Størst Udbytte af Legemligt og Aandeligt Arbejde
Første Del

Forfatter: Alfr. Lehmann

År: 1919

Forlag: J. Frimodts Forlag

Sted: København

Sider: 164

UDK: 612

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 180 Forrige Næste
VIII For halvhundrede Aar siden var alt dette anderledes. Der fandtes kun nogle faa Villaer ved Strandvejen syd for Skoven og paa den vestre Side af Jærnbanen. Skoven laa en Mil udenfor Byen, og Sporvogne fandtes ikke. Der- for var den, selv om Sommeren paa Hverdage, saa idyllisk fredelig, at man kunde vandre om derinde i timevis uden at møde et Menneske. Især den smalle, tiltraadte Fodsti, der løb langs det søndre Hegn inde i Skoven, var et højst romantisk Tilflugtssted for den, der søgte Ensomhed, Hyld og Hassel, Tjørn og vilde Roser stod her saa tæt, at man kun hist og her kunde se et Glimt af de tilgrænsende Marker; Grenene fra dette Vildnis af Buske hang saaledes ud over Stien, at man jævnlig maatte bukke sig for at komme frem, og et Par Steder var Stien overskaaret af smaa Vandløb, som man maatte balancere over paa spinkle Træstammer. Om Foraaret var her et øredøvende Kvidder af alle de Fugle, der byggede Reder i Krattet. Hen mod Bregnegaarden var der et Hul i Hegnet — det eneste Sted, hvor man kunde komme ud paa Marken. Her kom en lille Bæk sydfra og gjorde et brat Sving vestover ved Skovbrynet, Der var altid meget Vand med rask Fart i Bækken. Som Dreng færdedes jeg tidlig og silde i Skoven om Sommeren. Da jeg en Morgen kom gaaende op langs Hegnet, saae jeg ude paa Marken en ung Mand ifærd med at arbejde nede i Bækken, Hvad han foretog sig, kunde jeg ikke se, og da jeg ikke vilde forstyrre ham, gik jeg videre. Men min Nysgerrighed drev mig tilbage til Stedet et Par Timer senere. Nede i Bækken fandt jeg den nydeligste lille Vandmølle, lavet ganske primitivt af til- skaarne Grene, men den snurrede rundt og pladskede gemytligt, drevet af det strømmende Vand. Senere saae jeg nu og da den unge Mand ved Vandmøllen. Det var Ludvig Feilberg; jeg kendte ham strax igen, da jeg nogle Aar efter traf ham paa polyteknisk Læreanstalt, Og i „Størst Udbytte af Sjælsevner“ taler han om de vegetative Stemninger, der kommer frem, naar man sidder ved et Mølleværk og hører dets ensformige Klapren, eller naar man sidder længe lyttende til den ensformige Rislen af