Den naturlige Asfalt
og dens Forhold til nogle andre Belægnings-Æmner

forholdsviis dyr og kan ikke faae samme Haardhed som med Gruus. Ved denne Fremgangsmaade tilsættes under Ophedningen i Almindelighed Epuré istedetfor Goudron. Belægningens Overflade kan gjøres saa glat eller saa ru som man selv vil; den glatte seer, idetminclste i Begyn- delsen, bedst ud, men er saa godt som altid upraktisk under aaben Himmel og meget ofce ogsaa under Tag; den duer f. Ex. ikke i Hestestalde. Den ru Overflades oprindelige Udseende taber sig forøvrigt meget snart, deels ved Benyttelsen, deels ved Virkningerne af Lyset, som altid, uden Undtagelse, bleger Asfaltens Overflade, saa at dens i Begyndelsen sortagtige Farve i Løbet af nogle Uger, eller ofte endogsaa tidligere, bliver graa, hvorved den faaer en skuffende Lighed med Sandsteen. Enhver Asfaltbelægning skal have et haardt og nogenlunde glat Underlag, med samme Holdninger som de, hvilke den færdige Belægning skal have. Man an- vender dertil i de allerfleste Tilfælde Beton, helst af Cement, undertiden ogsaa af hydraulisk Kalk. Man „ kan ogsaa bruge brændte Muursteen, og det kommer da fremfor Alt an paa at de lægges saa fast i Mørtel (helst Cementinortel), at de ikke i Tidens Løb ved Tryk nedenfra, f. Ex. Vandtryk, forskyde sig ind- byrdes. Underlagets Tykkelse retter sig efter det Brug, som skal gjøres af Belægningen; hvor ingen Færdsel med Vogne eller med tunge Colli finder Sted, behoves aldrig over 3 Tommer, undertiden mindre; paa G aardspladser med stærk Kjørsel bor man under ingen Omstændigheder have under 3 Tommer, i visse Tilfælde helst 3x/2 å 4, og Underlaget for Kjørebaner paa Gader bor være 5 å