Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

34 FÆLLESMØDER beror paa Voldgiftens noget friere Stilling overfor Sagen og Parterne: Ordet Voldgift, at »give i Vold«, sproglig opfattet, kunde tyde paa, at Kommissionen af Parterne havde faaet Fuldmagt til efter frit Skøn at afgøre Sagen, som den fandt det moralsk eller forretningsmæssigt forsvar- ligt, og uden at være bunden til, hvad Retsreglerne til- sagde. Hvor der ikke findes noget juridisk Element i Kommissionen, laa denne Opfattelse endnu nærmere. I vore Voldgifter er det dog heroverfor altid blevet hævdet, at der aldrig turde dømmes imod, hvad der var gældende Ret og Retspraksis; og derfor paaberaabes ofte baade Lovbud og Højesteretspræjudikater som mo- tiverende vore Kendelsers Retsopfattelse. Det vilde ikke kunne gaa an, at vore Kendelser og hele vor Sagsbehandling ikke kunde staa for en Kritik ud fra vore Domstoles Betragtning, og det, som voldgives, er jo ogsaa Spørgsmaal om Ret og Pligt, oftest vurderet i Penge. Men dog gælder der noget særligt. Vor Ret binder Dommeren med talrige Former og gør ham ganske passiv; vore Voldgiftsregler tillader Kommissionen selv at indhente alle mulige Oplysninger og at indrette Formen efter den enkelte Sags Tarv. Der har aldrig været nogen Tvist om eller Klage over vor Fremgangs- maade; sædvanlig begyndes der med en Udveksling af skriftlige Indlæg, og derpaa forhandles der mundtligt, idet Parterne direkte udspørges af Kommissionen. Her har vi dernæst Fordelen af den særlige Tillid, som en kyndig Voldgift af Standsfæller kan nyde, naar Valget er heldigt, naar Dommerne føler sig som Stan- dens Repræsentanter, og naar Teknikerne stoler paa Juristens »Retsbelæring«. Det er navnlig altid lykkedes at faa alle Personer, som kunde give Oplysning, frivillig fremstillede af Parterne og at faa dem og Parterne selv til at udtale sig aabent og ærligt, selv om det kunde paadrage vedkommende et personligt eller pekuniært Ansvar. Vi har her ikke det grove juridiske Middel: Menedsstraffen; men vi har noget bedre og finere: Tek- nikeren kan anholde mange Udtalelser, som den utek- niske Dommer maa lade passere. Den første paaviser let, hvad der maa være urigtigt i en Forklaring, og kan ved sin forstaaende Kritik og sit personlige faglige Forhold til den forklarende lempelig lede Sandheden frem. Vi har haft flere klare Eksempler paa sanddru Udtalelser stik imod egen Interesse. Desuden bestemmer vore Regler [§ 12], at den Part, som viser sig uvillig til at give Oplysning, maa finde sig i, at Kommissionen stoler paa, hvad Modparten paastaar (men ikke kan bevise). Reglen er aldrig direkte blevet anvendt; men den er undertiden bleven for- klaret for en Part, og dette »Lovens Sværd« har da maaske virket blot ved sin Trusel. Fremdeles kan Voldgiften med den Sagkyndiges sikre Skøn i vidt Maal anvende den frie Bevisbedøm- melse, som vor Ret hjemler. Endelig kan den ofte linde en Løsning, der er et praktisk Kompromis mellem stridende Interesser. Denne Løsning kan da altid fore- slaas som Forligsgrundlag — og et saadant Forlig er ofte opnaaet. Men ogsaa i Kendelsen tør den ofte dikteres som den retlige Afgørelse, idet vor Ret i mange af de herhen hørende Forhold mangler Lovbud og afgørende Praksis, men henviser til de almindelige retlige og faktiske Overvejelser udfra, hvad der er Ku- tyme. Navnlig faar Skønnet Betydning ved Vurdering af en Skade, et Ekstraarbejde eller en Mulkt for for- sinket Aflevering. Skal imidlertid et Skøns Rigtighed gøres plausibelt ikke blot for Sagens Parter, men ogsaa for Ingeniør- standen, der skal vejledes af de faldne Kendelser, som offentliggøres i »Ingeniøren«, maa Sagens Faktum og Begrundelse fremstilles bredt og forstaaeligt. Derfor er der lagt en betydelig Vægt paa Kendelsens indgaaende Motivering, hvilken i øvrigt ogsaa kan dokumentere, hvor omhyggeligt Sagen er bleven behandlet. Sagens indgaaende Behandling og Afgørelsens Be- grundelse har været en Hovedaarsag til en vis Lang- somhed. Er end Domsvejen — der kan føre gennem indtil 3 Instanser — endnu meget langsommere (og dyrere), maa dog altid den størst mulige Hurtighed til- stræbes. I saa Henseende vilde det hjælpe at have flere faste Formænd; naar Sagernes Antal stiger saa stærkt og pludseligt som i de sidste Aar, maa det føre til langsom Fremme, hvis en enkelt Formand skal gøre det meste. Desuden kan man ikke faa en tilstrækkelig kyndig og praktisk erfaren Formand, for hvem ikke denne Stilling er kun en enkelt Side af hele hans Virksomhed. Sagerne ere for faa og komme for uregel- mæssigt, til at de kunne føde deres Mand. I øvrigt har man ogsaa erkendt, at en Del Sager, der ikke angik principielle Spørgsmaal eller større Beløb, burde kunne henvises til en — i Vinter af Foreningen oprettet — »lille Voldgift« med en teknisk Enedomraer. Hertil kunde formentlig ogsaa henvises noget større Sager, naar de fordrede særlig Hurtighed, f. Eks. naar der skulde skabes Grundlag for et begyndt Arbejdes Fortsættelse. Her burde Kendelsens Motivering være meget kort. Det fremmer selvfølgelig Brugen af Voldgifterne, jo lavere Omkostningerne kan holdes. Skal imidlertid Sagen undersøges grundigt — og det er paa den anden Side en nødvendig Betingelse for Voldgifternes Trivsel —, maa Omkostningerne blive ret betydelige, hvis Arbejdet virkelig skal honoreres. Det maa erindres, at Staten betaler en betydelig Del af en Domssag ved at udrede Dommergager og levere Retslokaler, thi dette veder- lægges hverken helt eller halvt gennem Retsgebyrerne. Den enkelte Voldgiftssag maa derimod bære disse Ud- gifter, og Kommissionen maa tilmed ofte gøre Arbejde, som Sagførere udretter ved Domssager. Det rette vilde være, om Ingeniørforeningen — eller tillige andre Repræ- sentanter for de Kredse, hvem Voldgifterne interesserer, — kunde yde et betydeligt Tilskud til Omkostningernes Afholdelse, særlig til Lettelse for de pekuniært set mindre Sager. Det er jo nemlig i alle Medlemmernes Interesse, at de eventuelt kan ty til en ret billig Voldgift, ligesom de mere indirekte — for Foreningens Skyld — er inter- esserede i Voldgifternes Trivsel. Om saadanne Tilskud har der hidtil slet ikke kunnet blive Tale — tværtimod. Det maa jo ogsaa erkendes, at Sagen er gaaet desforuden. Vel var der maaske med mindreudgifter for Parterne kommet en Del flere Sager; men hertil maa dog erindres, at det fremmer Villigheden til at forliges privat, naar det vel maa overvejes, om det betaler sig at lade en bestaaende Tvist helt eller delvis