Jærnbeton i Teori og Praksis

71 Fig. 105. Skruegangshøjden være ca. —*/8 af Skruegangsdiameteren, for f' > 2 °/ skal den være l/g~’/io- Den tilladelige Spænding sættes lig l/s af Prismestyrken (Sc), men for at sikre sig mod Revner i p den ydre Betonskal, maa man desuden sørge for, at . ■ & 140. Angaaende Konstruktionen bemærkes iøvrigt følgende. Der bør mindst være 6, helst 8 Længdejærn, og Skruegangshøjden bør ikke være under 3ll2 —4cm af Hensyn til Støbningen. Beviklingen fabrikeres ved at rulle Traaden eller Rundjærnet (5—14 mm) op paa en Tromle med passende Diameter og lægge Vindingerne med en passende Afstand indbyrdes. Da en stor Del af Formforandringen er elastisk, maa man anvende en mindre Diameter og Skruegangshøjde end det færdige Produkt skal have, men det finder man sig hurtigt til Rette med. Cylindrene frem- stilles saa lange, som Traaden rækker, hvilket vel vil blive en 10—40 Vin- dinger, og samles ved at man bringer den enes første Vinding ind mellem de sidste Vindinger af den anden og former Enden, som Fig. 103 viser. Længde- jærnene fastbindes paa Indersiden af Cylindrene. I Stedet for en fortløbende Bevikling har man ogsaa brugt tætliggende Ringe, samlede som Fig. 105 viser, men de er ikke saa nemme at holde paa Plads under Støbningen. Ved Forsøg1) har de givet samme Virkning som rigtig Bevikling, men i Praksis vil det næppe være Tilfældet (§ 45). q. Beviklede Støbejærnssøjler. 141. Hvis man omgiver en rund Støbejærnssøjle med en Kappe af beviklet Beton, kan man udnytte Betonens og Støbejærnets Trykstyrke samtidig, og desuden kommer Støbejærnets Skørhed ikke til at gøre sig gældende, og Kon- struktionen er paa Forhaand brandsikker. Mens en aim. Støbejærnssøjle brødes med et Brag ved en Belastning af 137 t, bar 3 lignende Søjler, der var omstøbt med beviklet Beton, henholdsvis 315, 307,5 og 3421; Betoncylinderen var 6,3 cm tyk indenfor Beviklingen i de tre Tilfælde, mens Beviklingen var udført paa forskellig Maade. Brugen af Staalrør giver ringere Brudbelastninger, da det her er Flydegrænsen, der be- stemmer Bruddet. En Betingelse for, at man kan addere Brudstyrkerne, er, at Beviklingens Skruegangshøjde mindst er lig den mindste Betontykkelse. Angaaende Konstruktionen, der er patenteret af den østrigske Ingeniør v. Emperger, henvises iøvrigt til B. u. E. 1912, S. 57; 1913 S. 137 og 365; 1916, S. 69; Die Giesserei 1914, Heft 5—6; Hager: Theorie des Eisenbetons S. 33.’ b. Søjler paavirkede af et ekscentrisk Tryk. a. Dimensionering. 142) I § 122 betonedes det, at man ved Dimensionering af en Søjle havde to hinanden uvedkommende Hensyn at tage, nemlig til at Materialet ikke knuses og til at Søjlen ikke bøjer sig ud. Det er disse to Hensyn, der paa en saa bekvem Maade er forenede i Ritters Formel. Er Søjlen ekscentrisk paavirket, bliver Forholdet ganske tilsvarende; man maa holde sig i en passende Afstand fra den kritiske Søjlespænding (der kun afhænger af Søjlens Dimensioner, ikke af Ekscentriciteten), og man skal blive i en lignende Afstand fra Materialets Brudgrænse. Man maa altsaa først dimensionere Søjlen, som om den var centralt paavirket, og dernæst under- søge, om Summen af de Tryk- og Bøjningsspændinger, den ekscentriske Kraft fremkalder, ligger indenfor de tilladelige Grænser. Hertil benyttes .den kendte Formel: p p.e = ~p ± yy ’ (48) hvor P er Normalkraften, e Ekscenlriciten, F og IV det til Beton transforme- rede Tværsnits Areal og Modstandsmoment2). Det af (48) fundne største Tryk maa ikke overstige den ved Bøjning tilladelige Spænding. ’) Se Rudeloffs Forsøg i D. A. f. E., Heft 28, S. 54. 2) I Stedet for e burde egentlig indføres e-[-de, hvor de er Udbøjningen, som Momentet Pe fremkalder, men denne Størrelse er i Reglen forsvindende lille. De tyske Bestemmelser (1915) fordrer dog, at naar Søjlens Længde, l, overstiger 20 Gange Tværmaalet, skal der for de indføres vU (§ 134).