under al slags tjeneste, alle slags veirforhold) bliver vel imidlertid de vigtigste og mest al'gjørende. Når beklædningsspørgsmålet drøftes, bør (ler ikke undlades at henlede opnierksoniheden på den uniform,