Størst Udbytte af Legemligt og Aandeligt Arbejde
Første Del
Forfatter: Alfr. Lehmann
År: 1919
Forlag: J. Frimodts Forlag
Sted: København
Sider: 164
UDK: 612
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
VIII
For halvhundrede Aar siden var alt dette anderledes.
Der fandtes kun nogle faa Villaer ved Strandvejen syd
for Skoven og paa den vestre Side af Jærnbanen. Skoven
laa en Mil udenfor Byen, og Sporvogne fandtes ikke. Der-
for var den, selv om Sommeren paa Hverdage, saa idyllisk
fredelig, at man kunde vandre om derinde i timevis uden
at møde et Menneske. Især den smalle, tiltraadte Fodsti,
der løb langs det søndre Hegn inde i Skoven, var et højst
romantisk Tilflugtssted for den, der søgte Ensomhed, Hyld
og Hassel, Tjørn og vilde Roser stod her saa tæt, at man
kun hist og her kunde se et Glimt af de tilgrænsende
Marker; Grenene fra dette Vildnis af Buske hang saaledes
ud over Stien, at man jævnlig maatte bukke sig for at
komme frem, og et Par Steder var Stien overskaaret af
smaa Vandløb, som man maatte balancere over paa spinkle
Træstammer. Om Foraaret var her et øredøvende Kvidder
af alle de Fugle, der byggede Reder i Krattet. Hen mod
Bregnegaarden var der et Hul i Hegnet — det eneste
Sted, hvor man kunde komme ud paa Marken. Her kom
en lille Bæk sydfra og gjorde et brat Sving vestover ved
Skovbrynet, Der var altid meget Vand med rask Fart i
Bækken.
Som Dreng færdedes jeg tidlig og silde i Skoven om
Sommeren. Da jeg en Morgen kom gaaende op langs
Hegnet, saae jeg ude paa Marken en ung Mand ifærd med
at arbejde nede i Bækken, Hvad han foretog sig, kunde
jeg ikke se, og da jeg ikke vilde forstyrre ham, gik jeg
videre. Men min Nysgerrighed drev mig tilbage til Stedet
et Par Timer senere. Nede i Bækken fandt jeg den
nydeligste lille Vandmølle, lavet ganske primitivt af til-
skaarne Grene, men den snurrede rundt og pladskede
gemytligt, drevet af det strømmende Vand. Senere saae
jeg nu og da den unge Mand ved Vandmøllen. Det var
Ludvig Feilberg; jeg kendte ham strax igen, da jeg nogle
Aar efter traf ham paa polyteknisk Læreanstalt, Og i
„Størst Udbytte af Sjælsevner“ taler han om de vegetative
Stemninger, der kommer frem, naar man sidder ved et
Mølleværk og hører dets ensformige Klapren, eller naar
man sidder længe lyttende til den ensformige Rislen af