Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

35 FÆLLESMØDER falde ud til Voldgift. Undertiden synes det, som der er bleven forelagt Tvistepunkter, der burde have været klarede ved gensidig Imødekommenhed. De behandlede Sager falder efter Indholdet hoved- sagelig i to omtrent lige store Grupper, dels Leveringen af tekniske Anlæg, f. Eks. Dampmaskiner, Varmeapparater, Lysanlæg o. lign., dels Jordarbejder, f. Eks. Funderinger, Havnearbejder og navnlig en Række af de sædvanlige Jernbaneentrepriscr omfattende hele Underbygningen og Anbringelsen af Overbygningen. Blandt de sidste findes de pekuniært og teknisk hidtil vigtigste to Sager, den ene behandlende en stor Række Stridspunkter over hele et saadant Arbejdes Omraade, og den anden navnlig afgørende, hvem der skulde bære Risikoen ved en stor uforudset Synkning af en Dæmning, Det ligger jo i Sagens Natur og nødvendiggøres af vor Mangel paa vejledende Retsregler om de privat- retlige tekniske Forhold, at Parterne ved alle større tekniske Arbejder maa benytte vidtløftige almindelige og særlige Betingelser som Bestanddele af deres Kon- trakt. Derfor bestaar Voldgiftens Opgave ofte væsentlig i at anvende vor Rets Fortolkningsregler paa den fore- liggende Kontrakt. Men da Fortolkning simpelthen er den kyndige Forstaaelse af Parternes Mening ud fra de brugte^Ord, bliver teknisk Indsigt og forretningsmæssig Erfaring om det kutymemæssige atter her det af- gørende. Imidlertid kommer en ejendommelig, i alle Landes Ret gældende Fortolkningsregel til at virke overfor de Kontrakter, som er formulerede af den ene Part, f. Eks. Forsikringsbetingelser, Fragtreglementer og - for vort Vedkommende — Entreprisebetingelser op- stillede af den udbydende, særlig Staten eller Kom- munen. Reglen er, at de fortolkes strengt imod den, som ensidig har opstillet dem • enhver Utydelighed regnes Modparten til Gode. Denne Regel har vi gen- tagende maattet bruge, navnlig ved Jernbaneentrepri- serne; men derfra skulde man se at komme bort, da Reglen jo er ufuldkommen, og man er ogsaa godt paa Vej dertil ved Ændring i de almindelige Betingelser. Tager jeg som Eksempel det Forhold, som Vold- gifterne mest har haft at gøre med — Jordentreprisen ved Jernbaner —, var Begyndelsen jo Kontrakterne med Englænderne, Generalentrepriser, hvor en hel Jern- bane _ Uge til Blyanterne paa Stationskontorerne — skulde leveres. Her var en stor Strenghed naturlig; hele Risikoen for Arbejdets Pris og Tid burde lægges paa den særlig kyndige Entreprenør. Alt efter som nu vore egne Autoriteter mere og mere tog den tekniske Ledelse i deres Haand, og Entrepriserne specialiseredes, maatte Risikoen for Entreprenøren for- mindskes. For Jordentreprenøren vilde Princippet na- turligt have været det, som allerede Romerretten opret- holdt ved sine vidunderlige Vejes, Broers og Vandled- ningers Bygning, og som vor Højesteret har anerkendt, at Risikoen for Arbejdet bærer Entreprenøren, for Grunden derimod Bygherren. Men dette Princip er ikke gennemført. Der er ogsaa nogen Grund til at lægge en Del af Ansvaret for Jordbunden paa Entreprenøren, navnlig for alle mindre Synkninger, som Besparinger paa andre Steder i Hovedsagen kunde opveje. Entreprenøren løber i Forvejen saa megen Risiko, at et vist Tillæg ikke føles som helt unaturligt. Og Anlægsbestyrelsen vil, navnlig naar den repræsenterer Statskassen, som jo ikke gerne skulde faa sine Arbejder for dyre, have god Grund til at binde Entreprenøren haardt. Da imidlertid Kontrakterne er udarbejdede uden mindste Medvirkning fra Entreprenørers Side, og da Embedsmænd har en naturlig Tilbøjelighed til at dække sig mod Ansvar, er det forstaaeligt, at Kontrakterne er bievne for strenge: Ansvaret for Synkninger har f. Eks. været for stort; Reglen om, at Entreprenøren gratis skal udføre alt, hvad Ekspropriationskommissionen paabyder, gaar for vidt; og endelig gøres der for faa naturlige Forbehold til Gunst for Entreprenøren. Naar der f. Eks. bestemmes en Mulkt for hver Dag, Afleverings- fristen overskrides, bør det underforstaas, at uovervinde- lige Hindringer gør Entreprenøren ansvarsfri. Men dette, som vore Voldgifter ogsaa har underforstaaet i Overens- stemmelse med vor almindelige Ret og det fornævnte Fortolkningsprincip, burde have været udtrykkelig udtalt. Naar det fremdeles siges, at Anlægsbestyrelsen kan fra- tage Entreprenøren Arbejdet, naar som helst den selv skønner, at han ej fremmer det hurtigt nok, maa den underforstaaede Mening være, at der gælder to Regler: dels at selve Fratagelsen maa Entreprenøren aldrig mod- sætte sig, men dels ogsaa, at bagefter kan man faa Er- statning, hvis hint Skøn underkendes ved Voldgift eller Dom. De omtalte Strengheder har i Praksis været mild- nede ved Kulance, lempeligt Brug af Kontrakten. Men det er et uheldigt Retsforhold. Det virker mere opdragende, naar Rettens Sværd tør svinges; og om- vendt bør Entreprenøren ikke være prisgivet en teknisk Embedsmand, et Ministerium eller et Finansudvalg, som kunde se ubilligt paa Sagen. Dernæst har der vel i de omtalte Kontrakter været aabnet Adgang til en teknisk Voldgift; men denne har ikke været betryggende sammensat. Det offentlige og Entreprenøren skulde vælge hver sin Voldgiftsmand, men Opmanden skulde Ministeriet vælge. Og selv om denne ogsaa skal være »en anset Ingeniør«, er Garantien for Upartiskhed ikke stor nok, især ikke i en Kamp mellem Staten og den private. I disse sidste Forhold er der, efter at Ingeniør- foreningens Voldgifter var dannede, ved en Del af de Statsbane- og private Jernbaneanlæg sket det store Frem- skridt, at der i Kontrakten er henvist til disse Vold- gifter, der rummer behørig Garanti for Upartiskhed. Det afgørende Fremskridt ligger dog i Ingeniør- foreningens Fremskaffelse af »almindelige Betingelser for Arbejder og Leverancer«, der nu er henved 10 Aar gamle. Ved deres Udarbejdelse samvirkede Repræsen- tanter for de forskellige offentlige og private Bygherrer med Repræsentanter for Entreprenører. Disse Grundlove for tekniske Arbejder og Leverancer opstilledes efter lange og omhyggelige Overvejelser under Borgmester Øllgaards Ledelse. Man fastholdt Bygherrens Overvægt, der jo navnlig ved alle Licitationer er nødvendig, fordi man ikke selv vælger sin Entreprenør. Men man formulerede ogsaa klart Entreprenørens Rettigheder og de almindelige Grænser for hans Ansvar. Disse Betingel- 5*