Beretning Om Den Tekniske Og Hygiejniske Kongres I Kjøbenhavn
Den 24.-27. Juni 1903

66 SEKT101VSM0DER Der kan saaledes faaes en meget stor og bekvemt beliggende vandkraft i Norge. Spørges der, om der kan skaffes fordelagtig anven- delse for nogen større del af denne vandkraft, saa maa dette spørgsmaal for nærværende besvares bcnegtende. Uagtet drivkraften til alle tider har været en vigtig faktor ved industrielle bedrifter, er det i almindelighed meget vanskeligt at konkurrere med indarbeidede fabri- kationsgrene i gamle industricentre. Anderledes og meget gunstigere stillet er man med hensyn til nye bedriftei'. Der er i den senere tid opstaaet en del saadanne, og der kan med stor sandsynlighed snart ventes flere, som synes at kunne faa en stor fremtid, nemlig de eleklro- lytiske bedrifter. Da disse som regel kræver en saa stor drivkraft, at denne spiller en overvældende rolle, vil de antagelig blive fordelagtige i et land som Norge, der har stor og billig vandkraft, beliggende i nærheden af eller ialfald med gunstige transportforhold til gode havne. Lavvandsprognose for de større østenfjeldske vasdrag i Norge. Ingvar Kristensen. Naturen har inddelt det sydlige Norge i to hoved- dele: det østenfjeldske og det vestenfjeldske. Overgangs- leddet mellem dem dannes af den landsdel, som kaldes den søndenfjeldske. — I modsætning til den vesten- og søndenfjeldske, som har et udpræget kystklima med milde vintre og forholdsvis kjølige sommere, har det østenfjeldske Norge indlandsklima med kolde vintre og varme sommere. Nedbøren er høist forskjellig i de to landsdele, idet den i det sønden- og vestenfjeldske varierer mellem 1000 og 3000 m/m, og i det østenfjeldske mellem 400 og 800 m/m om aaret. Skjønt nedbøren saaledes er uforholdsmæssig liden i det østenfjeldske, findes dog landets største elve her, hvilket har sin grund i denne landsdels forholdsvis lange dalførei' og store vidder. Forholdet mellem den største og den mindste vand- føring i disse elve er 1:30 å 1 : 40. Glomniens vand- føring gaar f. ex. ned til 100 m.3 pr. sek. og op til 3000 m.3. De faktorer, som bestemmer elvenes vandføring, er nedslagsfeltets størrelse, nedbøren, temperaturen og for- dunstningen. Naar jeg undtager nedslagsfeltet, optræder alle disse faktorer som variable størrelser, der i den ene maaned bringer ilom og i næste lavvand. Anderledes er forholdet om vinteren, idet nedbøren da magasineres i skog og mark som sne uden at paa- virke vasdragets vandføring. Den sne, der falder direkte paa de islagte indsjøer, vil vistnok trykke paa isen; og hvis sjøens flade er saa stor, at isen ikke overfører dette tryk til land, øer og skjær, vil en del af vandet presses ud i elven og saaledes forøge vandføringen. Virkningen af dette forhold afhænger naturligvis af, hvor stor brøkdel af nedslagsfeltet indsjøerne danner. Da under enhver omstændighed en stor del af snetrykket vil overføres til land, antager jeg, at for- holdet mellem den effektive sjøflade og det øvrige ned- slagsfelt kan sættes' til omkring 1 : 40, hvor det gjælder de større vasdrag i det østenfjeldske. Ved normal- nedbør vil da vandføringen i elven af ovennævnte - grund øges med ca. 10%; dette kan anses som det | midiere tillæg til vandføringen. Da imidlertid snehøiden om vinteren ikke er kon- stant, kan de nævnte 10% gaa ned til ca. 7 % og op til 14 % eller deromkring; nedbøren kan med andre ord bringe ind en variabel faktor, der bevirker en 3 å 4 % afvigelse fra normalen opover eller nedover. Naar man sammenligner dette med de store varia- tioner, som nedbøren bringer om sommeren, bliver saa- ledes afvigelserne uvæsentlige. Den næste faktor — temperaturen —, som i sne- smeltningen frembringer den største forekommende stig- ning, og som om høsten med ét slag lamslaar elven, har — efter det første større snefald — liden eller ingen betydning. Den holder sig et stykke ind i landet i almindelig- hed under nul. De dage, der kan fremvise varmegrader, er saa faa, at den smule snesmeltning, de frembringer, ikke er større, end at vandet opsuges af den underlig- gende sne. Et temperaturfald i luften af 10 til 20 grader vil i almindelighed ikke virke dybere ned end til den øverste jordskorpe. Sneen er nemlig en saa slet varme- leder, at et ikke altfor tyndt dække beskytter jorden mod frost. Temperaturen vil saaledes i almindelighed ikke spille nogen nævneværdig rolle om vinteren. Den sidste store faktor — fordunstningen — kan vistnok være ganske betydelig, naar vinden trænger ind i de øverste løse snelag, som jo frembyder en stor overflade; men elvens vandføring paavirkes om vinteren lidet af dette fratræk i snemængden, der først faar be- tydning om vaaren, naar sneen smelter. Om Vinteren har altsaa — som regel — ingen af disse store variable faktorer: nedbør, temperatur og fordunstning nogen betydning, og det ligger nær at slatte, at da ingen variabel størrelse griber ind, er elvens vintervandføring en konstant størrelse, som er- faringsmæssig kan beregnes for hver enkelt elv. Saa enkelt er forholdet dog ikke. I Glommen, hvor der har været foretaget vand- standsobservationer fra langt tilbage i tiden, er vinter- vandføringen beregnet og optegnet med coter for vand- føringer paa de med 50 delelige antal m.3 pr. sek. Man ser heraf, at i enkelte vintre synker vand- føringen ned til 100 m.3, medens andre aar som mini- mum har det dobbelte. Naar vi nu har paa det rene, at elvens vinter- vandføring i almindelighed ikke paavirkes af forholdene om vinteren og dog er adskillig forskjellige aar om andet, maa variationerne allerede være bestemt fra høsten af, før sne og kulde har lukket døren for alle tilfældigheder. Jeg skal i korthed anføre de vigtigste faktorer, som om høsten gjør op det store regnskab, der be- stemmer elvens husholdning med det vand, som grun- den indeholder fra sommeren af: Den vigtigste faktor her er barfrosten, d. v. s. den frost, der forekommer, før marken er snedækket. Jo stærkere barfrosten er, og jo længere den varer, des dybere trænger tælen ned i jorden; og den ikke alene binder vand, idet den omdanner det til is, men den virker mange steder, hvor terrainet er gunstig her- for, som smaa damme eller dæmninger, der hindrer det bagenfor liggende vand i at trænge frem til elven. Saasnart sneen ligger i et tilstrækkeligt tykt lag, har frosten imidlertid udspillet sin rolle som bestem- mende led i vintervandføringen. Den næste faktor er Uden for høstflommens af- slutning. Flommens størrelse har mindre betydning, naar den bare har været tilstrækkelig stor til at mætte jorden med fugtighed. Denne betingelse kan man gaa ud fra altid opfyldes, hvis der idetheletaget har været nogen flom. Hvis flommen slutter meget tidligt, eller hvis den fuldstændig udebliver, vil jordens vandgehalt for en stor del udtømmes allerede før vinterens begyndelse, og tilsiget til elven vil af den grund blive sparsomt.