Den naturlige Asfalt
og dens Forhold til nogle andre Belægnings-Æmner

— 11 — tydelige Beløb og bragte Asfalten i Miskredit. Den ene Entreprenør gik tilgrunde efter den anden, og et Selskab, som havde dannet sig for at exploitere Gruberne med større Midler, havde samme Skjæbne, saa at Driften i Aaret 1828 eller 1829 aldeles ophorte. Da kom til- sidst den rette Mand til at bringe Sagerne paa Fode igjen; det var en Franskmand, Grev de Sassenay, som i 1832 kjobte hele Anlægget af det ovennævnte Selskab. Sassenay maa, næst efter Eirinis, betragtes som Ska- beren af den nuværende Asfaltindustri. Med en betydelig Formue forbandt han stor Energi og Intelligens, og under hans Ledelse gjorde Sagen saa raske Fremskridt, at allerede efter fem Aars Forløb en stor Mængde Trottoirer, Udsalgshaller, G-aardspladser m. m. vare bievne asfalterede i Paris, Lyon og flere andre Stæder, og at Asfalten blev paabudt som Isoleringsmiddel for Kasematter og lignende Bygninger i alle franske Fæstninger. Sassenay havde imidlertid faaet Kundskab om Dr. Eirinis’s tidligere Virk- somhed og tog deraf Anledning til at undersøge de glemte Gruber i Val de Travers. De overraskende Resultater, til hvilke han kom, bestemte ham til at sælge Seyssel- anlægget til et Selskab af Pengemænd, hvorefter han erhvervede Exploitationsretten i Travers. I et Memo- randum fra 1838 erklærer han Travers Asfaltstenen for at være endnu, mere ligeartet, fiinkornet og feed end Seysselstenen, og Formationens Omfang forekom ham saa kolossal, at han erklærede det for umuligt at den nogen- sinde kunde udtømmes. Saalænge som Asfalten maatte hentes fra det sydlige Frankrig, kunde der ikke være Tale om dens almindelige