Materialprøvning Og Prøveanstalter
Med Overslag Til Udstyr For En Norsk Materialprøveanstalt (Stipendieinberetning 1895 II Del)

— 19 — særskilte midler ti! at gjøre maskinen selv- virkende. 2) Et godt indspændingsapparat maa være saa- ledes beskaffent, at tryk eller stræk bliver saavidt muligt jevnt fordelt over forsøgsstyk- kets tversnit. Hertil udfordres: a) Ved tryk prøver: a. fri og lettest mulig bevægelighed hos den ene af de to trykplader til alle sider; b. saavidt muligt jevne og parallele tryk- flader paa prøvestykkerne, der i dette øiemed, hvis materialet paa nogen maade tillader det, bliver at afhøvle eller slibe paa en planskive. ß) Ved strækprøver: Fri og lettest mulig bevægelighed hos staven til indstilling ved begyndelsen af strækket. Disse betingelser opfylder efter erfaring: ved rundstave: kuglelager, og bedst de med udelt kugleskaal; ved flad- stave: indspændingshul og bolt og kun ét hul og én bolt paa hver side — eller fræsede ender med tilsvarende kiler. Brugen af saadanne staalkiler, som bider sig fast i prøvestykket af sig selv, er for- kastelige. 3) Et specielt apparat til at foretage fastheds- forsøg for den daglige praxis kan ikke an- befales; det maa erkjendes, at en række af de bekjenclte apparater fyldestgjør mere eller mindre det krav, der stilles til deres bestemte øiemed. 4) De resultater, der udstedes; bør tilføjes i korthed de angivelser over de anvendte ma- skiner og prøvningsmethoder, der er nødven- dige til bedømmelse af forsøgsresultatets værdi. 5) Forsøgsresultaterne skal altid, hvis muligt, til- føjes angivelse over — foruden prøvestykkets oprindelse — mikroskopiske eller chemiske resultater, eller begge; endelig angivelse over prøvestykkets fremkomst og andre faste fysiske, chemiske eller tekniske mærker. 6) Angaaende den nødvendige og tilstrækkelige nøiagtighed hos maskiner, instrumenter og forsøgsresultater ved materialernes prøvning er følgende at bemærke: a) Af hensyn til den hurtige og praktiske udførelse af forsøgene er det at anbefale ikke at strække nøjagtigheden af maalin- gen af kraft- og formændringer udover det punkt, som betinges af uundgaaelige feil og ufuldkommenheder ved materialet. b) Ved videnskabelige forsøg er det selv- følgelig nødvendigt, at der søges naaet den høieste grad af nøiagtighed. c) Det er overordentlig ønskeligt ved offent- liggjørelsen af resultaterne af fasthedsforsøg ogsaa at tilføie den opnaaede nøiagtigheds- grad eller i det mindste meddele det grundlag, paa hvilket man kan danne sig en dom over den. Efter de hidtil gjorte erfaringer tør man udtale den sats, at forudsat, at prøve- stykker anvendes af de senere under II M og IV fastsatte normale afmaalinger, d) er det i hvert fald tilstrækkeligt for me- tallers vedkommende at angive: for spændingen ved strækgrænsen eller brudgrænsen indtil en decimal for kilo- grammet pr. m/m.2, for brudstræk indtil 0,1 pct. og for tversnitsformindskelse ind- til paa hele procenter. Det sidste ziffer i angivelserne er i de fleste tilfælder usikre, og det er til ingen nytte at tilføie yderligere decimaler. Man maa foretage længde- og tversnitsafmaalin- gerne med en nøiagtighed af o,i mm., forat resultaternes nøiagtighed saavidt mu- ligt skal kunne nærme sig de oven anførte grænseværdier. 7) Tiden har unægtelig indflydelse paa resulta- terne af fasthedsforsøg (cfr. Fischer og Hartig). Dog staar det fast ifølge yderligere senere anstillede forsøg, at vi fortiden ingen tilstræk- kelig grund har til at udtale noget om nød- vendigheden af at overholde en bestemt stræk- hurtighed ved prøvning af vore væsentligste konstruktionsmaterialer, nemlig jern i alle former, kobber og bronce (sml. Bauschingers forsøg i XX h. af hans «Mittheilungen»). 8) Materialerne skal prøves paa de fastheder, paa hvilke det ved deres anvendelse statisk kom- mer an. 9) Saadanne materialer, som ved deres anven- delse bliver paavirkede af stød, skal man desuden for at kunne fastslaa beskaffenheden af undersøge ved slagprøve. 10) Slagprøverne skal udføres med et normal- slagværk. For disse er følgende at mærke: a. Der spørges ikke om et normalfaldværks fuldstændige konstruktion; man har kun at gjøre nøjagtige forskrifter for de dele,