Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

36 FÆLLESMØDER ser har vundet stor Udbredelse, de er bievne anvendte af forskellige Kommuner, tidlig navnlig af Kjøbenhavns, og er i 1899 af Indenrigministeriet approberede for Jernbaneanlægene, hvor de siden er anvendte baade ved Statsbaner og private Jernbaner. Efter Betingelsernes Voldgiftsregler kan Anlægs- bestyrelsen henvise Sagen til Ingeniørforeningens Vold- gift, men vil den ikke det, vælger hver Part sin Mand, og disse to vælger atter Opmanden. Kan de ikke enes om denne, vælger Ingeniørforeningen ham. I mindre Sager kan Voldgift undertiden ikke forlanges, men Mini- steriet eller Magistraten har Afgørelsen. Jeg tror, at hele denne Ordning i alt væsentligt har delt de stridende Interesser rigtigt imellem, og at Ingeniørstanden, som een Mand, bør virke for at fastholde den. Der er i dens Henvisning til Ingeniørforeningen, i alt Fald som sluttelig vælgende Opmanden, en sund Anvendelse af en engelsk Tendens, en Gaaen bort fra det gamle bureaukratiske Enevældens Princip, som lagde Afgørelsen i Ministeriets juridiske, men utekniske Haand, og hen til det frie Lands halvofficielle Institutioner af Fagfæller. Men der kan komme til at staa en Kamp om det een Gang vundne. Næppe dog om de alminde- lige Betingelsers Indhold. Dette vil man nok bevare med dets passende retlige Hensyntagen til begge Sider, om end Betingelsernes formelle Tilsidesættelse vilde være naturlig for store Grupper ensartede Arbejder, som f. Eks. Jernbaneentrepriserne; thi her vilde en samlet Bearbejdelse af almindelige og særlige Betingelser til een Kontrakt give det klareste Retsgrundlag. Derimod vil de bestaaende Voldgiftsregler nok blive angrebne; Embedsmænd holder af at have Ryggen fri, og den fulde Garanti for den rent retlige Bedømmelse mener nogle maaske, at kun Domstolene kan give. Der er ogsaa noget angribeligt i den store Myndighed, som nu er lagt i Ingeniørforeningens Haand; thi denne er jo dog en privat Forening og kunde udvikle sig til at repræsentere et ensidigt Entreprenørsyn (hvad alt rig- tignok taler imod, at der skulde være reel Fare for). Derfor kunde det maaske være klogt at give Afkald paa Foreningens Ret til at vælge Opmanden, naar de to Voldgiftsmænd ikke kunde enes om Valget, og f. Eks. at lade Kontrakten bestemme, at hver Part kan fordre Lodtrækning mellem de to Opmænd, om hvis Valg der tvistes. Men længere bør der i alt Fald ikke gives efter. En virkelig uafhængig Voldgift maa have de tekniske Tvistigheders Løsning i sin Haand, allerede fordi alminde- lige og særlige Betingelser maa give Rum for mange Skøn, og fordi Entreprenøren maa bindes ret strengt. At henvise ham til at gaa til Domstolene, ofte lige til Højesteret, vilde gøre ham altfor afhængig af Bygnings- bestyrelsen. Desuden: ved Voldgiftsreglen beskyttes ikke blot en vigtig Gren af Ingeniørstanden, men hele Samfundet er interesseret. Thi i samme Grad som Kontraktens Vilkaar bliver mindre gunstige og mere usikre end praktisk rigtigt, vil naturnødvendigt Entre- prisesummerne gennemsnitlig stige. Dette gaar ikke ud over Embedsmændene — de tekniske eller juridiske i Kommunens eller Statens Tjeneste — men over Kom- munens eller Statens Kasse og saaledes over Borgerne. Og derfor vil jeg slutte med et Ønske om, at de tekniske Voldgifter, være sig Ingeniørforeningens eller andre, maa følge den samme Linie som saa mange andre Voldgifter i Nutidens Liv — Handelens, Arbejdets og Folkerettens Voldgifter —, at deres Virkekreds og Betydning stadig maa blive større. Genom hvilka medel kan stadskommun blifva delaktig af den värdeökning, byggnadstomterna undergå i följd af stadens progressiva utveckling. Af Gustaf Nyström. En jämförelse emellan bostadsforhållandena i Kö- penhamn, Stockholm och Helsingfors gifver vid hånden, att de mindre bemedlade folkklasserna i den finska hufvudstaden bo synnerligen trangt. Ur ett i Stockholm af herr von Koch nyligen hållet foredrag inhemtas, att antalet lägenheter på ett rum och kök 1 Kopen h am n uppgår till 6,4 % af hela antalet bostadslägenheter, 2 Stockholm uppgår till nära 29 % af hela an- talet bostadslägenheter, medan de år 1900 3 Helsingfors uppgingo til 21 % af hela antalet bostadslägenheter. Lokalerna på ett rum och kök beteckna ibland arbetarebefolkningen i Helsingfors eil visst väl- s t ån d. Jämför man däremot forekomsten af enrum s lägenheter i de tre städerna, finner man, att de utgöra: i Køpenhamn 2,7 % af hela ant. bostlägenheter i Stockholm 15,7 % - — — i Helsingfors 58,0 % - — — I Köpenhamn uppgifvas 2 och 3 rums lägen- heterna vara den vanligaste typen för bostadslokalen. I Helsingfors utgöra 3 rums lägenheterna en ringa bråkdel eller 5,5 % af hela antalet bostader. En något intimare föreställning om bostadsfor- hållandena, specieilt ibland arbetarebefolkningen i Hel- singfors, erhölls genom den undersökning, som företogs af helsovårdsnåmnden år 1900, och som finnes pub- licerad af förste stadsläkaren IV. Sucksdorff i den tryckta redogörelsen öfver bostadskongressen i Düssel- dorf 1902. Undersökningen omfattade inalles: 10 419 bostads- lägenheter med 13 393 rum, hvilka beboddes af 45 947 personer. Och då stadens hela befolkning samma år uppgick till 93 217 personer, så omfattade undersök- ningen alltså inemot hälften eller 49,3 % däraf. I de undersökta arbetarebostäderna beboddes i medeltal: hvarje lokal af 4,41 personer och h var je rum af 3,43 personer.